Jagten på nytårshatten

Nå, man skal vel opsummere, nu hvor det er  nytår…

Fandt jeg så jahatten i år? Næh. Ikke sådan fuldbyrdet. Men jeg har lagt den ætsende bitre nejhat. Og jeg forlader nu et lorteårti i mit liv, der har været brolagt med tab, husmareridt, sygdom  i mange afskygninger, udbrændthed og bad luck. 2007-2017 var ikke mit årti. Men det er ved vejs ende. Jeg har på jahatsmaner besluttet, at vinden vender.

Mit hus er solgt. Til  marts flytter vi  fra sovebyen til ny by. Til en ny start.

Mit job er sagt op. Jeg finder nok noget nyt.

Mit skriveprojekt er færdigt. Så må vi se, om det får vinger at flyve på.

Jeg har ikke nogle nytårsforsætter. For første gang i  mit liv har jeg bare en fornemmelse af, at der sker det, der sker. På den gode måde. Og det kan næsten ikke undgås, at der må ske noget nyt, for lige nu er mit liv defineret af stilstand. Også på den gode  måde. – Selvom det har føltes “forbudt” og grænseoverskridende at vælge at slappe af i stedet for at arbejde som en segnefærdig idiot. Det er svært at skrive på cv’et. Og det går nok.

Og så må vi se, hvordan det går med den videre jagt på jahatten. Jeg har konstateret, at det var nemmest at skrive, da jeg virkelig stod i lort til knæene. I takt med at modvinden blev mindre strid, blev skriverierne  det også og de blev til dels fraværende. Men jeg bliver nok aldrig fuldblods jahatsbærer, så jeg  regner med at lede videre.

Jeg regner heller ikke med at skulle have jahat på i aften. Jeg har endnu ikke besluttet, om jeg skal have klaphatten eller skumgummi-hotdog’en på. Smukt bliver det.

Godt nytår! Vi ses i det nye. 🙂

Krammere og god karma herfra.

Som en vommet retriever efter konfekt-kævlen

Der er julet igennem. Og jeg må blankt indrømme, at der er fantastisk, at det er slut. Alle spor af julepynt er slettet og de fire kubikmeter emballage er afleveret reglementeret i småt brændbart. Jeg nåede også at få brændt kalenderlyset helt ned til den 21., så julen må være siges at være en ubetinget succes i år!

Det er vildt,  hvad der kan ske på en enkelt måned. Jeg har ikke tendens til at tage på, men når jeg gør det, er det på samme måde, som da jeg var gravid: Det sætter sig kun på maven. Forfra kan man ikke se noget, men når Vommen kommer i profil, er folk ikke sene til at lykønske og klappe mig muntert på skulderen, mens de spørger, hvornår det skal være. (Og hvad fanden bliver der af de hofter, som jeg blev stillet i udsigt, da jeg var tolv og smuglæste i bøger om puberteten??)

Men Vommen er vel, hvad man kan forvente, når man har væltet så vulgære mængder af alkohol, hærdet fedt, kød og sukker i svælget, at man mere end en gang har skulle have en fodpedal for at komme af stolen og efterfølgende lægges i NATO-stilling for at kunne trække vejret nogenlunde ubesværet. Og når både nederste og midterste bjælke i kostpyramiden er blevet udskiftet med et massivt lag chokoladeovertrukket konfekt, er det måske ikke så underligt…

Og jeg har jo godt læst om det der med sukker. Man bliver afhængig. Og jeg  må med skam bekende, at jeg er nået derud, hvor jeg hver aften finder mig selv logrende foran konfektskabet som en tissetrængende, trippende retriver, mens jeg debatterer med mig selv, om det ikke ville være drønærgerligt, hvis svigermors konfektkævle skulle ligge der og blive helt tør og trist.

Så jeg trapper gradvist ud, for at organismen ikke skal gå i chok.

Fra i morgen-ish…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Juleharakiri i den gamle betonklods

Er næsten i mål. Har sat flueben ved de fleste december-to-do’s. Og traditionen tro, sætter jeg mig for det, jeg sætter mig for hver eneste december:

Næste år vil jeg købe gaverne i god tid. Og jeg ved, at det er lige så urealistisk, som at kalenderlyset kommer til at følge med datoerne.

Men de fleste julegaver er nu i hus. Med livet som indsats. Jeg drog ud til en af de der store betonklodser, der ligger smidt rundt om i forstæderne omkring København.

