Trange kår for broggeriet

 

Jeg beklager igen at måtte meddele, at min brog møder lidt modstand i disse dage.

Jeg har ikke ramt Gollumtilstanden, som frygtet. Der er derimod sket det uvante, at jeg i løbet af den sidste uge, hvor jeg er trådt ind i et nyt liv uden lønnet arbejde, har oplevet følelsen af glæde.

Jeg kan, hånden på hjertet, ikke huske, hvornår jeg sidst mærkede glæden sætte sig i kinderne og maven på den måde. Og det er i sig selv tankevækkende og lidt skræmmende, at det er så længe siden. Vi taler om år…

Jeg er ganske enkelt stadig høj på følelsen af frihed. Høj på at kunne bestemme selv og vælge om jeg vil tage ud i byen, dyrke motion (say what!?), tage ned og glo ud over Furesøen, lave ingenting eller noget helt femte.

Det, der topper det, er den helt nye følelse af at kunne koncentrere sig og fordybe sig, uden at skulle kommunikere med en masse mennesker på én gang .

Og at mærke, at mundheldet om, at når man lukker en dør, så åbner en ny, holder vand. Jeg kan lige så stille mærke døre åbne sig i hjernen, muligheder der åbner sig, tankemønstre der ændrer sig og en nærmest teenageagtig følelse af, at verden står åben.

Samtidig kan det undre mig, at det var så svært at tage springet. Men man ved, hvad man har, og man har nok en tendens til at klynge sig til det kendte. Men nu har jeg givet mig selv lov.

Så… for at vende tilbage til indledningen: denne slags mavefæstede glæde står jo i vejen for broggeriet, og jeg kan mærke, at broggen er blevet mit forsømte barn. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er faldet i en anden slags skriveri. Jeg er havnet i en mærkelig proces, hvor ordene løber ud af fingrene på mig. Personer, som jeg aldrig har mødt, vokser lyslevende frem på steder, jeg aldrig har set før, og hovedpersonen gør pludselig noget, jeg ikke anede, at man kunne gøre. Det bliver man også lidt høj af.

Men i morges vidste jeg, at der stadig er liv i jahatsjagten. Jeg vågnede til en samtale mellem Mindstebarnet og min bedre halvdel, og jeg kunne have SVORET, at jeg hørte, at han NÆSTEN lovede, at hun måtte få en slange.

På en måde var jeg lettet over at konstatere, at projektet ikke er fuldbragt, at jeg ikke har fået permanent positiv hovedbeklædning endnu. På den anden side, så var ”det er mig eller slangen”-fantasien ikke den bedste måde at starte dagen på.

Så jeg har en ny jahatsmission klar. Jeg skal derud, hvor man finder det, som skaber rammen om lykken. Kan jahatten købes et sted, så er det der. I ved godt, hvor det er…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Dag et i mit nye liv (Kinderreklame vs. Gollum)

Sommerferien er slut. Efter syv (!) uger hjemme, er ungerne sendt af sted. De syv uger blev især brugt på at træne behovsudsættelse, og jeg er faktisk blevet helt god til det.

I dag startede mit nye liv. Jeg er helt høj over, hvor priviligeret jeg er. Jeg skal fokusere på mig selv, skrive, være glad og gøre det, jeg har lyst til. Og finde ud af, hvad jeg vil.

Første arbejdsdag er forløbet med et smil som en flækket træsko siddende permanent på tværs af mit fjæs. Jeg kom tidligt op, fik Mindstebarnet afleveret på en tjekket måde i første klasse, og så har jeg ellers været produktiv og genoptaget mit bogprojekt uden at gå i baglås og få skriveblokering. Næsten for godt til at være sandt. Og jeg har kun været afbrudt af frokosten på terrassen. Og kaffepausen. Og smilepausen.

Ellers har jeg indledt ugen med de sædvanlige nyt(arbejds)årsforsætter. Jeg har planlagt og struktureret, købt mapper, organiseret, sat labels på og været fuld af gode intentioner. Og om en uge er systemet reduceret til to sammenglidende bunker: “måske vigtigt” og “jeg forholder mig til det næste år”. Alt ved det gamle.

Jeg overvejer også at skrive et brev til ungernes nye lærere om, at “jeg jo selv er lærer”, og at jeg har sagt op for at have tid til at følge bedre med i mine børns skoleliv. Bare for at få dem op på dupperne…

De kommende måneder kommer til at forløbe således, at jeg står tidligt op og sender mine harmoniske børn i skole med sund morgenmad i maven. Så skal jeg ud at løbe, træne mavemuskler, meditere og fra klokken 9.00-15.00 skal jeg skrive/ være produktiv og ellers bare svæve let rundt 1½ cm over gulvet i et lyst, rent og ryddeligt hus.

