Jeg tager nu min jagt på jahatten et skridt videre og tyer til litteraturen for at finde inspiration. Med udgangspunkt i et litterært værk, der har været med til at forme mig, Barbapapas rejse, skal jeg på mission.
Det er tale om klassikeren, hvor Barbapapa leder efter en Barbamama og det, der mangler, for at han kan blive en glad Barbapapa. Han rejser til nær og fjern, fra jorden til rummet, fra New York til Indien, fra byen til landet.
Jeg leder også. De mærkeligste steder. I går havnede jeg så på modemesse i Bellacenteret. Det er absolut ikke et sted, jeg plejer at komme, men man ved jo aldrig, og modeindustrien har det med at frembringe de mest vanvittige ting, så hvorfor ikke kigge efter en jahat i vinterkollektionen? Måske er det ligefrem den vej, jeg skal gå?
Jeg ved intet om mode. Mit primære moderåd går ud på, at hvis du beholder dit tøj længe nok, så kommer det på mode igen. Jeg bruger ingen penge på tøj, synes det er belastende at skulle købe nyt og er nok mest af alt ligeglad. Og nærig. Så en ny, fremmed verden stod åben for mig!
Jeg fulgtes med min dygtige, professionelle veninde, der havde helt styr på at tale med forhandlere og skaffe sig aftaler. Jeg sjoskede med og holdt udkig efter eventuelle jahatte på standene. Og gjorde mig hurtigt nogle messe-erfaringer:
1: Der er gratis mad og drikke på de fleste stande
2: Der er goodie bags på nogle af standene
3: Jeg skal have oparbejdet en sundere kulør, have strøget tøjet og dullet håret lidt op
4: Mode er et vidt begreb, men åbenbart noget, som folk på messer bliver enige om, er smart
5: Det er smart med fake fur-klipklapper og pink læder
Jeg valgte at fokusere på punkt 1 og 2, da jeg ikke kan forholdet mig til punkt 3 , 4 og 5. Og det gik fint.
Jeg erfarede også, at agenter og sælgere scanner folk med et kyndigt elevatorblik og lynhurtigt finder ud af, hvem de skal henvende sig til ud fra folks fysiske fremtræden.
På den måde kunne jeg gå fred, og jeg holdt mig i baggrunden og lod som om, jeg lyttede engageret og vidende til forhandlingerne.
Jeg blev kun tiltalt direkte en gang. Det var, da jeg lige havde bidt hul i den store slikkepind med stærkt pulver i, som jeg havde nappet på nabostanden, og jeg går ud fra, at manden nok tænkte, at jeg var min venindes udviklingshæmmede medhjælper, da jeg ikke rigtig kunne sige andet end lyde, hvis jeg ville undgå at savle. Tegnsprog var heller ikke muligt på grund af den store pose med goodies. Det var en fin nok strategi og efter et hurtigt elevatorblik og medlidende smil, vendte han sig da også til en mere egnet person.
Ellers gik det meget godt. Jeg fik spist uanede mængder chokolade og samlet en masse nøgleringe og skohorn, som jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til.
Jeg fandt ingen jahatte. Modeindustrien er åbenbart ikke nået helt derud endnu. Jeg planlægger ny mission.
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.