Første stop Elgiganten, hvor jeg var i den uheldige situation, at jeg skulle have hjælp af en af de venlige unge mænd, som man kan trække et nummer til. Der var 13 numre før mit, og efter ti minutters ventetid kunne jeg konstatere, at der ikke var kommet nyt nummer til. Ældre damer kan åbenbart ikke købe elektronik uden 20 minutters vejledning efterfulgt af et kvarters terapeutisk samtale om, at det nok skal gå. Men så  kunne man jo stå og nyde julestemningen og lyden af den skingre, høje alarm der gik i gang med 2½  minutters intervaller og betragte aggressionen i de ventendes ansigter, mens de bebrejdede de underbetalte medarbejdere, at der ikke var flere ansatte til at ekspedere. Men jeg fik da mine dimser efter 45 minutters hygge.

Videre i betonklodsen til Toys’r’us.  Og jeg vidste det godt. Jeg sagde det, inden jeg kørte hjemmefra. Den store LEGO-pakke var selvfølgelig udsolgt. Og den 11-årige medarbejder var så venlig at fortælle mig, at den sidste  pakke LIGE var blevet solgt (thank you, Elgiganten) og at varen udgår, så der ikke kommer flere hjem.

Og det var ikke godt.  Når man køber julegaver, kan man ikke improvisere. Julegaveindkøb er en konstant kiggen på huskesedlen, hvor ønskerne er skrevet i prioriteret rækkefølge med små piktogrammer i forskellige farver, inddelt efter forretninger, fordi jeg altid bliver ramt af bastant hjernelammelse, når jeg træder ud i julemylderet. Det er ikke forvirring eller glemsomhed, bare en tung, hylende, passiv, lammet hjernetilstand, hvor man ikke kan tænke, ikke huske og ikke aner, hvad man skal have og hvorfor.

Hvis jeg skal improvisere, ender det med, at jeg beslutter, at “det bliver hun nok glad for” og kyler et eller andet i kurven, som hun med 85 procents sikkerhed ikke bliver glad for, fordi det eneste alternativ er øjeblikkelig harakiri, begået med et smil på læben under lysstofrørene i den store betonkasse.

Og jeg går altid med en følelse af at have glemt en person på listen, en uafrystelig følelse som varer helt frem til første juledag

Men jeg har julet igennem i år. Jeg har nået det hele og sat fluebenflueben ved alt det, man bør gøre til jul. Det er en af fordelene ved at være frivilligt udenfor arbejdsmarkedet, man bliver lidt af en overskudsmor. (På papiret).

Jeg er gået all in på pynt, klippe-klistre, pebernødder, juletræ, lyskæder, julemarked, kager, konfekt, julemusik og stearinlys, startende d. 1. december. (Det var faktisk hyggeligt.) Og så kører  man ellers på med julehyggen, lige til man ikke kan mere. Med maden. Med pynten. Med musikken.  Til det sidder helt deroppe, hvor det presser mod drøbelen og fremprovokerer brækrefleksen.

Men det er en smart måde at komme igennem december og mørket, der ligger som et tungt låg over livet. Det er meningen at juleriet skal køres helt derud, hvor man næsten ikke kan mere og bogstavelig talt er ved at brække sig.

Det gør nemlig januar måned meget mere spiselig og rar og rummelig, selvom det stadig er mørkt og vinter. (For det betyder ikke en skid at det lige har været solhverv og at “dagene vender”. Det er bare noget vi siger. Vi kan først mærke lyset til marts. Så drop det. ) Når man har gennemjulet, kan man nemlig nyde de tomme flader, luften, den rigtige musik, grøntsagerne og de enkle morgener uden pakker, chokolade, gaver til klassen og Ramajetternes jul. Ro, renlighed og regelmæssighed. HOHOHO!

 

En julet top 5 over ting, man kan få jahue af

Der er så meget, man kan få jahue af i december. Julefreden sænker sig, og vi fordyber os i alle de hyggelige ting, man skal være taknemmelig for. For eksempel er jeg taknemmelig for, at jeg ikke har købt nogen julegaver, og at den stress har ikke ramt mig endnu.

Men her er en top 5 over det, jeg altid glæder mig til d. 3o. november:

1: Jeg skal have gaver!

– Og man får stillet det sædvanlige spørgsmål: “Hvad ønsker du dig?”. Et fantastisk spørgsmål, som jeg er dybt taknemmelig for. Jeg er bare altid 100% blank og vedbliver at være det, indtil januarudsalget er slut. Så er der masser af ting, jeg ønsker mig.  Jeg kan selvfølgelig bare erkende, at jeg er så gammel, at jeg kan bruge vores forældres uopslidelige svar: “Nogle søde børn!” Men det er som om, at det ikke er et ligeså godt svar, når det er ens egne forældre, der spørger. (Og hvor deres modsvar kunne være: “Så opdrag dem!”)