Det var tanken. 😉 Eller var det den tyske chokoladereklame, jeg fik flettet ind?

Eller ender det med, at familien kommer hjem, to uger inde i det sociale eksperiment, og finder mig liggende i fosterstilling under spisebordet , stadig i nattøj og med fedtet hår, i en blanding af krummer fra gårsdagens købepizza og kattens hårboller, lettere gennemsigtig, i gang med at æde en rå fisk, sådan lidt Gollum-style, mens jeg klamrer mig hvæsende til telefonen, hvor jeg ser den sjove pittbull køre på skateboard for 11. gang?

Det bliver faktisk rigtig spændende at finde ud af! Men i dag føles det godt.

Rigtig god vind til alle jer, der starter i dag.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Jahatsmission #1: På modemesse

Jeg tager nu min jagt på jahatten et skridt videre og tyer til litteraturen for at finde inspiration. Med udgangspunkt i et litterært værk, der har været med til at forme mig, Barbapapas rejse, skal jeg på mission.

Det er tale om klassikeren, hvor Barbapapa leder efter en Barbamama og det, der mangler, for at han kan blive en glad Barbapapa. Han rejser til nær og fjern, fra jorden til rummet, fra New York til Indien, fra byen til landet.

Jeg leder også. De mærkeligste steder. I går havnede jeg så på modemesse i Bellacenteret. Det er absolut ikke et sted, jeg plejer at komme, men man ved jo aldrig, og modeindustrien har det med at frembringe de mest vanvittige ting, så hvorfor ikke kigge efter en jahat i vinterkollektionen? Måske er det ligefrem den vej, jeg skal gå?

Jeg ved intet om mode. Mit primære moderåd går ud på, at hvis du beholder dit tøj længe nok, så kommer det på mode igen. Jeg bruger ingen penge på tøj, synes det er belastende at skulle købe nyt og er nok mest af alt ligeglad. Og nærig. Så en ny, fremmed verden stod åben for mig!

Jeg fulgtes med min dygtige, professionelle veninde, der havde helt styr på at tale med forhandlere og skaffe sig aftaler. Jeg sjoskede med og holdt udkig efter eventuelle jahatte på standene. Og gjorde mig hurtigt nogle messe-erfaringer:

1: Der er gratis mad og drikke på de fleste stande

2: Der er goodie bags på nogle af standene

3: Jeg skal have oparbejdet en sundere kulør, have strøget tøjet og dullet håret lidt op

4: Mode er et vidt begreb, men åbenbart noget, som folk på messer bliver enige om, er smart

5: Det er smart med fake fur-klipklapper og pink læder

Jeg valgte at fokusere på punkt 1 og 2, da jeg ikke kan forholdet mig til punkt 3 , 4 og 5. Og det gik fint.

Jeg erfarede også, at agenter og sælgere scanner folk med et kyndigt elevatorblik og lynhurtigt finder ud af, hvem de skal henvende sig til ud fra folks fysiske fremtræden.

På den måde kunne jeg gå fred, og jeg holdt mig i baggrunden og lod som om, jeg lyttede engageret og vidende til forhandlingerne.

Jeg blev kun tiltalt direkte en gang. Det var, da jeg lige havde bidt hul i den store slikkepind med stærkt pulver i, som jeg havde nappet på nabostanden, og jeg går ud fra, at manden nok tænkte, at jeg var min venindes udviklingshæmmede medhjælper, da jeg ikke rigtig kunne sige andet end lyde, hvis jeg ville undgå at savle. Tegnsprog var heller ikke muligt på grund af den store pose med goodies. Det var en fin nok strategi og efter et hurtigt elevatorblik og medlidende smil, vendte han sig da også til en mere egnet person.

Ellers gik det meget godt. Jeg fik spist uanede mængder chokolade og samlet en masse nøgleringe og skohorn, som jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til.

Jeg fandt ingen jahatte. Modeindustrien er åbenbart ikke nået helt derud endnu. Jeg planlægger ny mission.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Sommer er noget opreklameret fis. Regn eller ej.

Sommer er min yndlingsårstid og jeg venter på den hele året. Det er der, man med et trylleslag bliver lykkelig. Mærker skuldrene sænke sig, bevægelserne blive langsomme, huden brun og alt er godt.  Sol. Afslapning. Hygge på den stylede terrasse med dug, lanterner, bløde hynder og krydderurter i krukkerne. Vi skal være SAMMEN. Hygge. Opleve. Alt bliver godt, når det er sommer.

