Søndagstop 5 over ting, jeg ikke kommer til at savne ved mit arbejdsliv

Jeg har haft sidste arbejdsdag på min arbejdsplads gennem 13 år. Jeg overvejede at skrive en top 5 over, hvad jeg kommer til at savne ved lærerlivet, men kunne kun komme på én ting: Mine kollegaer. Det er åbenbart en top 5, som jeg ikke har groet nok jahat til at skrive.

Til gengæld er det med stort møje og besvær lykkedes mig at koge 18 punkter ned til fem, omhandlende hvad jeg  absolut ikke kommer til at savne ved lærergerningen.

Jeg vil ikke savne:

  1. at få spiselige gaver, som børn har rørt ved. (Har efterhånden veludviklede strategier for, hvordan man siger tak OG lynhurtigt får kylet det ubemærket i en skraldespand)
  2. uendelige fællesmøder, hvor jeg får fortalt via PowerPoint, hvad der står i det dokument, der blev sendt til mig dagen før
  3. innovative buzzwords om ting opfundet i DJØF-land, som jeg af uvisse grunde burde implementere i min praksis
  4. at skulle forholde mig til, nogen har slået nogen andre, fordi at nogen har sagt noget til nogen, fordi den anden har sagt noget til den første nogen, fordi han sagde, at…
  5. at reflekstilføje ”ej” hver gang nogen siger ”nej, jeg har”

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

 

Er jeg så voksen nu? #2

Snif, snif… Hvad er det jeg kan lugte? Er det popcorn? Er det frihed? Det tror jeg vist, at det er.

Har overstået min sidste undervisningsdag, har ryddet mit skrivebord, tømt skabet og givet farvelkage. Tilbage er bare en idrætsdag, afslutning og en fest, så er det slut med lærergerningen i denne omgang.

Og hvor bittert er det så ikke lige, at jeg først i går, da jeg læste bekræftelsen på min opsigelse, fandt ud af at jeg faktisk er OVERLÆRER?! What? Jeg nåede slet ikke at bruge titlen. Tænk, hvilke muligheder det kunne have åbnet op for… Vi taler autoritet. Noblesse. Ophøjethed. MAGT! Respekt. Men det er for sent nu.

Måske er der noget om, at en opsigelse åbner op for noget nyt. Hvad bliver det næste? Kan ikke vente. Det bliver så stort, det her.

#jahattenleavingtheUS

Kort postkort fra Guds eget land:

Er lidt træt efter gårsdagens selskab på rooftop (fri) bar, hvor jeg forsøgte mig med tredobbelt multitaskingprojekt:
At slubre mojito nr. ?? i mig skråstreg at konversere med den norske ambassadør skråstreg at spise nogle meget fedtede kyllingevinger imens. Jeg glemte helt, at jeg ikke var god til norsk, da jeg fik øje på mine fingre, hvor rester af den grønne serviet var klistret napalmagtigt fast til mine fingre pga. kyllingefedtet, og jeg spekulerede på, om det samme mon var sket for min overlæbe, og at jeg måske stod med et grønt Village People overskæg og nikkede, som om jeg forstod, hvad ambassadøren sagde. Nå, hvad gør man ikke for diplomatiet…

Har også erkendt, at jahat er en del af den amerikanske folkedragt. Det er bare awsome. Man burde skilte om det i lufthavnene på linje med Sika. Nåede vist at blive lidt inficeret af det og tog mig selv i at sige ordet “wonderful” mere end en gang. Time to go.

Har købt børnesikret chokolade med hjem. (Se billede). Man skal virkelig være sukkerhungrende for at sluge den her. Men man kan bruge papiret som bogmærke, som den gamle kinesiske dame, der solgte dem, sagde. Hvorefter hun slog en besynderlig latter op.

Jeg fandt senere ud af, at jeg (løbende ud mod gaten) havde betalt 45 kr. for det lille stykke Trumpchokolade. Så tror da fanden, at hun grinte.

#jahattenleavingtheUS

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram eller Bloglovin’.