2: Vi skal snart fejre nytår!

-Men hvem skal man holde det med? Og har alle andre allerede lavet aftaler? Virker man for desperat, hvis man spørger allerede  nu? Og hvad hvis vi ikke når det?

3: Vi skal se julekalender i fjersynet!

-Vi skal se ALLE afsnit på samtlige kanaler, huske alle starttidspunkter og ikke misse noget, samtidig med at vi prøver at snige et måltid ind hist og her, og så skal barnet også HURTIGT  i seng, for klokken bliver jo vildt mange.

4: Man støder på lakridskonfekt!

-Hvorfor?  Og hvorfor spiser jeg det?

5: Børnene skal åbne kalendergaver fra alle bedsteforældrene! 

-Er der noget som en afslappet weekend, hvor man bliver vækket af Mindstebarnet, der vil hente gaver kl.5:48, hvor man bliver flået ud af drømmeland med et brændende stress-jag i maven og skubber sit barn korporligt tilbage i sengen, mens man hører sig selv råbe med sin morgenhæse stemme, at hun liiiige skal vente lidt, for mor skal lige ud for at tjekke noget og lede febrilsk efter nr. tre pakke, som den skide nisse har glemt og så gå helt afslappet tilbage til sengen og sige: “Nå, har du ikke kigget i sokken endnu?”

6: Jeg ikke er skolelærer!

(Ja, det var kun en top 5, men det her er et gratis bonuspunkt, der vil noget!)

-Det kan jeg kun glæde mig over. Der er ingen bagside. Jeg kan hver dag glæde mig  over, at jeg ikke skal tilbringe hele måneden med en flok unger, der starter dagen med at booste blodsukkeret via fire pakke- og chokoladekalendere, som de er stået alt for tidligt op for at åbne, samtidig med at de er kommet alt for sent i seng, fordi de skal se alle julekalendere på samtlige tv-kanaler, hvorefter møgungerne ikke kan sove, fordi de skal forholde sig til den mindblowing kendsgerning, at der åbenbart bor en levende nisse i huset, som hælder ris i deres sko og gør mælken grøn, og som nok bliver sur, hvis man ser den, eller hvis man kommer til at flå den lille magiske dør af væggen, som nissen har sat lidt ubehjælpeligt fast med dobbeltklæbende tape, og hvad kan sådan en nisse ellers finde på? Børn som er fuldstændig forventnings-speedede med udsigt til alle de gaver, de tror, de får. Hvis Julemanden altså kommer…  Held og lykke med den synlige læring og målstyrede undervisning, lærere. I er mine helte! Hohoho!

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

“Glædelig jul, din fucking lorteabenarrøvfuckerlort!” (Det var så dag 1)

Hvad fanden blev der af J-magneten?

Er startet op på juleprojektet og har klaret første dag som det kunne forventes:

1: Jeg er trådt ind i en ny, spændende livsfase og har købt mit første kunstige juletræ. (Klog af skade fra sidste år, hvor jeg kylede juletræet ud af terrassedøren d. 22. december, fordi jeg åbenbart var blevet overfølsom over for skimlede juletræer. I år går jeg all in på at kunne trække vejret.)

2: Jeg har støttet børnearbejde. Mit nye, kunstige juletræ måtte ved nærmere eftersyn være lavet af små vakse fingre og hvis Harald Nyborg kan sælge det for 300 kr. med fortjeneste, efter at have købt det af nogen, der har købt det af nogen, der har købt det af nogen, der har betalt materialer og løn og tjent penge på det, så tør jeg ikke tænke på, hvad ham den seksårige har fået for det. Glædelig jul, lille ven!

3: Jeg har siddet i min bil foran et indkøbscenter og råbt ordene: “din fucking lorte fucking  lorteabenarrøvfuckerlort”, mens jeg slog på rattet. Det var nok noget karma. For mens jeg købte mit børnearbejdertræ, fik jeg en p-bøde på 650 kr., fordi jeg havde glemt p-skiven. Glædelig jul, fucking  lorteabenarrøvfuckerlort!!!

4: Nissen huskede at lægge en gave i sokken  i nat. Succes!  Det plejer han nu også, bortset fra den ene gang, hvor jeg havde været til julefrokost. Pudsigt sammentræf… Nu er der kun 23 gaver tilbage, som skal huskes.

5:Nissen var så dum at vade i det mel, som Mindstebarnet havde spredt ud for at afsløre ham, og efterlod sig små, dumme træskofodspor.

6: J-køleskabsmagneten er forsvundet, så i år kører vi med “glædelig sul”. Og det bliver det vel.