Det lægger faktisk et vist pres på en.

For på den ene side tænker man ikke over, at det er lykkeårstid, når den endelig er indtruffet. Det bliver lynhurtigt hverdag og man glemmer at være überlykkelig hele tiden.

På den anden side bliver man så bange for, at sommeren er for hurtigt overstået, at man glemmer at udnytte den til fulde. Man stresser lidt over, at den nok snart slutter.

Presset sætter ind allerede ved Sankt Hans. Jeg overraskes hvert år: sommeren er ikke engang startet, og så peaker den samtidig, og derfra bliver dagene bare kortere og aftenerne mørkere. Tiden løber. De to ugers rejse bliver alt for hurtigt fortid, og man får nedtur over at komme hjem. Eller man får nedtur over IKKE at komme på ferie, og man må nøjes med at se andres Facebookbilleder. Og det er altså en besk oplevelse.

(Undskyld for alle de gange jeg har postet idylliske feriebilleder. SORRY! Jeg er klogere nu).

Hvis det er godt vejr, stiller det krav om at udnytte det, og så kan man ikke tillade sig at være indendørs. Man må ikke spilde det! Der er så meget man bør gøre i solskin, og det er absolut ikke ok at ligge foran fjernsynet. Med mindre der er Tour de France. Men det er så kedeligt, at det indebærer en straf i sig selv, og så kan man jo købe aflad på den måde og med god samvittighed ligge på sofaen og ærgres over solens irriterende genskin i tv-skærmen.

Hvis det IKKE er godt vejr, er der åbenbart intet, der er muligt, man kan ikke komme ud og lave noget som helst, og så er det også galt.

Måske skal efteråret være min nye yndlingsårstid. Der forventes ikke så meget. Det er noget med at være indendørs under et tæppe uden lykkekrav. Hverdagen kører, man skal ikke finde på dagsprogram hver dag. Så skal man bare kigge tilbage på de gode minder, man knoklede rundt for at skabe i sommermånederne. Der kan jeg være med. Måske man bare bliver lykkelig uden at opdage det. Gudskelov er efteråret indtruffet i juni måned i år, så der er ro på.

Og jeg er blevet så gammel, at jeg i denne historisk våde sommer faktisk værdsætter, at jeg har brugt pengene på drønfrække ting som omfangsdræn og en faskine i græsplænen i stedet for en tur til Italien.

Og bedst af alt: i morgen starter mine tidligere kollegaer på arbejde. Det gør jeg ikke. Måske burde jeg sætte mit vækkeur til kl. 6, bare for at værdsætte det faktum inden jeg sover videre og drømmer om jahat, kastaniedyr og varm kakao.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Er jeg så voksen nu? #3. (Om at falde i pinlighedsgryden som spæd og at lave en Boogie Preben i Berlingoland)

Her i huset er vi af og til fire teenagere: To voksne af slagsen, en 7-årig, der er født direkte ind i puberteten og en 14-årig, der er rimelig fornuftig og som tidligt resignerede og indså, at hendes forældre aldrig ville blive rigtigt voksne.

Rollerne i vores familie kan nogle gange virke en smule omvendte, for eksempel når forældrene headbangende hører Rage against the machine lidt for højt under madlavningen, og Største- og Mindstebarnet råber gennem huset, at vi skal skrue ned for den larm, hvorefter de smækker de respektive døre i. En lidt besynderlig deja vu-følelse.

Størstebarnet faldt desværre i pinlighedsgryden som spæd. Hvilket er ærgerligt, når et af privilegierne ved at være forældre til en teenager er at gøre barnet pinligt til mode, især når hendes veninder er til stede. Det er desværre næsten umuligt, da hun åbenbart er blevet immun.

Et klassisk forældreprivilegium er retten til at fremkalde pinlighed i det offentlige rum, for eksempel ved (som de eneste) at danse foran teenageren og hendes veninder til tonerne af et amatørorkester til den lokale byfest. I vores tilfælde var den eneste reaktion fra teenageren let hævede øjenbryn og en mild hovedrysten, mens veninderne og Mindstebarnet til gengæld bakkede panisk væk fra os, som om vi lækkede gul materie fra bristefærdige pestbylder, mens de messede ”åvmajgard åvmajgard åvmajgard” i tiltagende skingert toneleje og prøvede at skærme sig fra synet ved at gemme sig bag hinanden. Så dansen var ikke helt spildt.