Søndagstop 5: Undrespørgsmål til piloter

Er lige landet i USA efter længere flyvetur og har derfor haft rigeligt med tid til at tænke over noget, der altid har undret mig:

1. Hvorfor skal piloter altid lyde på den måde? Er det på grund af en elendig mikrofon?

2. Hvorfor lyder de altid lettere overbærende med deres lavmælte, nonchalante charmekludskludstonefald, der signalerer uendelig ligegyldighed, hvilket åbenbart får dem til at glemme at trække vejret, så de til sidst i sætningen løber helt tør for ilt og stønner de sidste stavelser ud med dyb stemme, som får dem til at lyde som Claus Borre, der kommenterer boksning i en sen nattebrandert?

3. Hvorfor har ingen fortalt dem, at de ikke skal have mikrofonen så tæt på munden? De pustende f’er, s’er og p’er gør det jo fuldstændigt skrattende umuligt at forstå, hvad manden siger, bortset fra ”Ladies n gentlemen, welcome aboard this fzzzrskrait to paf paf zzrffftpf in krazzxftrst paf”.

4. Hvorfor taler de altid engelsk med svensk accent, uanset nationalitet?

5. Skyldes all of the above, at de i virkeligheden ER Claus Borre-snalrede, eller prøver de bare at skjule, at de faktisk ikke aner, hvordan vejret er på destinationen?

Okay, så… Jeg sagde mit job op

Det er sgu en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg har sagt mit job gennem 13 år op. Bum. Så må det vise sig, om det nu var en god ide.

Jeg er hoppet ud i det uden sikkerhedsnet. Jeg kunne egentlig ikke brokke mig over mit arbejde. Der har været taget hensyn til mig igennem al min elendighed i de sidste ti år. Havde det ikke været for min arbejdsplads, var jeg nok blevet småskør. Jeg kunne være der på mine præmisser og overleve mentalt, hvilket var perfekt i de perioder, hvor jeg ikke havde brug for nye udfordringer i hverdagen.

Men nu skal der ske noget nyt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Bortset fra at udleve nogle skriveideer. Jeg ved ikke, hvor jeg lander og det er en smule angstprovokerende og virkelig fantastisk.

I den sidste tid har jeg lidt for ofte stillet mig selv spørgsmålet: ”Hvad fanden er det, vi laver?!” For eksempel når vi løber rundt som hovedløse høns for at følge med hverdagen. Eller når vores liv bliver ét stort koordineringsprojekt, hvor der skal være plads til en masse ting, man egentlig ikke har lyst til. Hvor man til sidst bare fantaserer om at have tid til at vaske en maskine tøj i fred. Hvor man næsten ikke har overskud til at rumme sine børn, når man kommer hjem. No more.

Nu tager jeg kontrollen over mit liv. Det er ellers så populært at have travlt. Det er ingen, der får credit for at sige, at de har vildt meget tid, og at de slet ikke har travlt med noget som helst. Med mindre man virkelig bager, sylter og føder og samtidig skriver en bog om det, på den helt afslappede måde. Jeg regner ikke med at gøre nogen af delene. Jeg hader at bage og sylte og synes, at jeg er for gammel til at føde.

Beslutningen blev truffet i november måned, da jeg sad syg, udbrændt og midlertidigt hjemløs i et lånt sommerhus. Jeg sukkede ved middagsbordet, at man fandeme bare burde sige sit job op og bruge sin tid på at sidde helt alene og skrive og glo ud af vinduet. Vel vidende at den slags ikke er muligt. Tænkte jeg. Min supermand havde en anden tilgang og sagde, at det da bare var det, jeg skulle gøre så.  Bum.

Jeg tænkte over det om aftenen og næste dag investerede jeg i en notesbog, som øjeblikkeligt blev skriblet til med ord, strukturer, sætninger og planer. Det er nok det bedste skub, jeg nogensinde har fået.

