Er næsten i mål. Har sat flueben ved de fleste december-to-do’s. Og traditionen tro, sætter jeg mig for det, jeg sætter mig for hver eneste december:
Næste år vil jeg købe gaverne i god tid. Og jeg ved, at det er lige så urealistisk, som at kalenderlyset kommer til at følge med datoerne.
Men de fleste julegaver er nu i hus. Med livet som indsats. Jeg drog ud til en af de der store betonklodser, der ligger smidt rundt om i forstæderne omkring København.
Første stop Elgiganten, hvor jeg var i den uheldige situation, at jeg skulle have hjælp af en af de venlige unge mænd, som man kan trække et nummer til. Der var 13 numre før mit, og efter ti minutters ventetid kunne jeg konstatere, at der ikke var kommet nyt nummer til. Ældre damer kan åbenbart ikke købe elektronik uden 20 minutters vejledning efterfulgt af et kvarters terapeutisk samtale om, at det nok skal gå. Men så kunne man jo stå og nyde julestemningen og lyden af den skingre, høje alarm der gik i gang med 2½ minutters intervaller og betragte aggressionen i de ventendes ansigter, mens de bebrejdede de underbetalte medarbejdere, at der ikke var flere ansatte til at ekspedere. Men jeg fik da mine dimser efter 45 minutters hygge.
Videre i betonklodsen til Toys’r’us. Og jeg vidste det godt. Jeg sagde det, inden jeg kørte hjemmefra. Den store LEGO-pakke var selvfølgelig udsolgt. Og den 11-årige medarbejder var så venlig at fortælle mig, at den sidste pakke LIGE var blevet solgt (thank you, Elgiganten) og at varen udgår, så der ikke kommer flere hjem.
Og det var ikke godt. Når man køber julegaver, kan man ikke improvisere. Julegaveindkøb er en konstant kiggen på huskesedlen, hvor ønskerne er skrevet i prioriteret rækkefølge med små piktogrammer i forskellige farver, inddelt efter forretninger, fordi jeg altid bliver ramt af bastant hjernelammelse, når jeg træder ud i julemylderet. Det er ikke forvirring eller glemsomhed, bare en tung, hylende, passiv, lammet hjernetilstand, hvor man ikke kan tænke, ikke huske og ikke aner, hvad man skal have og hvorfor.
Hvis jeg skal improvisere, ender det med, at jeg beslutter, at “det bliver hun nok glad for” og kyler et eller andet i kurven, som hun med 85 procents sikkerhed ikke bliver glad for, fordi det eneste alternativ er øjeblikkelig harakiri, begået med et smil på læben under lysstofrørene i den store betonkasse.
Og jeg går altid med en følelse af at have glemt en person på listen, en uafrystelig følelse som varer helt frem til første juledag
Men jeg har julet igennem i år. Jeg har nået det hele og sat fluebenflueben ved alt det, man bør gøre til jul. Det er en af fordelene ved at være frivilligt udenfor arbejdsmarkedet, man bliver lidt af en overskudsmor. (På papiret).
Jeg er gået all in på pynt, klippe-klistre, pebernødder, juletræ, lyskæder, julemarked, kager, konfekt, julemusik og stearinlys, startende d. 1. december. (Det var faktisk hyggeligt.) Og så kører man ellers på med julehyggen, lige til man ikke kan mere. Med maden. Med pynten. Med musikken. Til det sidder helt deroppe, hvor det presser mod drøbelen og fremprovokerer brækrefleksen.
Men det er en smart måde at komme igennem december og mørket, der ligger som et tungt låg over livet. Det er meningen at juleriet skal køres helt derud, hvor man næsten ikke kan mere og bogstavelig talt er ved at brække sig.
Det gør nemlig januar måned meget mere spiselig og rar og rummelig, selvom det stadig er mørkt og vinter. (For det betyder ikke en skid at det lige har været solhverv og at “dagene vender”. Det er bare noget vi siger. Vi kan først mærke lyset til marts. Så drop det. ) Når man har gennemjulet, kan man nemlig nyde de tomme flader, luften, den rigtige musik, grøntsagerne og de enkle morgener uden pakker, chokolade, gaver til klassen og Ramajetternes jul. Ro, renlighed og regelmæssighed. HOHOHO!