Efter en helt almindelig tur i supermarkedet kan jeg dog godt tænke, om vi nogensinde bliver voksne/normale nok i vores familie. Selv undrede jeg mig lidt forleden, da jeg fra indgangen til supermarkedet så Størstebarnet danse som død og helvede i frugt- og grøntafdelingen med et saligt blik i ansigtet. Adspurgt om grunden til det gode humør svarede hun meget selvfølgeligt, at ”de spillede A-ha”.

Og det er jo en fin nok grund, og jeg tænkte egentlig heller ikke nærmere over, at jeg langs med brødsektionen efterlignede barnets electric boogie-moves, der fik mig til at ligne den lokale Boogie Preben. Dog uden af få tyret femmere i panden. Det gør man heldigvis ikke i Berlingoland.

Ved mælkesektionen fik Størstebarnet den ide, at Mindstebarnet skulle i køleboksen, hvilket affødte en vis modstand, en bule i panden og en del hylen, som blev afløst af en højlydt og lykkelig erklæring fra Mindstebarnet om, at hun altså lige havde slået en skid. Her lod jeg for en kort bemærkning som om, at jeg ikke kendte dem.

I diverseafdelingen kunne de i skøn forening blive enige om, at de aldrig får noget som helst af deres mor, og da vi havde danset os forbi kassen og ud af supermarkedet igen, kunne jeg så kortvarigt reflektere lidt over de blikke vi fik. Kortvarigt.

Måske er der håb forude. Efter sidste tur i Leos Legeland fik diverse friktionsbrændemærker, buler og nakkeskader forældrene til at overveje, om vi måske snart skulle til at sætte os i sofaen med de andre voksne. Nu må vi se.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Et opgør med Urhjernen, den hysteriske kælling

Jeg var i svømmehallen med Mindstebarnet i går. Det gik godt. Alt var normalt. Væggene stod som de skulle, jeg kunne overskue hallen og ingen var tæt på at dø. Det var faktisk nemt. Man skulle bare gå ind og klæde om, under bruseren og ud i vandet. Det var virkelig nemt. Latterligt nemt. Og ikke farligt.

Lige på det punkt har jeg tidligere haft mine uenigheder med Urhjernen. Urhjernen er hende, der er vildt fokuseret på at holde afkommet i live.

Det har ikke altid været nemt for hende. Især ikke når man har et Mindstebarn, der aldrig har været interesseret i at blive holdt i live, men som bare har været i fuld gang med at leve livet i tophastighed fra det øjeblik, hun møffede sig målbevidst ud i verden.

Urhjernen har virkelig haft sine udfordringer med Mindstebarnet. Det er ikke let at holde et afkom i live, som har liv og energi nok for fire børn, og som ikke kan bruge alle de bekymringer og forhindringer til noget. Men jeg er ved at få sat Urhjernen på plads. Hun og hendes hysteri har været pisse belastende, både for mig og min familie.

Hun var egentlig cool nok, da vi fik Størstebarnet. Da var vi helt enige om, at det at få børn var det nemmeste i verden, og at der da aldrig sker børn noget. Det gik super godt. Jeg var den mest afslappede Moder Jord-type og det VAR virkelig nemt.

Lige indtil vi besluttede at få et Mindstebarn. Jeg fødte fire børn på to år, hvoraf de tre første var døde inden fødslen, og så blev Urhjernen pludselig lidt mere vagtsom. Hun blev som sagt vanvittigt fokuseret på at holde Mindstebarnet i live, da hun endelig kom til verden.

Urhjernen fik fikse ideer og blev lettere pylret. Hun fik blandt andet fikse ideer om store mængder vand, som små børn kunne forsvinde i, om høje kanter hvorfra børn kunne falde ud og forsvinde og bare fikse ideer generelt.

Urhjernen gik for eksempel fuldstændig amok over en tur i svømmehallen. Hun sugede al energi ud af mig, så jeg blev helt slap i benene og gik sukkerkold. Hun fik mig til at svede panisk og holde krampagtigt fast i Mindstebarnet allerede i bruserummet, og hun gav mig en mærkelig lyst til bare at tude. Svømmehallen var et virvar og kaos, hvor jeg når som helst kunne miste overblikket og så kunne afkommet jo forsvinde. Lad os bare sige, at babysvømning aldrig var en mulighed.

En tur til Grækenland med bølgefyldt hav, høje altaner, marmortrappeskakter, havnebassin, udgravninger, trafik og swimmingpools kunne Urhjernen forvandle til et sandt mareridt. Hun havde det så svært med den toårige, der ikke ville passes på, men som bare ville ud i verden.

Urhjernen var som sagt temmelig belastende for både mig og Mindstebarnet. Også i hverdagen. Mindstebarnet har altid haft travlt med at leve, ikke bare at overleve, og så har man ikke tid til at sove. Hun har altid været et barn med minimalt søvnbehov og har nærmest aldrig sovet mere end 30 minutter til middag om dagen.