Kloge mennesker siger, at når man lukker en dør, er der en anden, der åbner. Det håber jeg, at der er en, der gør, for jeg har ingen ide om, hvor jeg er om et halvt år. Jeg ved bare, at jeg skal hive nogle måneder ud af kalenderen efter sommerferien og trække vejret ned i maven, komme af med min hylen for ørerne og se hvad der sker.

Om det så bliver jahatsgivende, må tiden vise. Første mål er at indhente mig selv.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram eller på Bloglovin’.

Søndags top 5 over lyd-idiosynkrasier

     Idiosynkrasi: substantiv, fælleskøn

UDTALE [idiosynkʁɑˈsiˀ] eller [ˈidiosynkʁɑˌsiˀ] 

BETYDNING: Følelse af stærkt, ofte ubegrundet ubehag ved nogen eller noget; nogen eller noget der fremkalder denne følelse.

Idiosynkrasi. Sådan et dejligt lille ord. Som beskriver den der følelse af noget, der bare ikke er til at holde ud. Fx lyde.

Så her er en top 5 over lyde, der ikke fungerer, når man er idiosynkratisk jahatsløs:

1.Tyggegummignasken

Her handler det ikke kun om lyden, men også det visuelle: Det tomme blik, kæben der kører som på en drøvtyggende kamel, den alvorlige panderynke, som om det er vigtigt at tygge. Og så er der lyden, der bare gentager sig rytmisk i (hvad man frygter er) det uendelige.  ”Snask, snask, snask” med en lille aggressiv hovedrysten for hver tyggen. Det virker så ubeskriveligt dumt at spise uden at spise.

BARE STOP DET!

2. Radioreklamer

En ulidelig og uinviteret råben i kommercielt øjemed. Det er som at blive skampulet i øregangen af skingre, overgearede skuespillere. Jeg zapper konsekvent væk, om jeg så er midt i en overhaling på motorvejen eller ved at flambere souffleen.

HOLD SÅ KÆÆÆFT!

(OK, jeg har aldrig flamberet en souffle, men det lød godt.)

3. Søndagssporten i radioen

Goddammit, det er deprimerende. Man får lyst til at skyde sig selv.  Det endelige bevis på, at weekenden er slut, bliver leveret af en brægende stemme i en strøm af ligegyldigheder, der ødelægger musikken med et ”så er der udlignet på Lyngby stadion”.

HOLD KÆFT!

(Med mindre, det er Anne Linnet, de afbryder. Så er det okay.)

4. Børn

Bare hold kæft. Generelt.

5. Anne Linnet

Jarj harh det svaart med hendes stææmme og udtaale. Kan nogen forklare, hvorfor det er godt at lytte til hende?

Hun burde lade være.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.

Er jeg så voksen nu? #1

Nu må jeg ud med det. Det er vanvittig ukorrekt og jeg er ked af at sige det. Jeg undskylder på forhånd og ved, at jeg nok mister et par læsere på den her, men here goes:

Jeg synes, at Pippi ER SÅ SKIDE IRRITERENDE på film! Så kom det ud.

Hun er irriterende, når hun smækker sine store, grimme sko op på spisebordet og er klog og bedrevidende overfor de voksne, når hun er til middag hos Tommy og Annika .

Hun er irriterende, når hun hopper i en tønde og ruller syngende ud over et klippevandfald og udløser min morangst.

Hun er irriterende, når hun bare synes, at alt er fantastisk.

Pippi var fantastisk, dengang hun blev født. Dengang, da de fleste børn var af Tommy og Annika-typen og der var brug for opgøret med de voksne. Jeg ÆLSKER Astrid Lindgren. Og har selvfølgelig læst Pippibøgerne højt for mine børn.

Men i dag, hvor jeg bare er et gammelt jahatsberøvet røvhul, der er miljøskadet af, at der er flere Pippi’er end Tommy og Annika’er i en gennemsnitsklasse, synes jeg bare, at hun kan være noget så belastende. Det er ikke længere charmerende at smække fødderne op på bordet og fortælle, at man er klogere end alle andre, og at man gør, hvad man vil. Det er ikke længere et oprør. I dag fremstår den slags unger bare som dårligt opdraget og asociale.

-Og så har hun altid jahat på. Så positiv. Luk røven, Pippi!

(Ja ja ja… Jeg VED det jo godt. Der er så meget godt ved Pippi. Hun er jo super empatisk og socialt ansvarlig og retfærdig og generøs og uselvisk og rummelig og positiv, selv i modgang. Men hvor mange unger gider lige at imitere dét?)

Talende kæledyr og deres idiotejere

Jeg har det ok med dyr. Det er jeg nødt til at have, når jeg har giftet mig med en mand, der synes, at børn skal have lov til at have kæledyr af alle slags.  Jeg er noget så positiv og tror på, at det er godt at have dyr, og at det kan styrke børns sociale kompetencer og relationer mellem mennesker.

Og man bliver jo glad for de små kræ. (Ok, jeg blev aldrig glad for slangerne og øglernes foderdyr). I hvert fald bliver man glad for de dyr, der kan andet end at dræbe og æde.

Man bliver i nogle tilfælde så glad for kræene, at man udvikler sig til at være en lille smule idiot. For eksempel når man begynder at hilse på katten, når man kommer hjem og at tale til dyr generelt. Og man begynder at tolke hvad de ”siger” og at give dem sprog. For eksempel når katten mjaver højt ad os efter en ferie og man tolker det som: ”Iiihh, hør hvor den har SAVNET os”. Hvad er det for noget vrøvl?  Den kunne ligeså godt sige: ”Fis af igen, mennesker, der var endelig ro og fred”. Højst sandsynligt betyder det bare: ”Mad”.

Men jeg har aftalt med katten, at den ikke kalder mig mor. Det ville sgu være for underligt. Jeg er en, der fodrer den og klapper den, hvis den beder om det. Måske. For den skal ikke tro, at den kan bestemme over mig og lære mig at adlyde irriterende lyde.

Jeg har også lært, at nøglen til et godt naboskab er at lære navnet på naboens hund (og hundens yndlingsbamse) at kende og at henvende mig direkte til dyret med navns nævnelse, når vi mødes på vejen. Så er isen brudt! Naboerne tænker sikkert det samme om os: ”Hils på ungen og nævn bamsen, så er de glade”.

Jeg elsker hunde. Så længe jeg selv slipper for at have en. Jeg elsker hunde, bortset fra dem, der kommer trækkende med en ejer, der allerede på lang afstand råber, at ”den bare er glad for børn!”. Hvad rager det mig, hvad den er glad for? Mit barn er tydeligvis ikke glad for hunden, som man måske kan se på hendes flygtende kropssprog.

Og hun er slet ikke glad for den halvnussede adhd-retriever, der kommer rallende imod os, mens den er ved at kvæles i halsbåndet med tungen hængende savlende og kødpølseagtig ud af kæften.

Og hun bliver ikke mere glad af at møde dens rabiesagtige vanvidsblik, hvor man kan se både det røde og hvide i øjenhulerne, fordi halsbåndet strammes, så øjnene er ved at poppe ud.

Og når den så kommer stolpende på bagbenene som en forstyrret dansebjørn, mens ejeren stemmer hælene i jorden, og den er så tæt på at man kan lugte på dens ånde og se på dens tænder, at den lige har ædt en anden hunds lort, så topper idiotejeren det som regel med at smile desperat og forpustet sige, at ”Noller bare vil lege!”.

Også her har jeg gode erfaringer med at henvende mig direkte til dyret. Jeg plejer at fortælle hunden, at vi slet ikke kan lide den, hvorefter jeg beder den om at trække sit idiotmenneske et andet sted hen.

Bortset fra det, så har jeg jahatten på overfor hunde og klapper dem gerne og taler pænt til dem. Så længe de ikke kommer trækkende med deres idiotejere.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.

Hukommelsens hvinende sutsko

Forleden dag var jeg inviteret til et arrangement hos en veninde. Da jeg ringede på, undrede jeg mig over, at jeg var den eneste, der kom til tiden, og hun åbnede da også døren med et smil og en sød kommentar om, at jeg kom ”allerede i dag”. Straks sprang koldsveden frem på min pande, da jeg indså, at jeg endnu en gang var offer for min kalenderblindhed.

Havde jeg fået en krone for hver gang, jeg er bremset op med hvinende sutsko og har råbt ordet ”fåååårk”, fordi jeg har glemt noget eller har taget fejl af en dato, ville jeg være blandt klodens otte rigeste mennesker. Det er jeg desværre ikke.

Min hullede hukommelse spiller ind i min hverdag på mange måder. F.eks. når jeg er på indkøb. Jeg har efterhånden udviklet gode strategier, bl.a. at lave en liste. Så går jeg gennem supermarkedet og knuger listen, mens jeg memorerer og gentager ordet på det, jeg skal have, indtil jeg finder det. Jeg går f.eks. og messer ordet ”parmesan” inde i hovedet.  Desværre sker der af og til det, at ordet bliver erstattet af et andet tilfældigt ord, som mine øjne har strejfet på vejen. Og jeg ender med at stå i frostafdelingen og messe ordet ”homogeniseret” for sig selv, mens jeg nidstirrer en pakke frosne parisertoast og uden at have nogen som helst anelse om, hvad jeg ledte efter. Og så står jeg ligeså stille der, med tumbleweed blæsende gennem hjernen med en stille susen. Når jeg endelig kommer ud af supermarkedet, står jeg lige stille en gang mere. Denne gang for at huske, hvor fanden jeg stillede bilen.

Jeg har glemt utallige lægeaftaler. Men jeg har heldigvis en god undskyldning, da jeg jo skulle have været der pga. hukommelsesproblemer.

Jeg glemmer børnefødselsdage og mine børns skole-hjem-samtaler. Jeg er en skodforælder. Når jeg skal aflevere mine børn om morgenen, har jeg præsteret at køre forbi skolen og først stoppe, når der er en unge på bagsædet, der spørger, om de ikke skal i skole. Eller jeg drejer af det forkerte sted. Men jeg har altid husket at hente børnene. (YES! Point for det!). Dog har jeg flere gange prøvet at hente dem, når de ikke var der, fordi jeg havde glemt, at de ikke var der.

Jeg er en elendig kollega. Jeg glemmer mine opgaver og aftaler eller dobbeltbooker. Navne forsvinder ud i det blå. De fordamper simpelthen. Jeg sætter krydser på hånden. Og glemmer, hvad krydserne betyder. Som resultat af min arbejdsstil går jeg rundt med et mere eller mindre kronisk jaget blik i øjnene og prøver at undgå øjenkontakt med kollegaer, som jeg måske har brændt af.

Og så er der alt det, som jeg er lykkelig uvidende om, at jeg har glemt, fordi jeg har glemt, at jeg har glemt det.

I det hele taget er jeg nødt til at bruge notestrategien til det meste. Gode ideer forsvinder som fint sand mellem fingrene på mig, så det eneste der er tilbage, er et par irriterende tankesandkorn, der bare minder mig om, at der engang var en tanke, som ikke er der mere. Jeg er så sikker på, at jeg ved, hvad jag tænker, men inden jeg talt til ni og en halv, er det væk.

Så undskyld! Det er ikke personligt, at jeg glemmer dig eller kigger på dig med et tomt åndsbolleblik i øjnene, når du minder mig om noget, vi har aftalt. Der er bare gennemtræk.

Men det går i den rigtige retning. Jeg er faktisk begyndt at købe ind uden at have en liste med. Og er blevet bedre til at huske, hvad jeg skal huske at huske. Nu skal jeg bare huske, hvor jeg lagde jahatten.

PS: Jeg kom faktisk på den rigtige dato til min venindes arrangement. Hun var bare en tarvelig ven med en elendig form for humor. 🙂

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.