Det var ikke ligefrem hvad Urhjernen havde brug for i de første år. Hun fik sig aldrig en kaffepause. Hvilket en dag fik hende til at stå og råbe højt og vredt ned i barnevognen til Mindstebarnet, at hun for helvede skulle sove.

Det var ikke så godt. Urhjernen ønskede så brændende, at Mindstebarnet skulle sove, at hun kunne blive helt bange for at Mindstebarnet skulle dø af det. Så stod hun og messede den samme sætning igen og igen inde i hovedet i takt med at hun rokkede barnevognen: ”Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. ”

Urhjernen røg helt ud over kanten. Hun måtte stoppes. Det var en længere proces, men en dag, da afkommet var fire år gammelt, bad jeg simpelthen Urhjernen om at lukke røven én gang for alle. Og tog i svømmehallen med Mindstebarnet. Nu skulle Urhjernen simpelthen til at slappe af med de afgrunde og dybe vande.

Vi hoppede i vandet og druknede ikke. Urhjernen gik med til det. Hun var dog lidt mere skeptisk overfor den høje, snørklede vandrutsjebane. Hun prøvede at forhindre det, men jeg insisterede på, at vi gik de 32 trin op ad den stejle metaltrappe, mens jeg forklarede hende, at trappen var konstrueret, så det var umuligt at falde de syv meter ned på fliserne og at tårnet ikke kunne vælte. Hun troede ikke helt på mig til at starte med, og hun fik mine fingre til at knuge gelænderet, så knoerne blev hvide og hun gjorde mine baglår stive som brædder. Men hun kunne ikke forhindre os i at gennemføre turen. Igen og igen.

I går var Urhjernen slet ikke med i svømmehallen. Hun blev hjemme og fik en kaffepause. Mindstebarnet klarede rutsjebanens 32 trin alene, mens jeg kiggede på nedefra. – Når jeg ikke lige var med, fordi jeg ikke kunne lade være at prøve at slå hastighedsrekorden.

Pulsen var normal. Væggene stod, som de skulle. Jeg havde ikke lyst til at skrige af nogen. Det var helt normalt.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

 

 

 

Hejsan!

Så er stikket sat i igen efter grundig Facebook-detox i svensk idyl uden mobildækning.

Kort status:

  • Antal ord skrevet: 0
  • Antal bøger læst: 6
  • Antal løbeture: 0
  • Antal opture over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
  • Antal kriser over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
  • Antal panikanfald over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
  • Antal gange jeg har besluttet at sælge mit hus: 6
  • Antal gange jeg har besluttet at blive boende i mit hus: 7
  • Antal kriser over at have lyst til at købe nyt hus og måtte erkende, at man ikke kan det, fordi man har sagt sit job op uden at have et alternativ på hånden: 10
  • Antal grunde til at sælge mit hus: 0
  • Antal læste jobannoncer: 1116
  • Antal relevante jobannoncer: ½
  • Antal solskinstimer: 2
  • Antal utilfredse teenagere i løbet at den forgangne uge: 1
  • Antal 7-årige, der kedede sig i løbet at den forgange uge: 1
  • Antal gange, jeg har undret mig over svenskeres hang til ost og kaviar på tube: 14
  • Antal fundne jahatte: 0

Søndagstop fem over vigtige løbeerkendelser

Det forbandede ved at kaste sig ud i en fast søndagstop fem er, at man nogle gange -som i dag- bare ikke aner, hvad man skal skrive. Helt blank. Så jeg valgte overspringshandlingen og tog ud for at prøve at løbe igen.

For første gang nogensinde løb jeg med musik i ørerne, hvilket faktisk var en succes, og jeg klarede otte kilometer (prale prale) uden at få tykstegssmerter eller andre skader. Endnu.  Og jeg nåede på min (virkelig pralelange) tur frem til fem interessante og vigtige erkendelser:

1. erkendelse:

Min løbestil og mit tempo er åbenbart 100% styret af den musik, der tilfældigt dukker op i mine ører. Jeg har for eksempel både en sexet Blondie-løbestil, en langsom, cool blues-løbestil og en virkelig stram og hurtig techno-løbestil, hvilket jeg slet ikke vidste.

2. erkendelse

Jeg skal for fremtiden planlægge spillelisten bedre og droppe bland-funktionen, så jeg ikke starter turen med al jeg-slår-dig-ihjel-musikken, som åbenbart resulterer i en jeg-skal-løbe-som-død-og-helvede-fra-den-rasende-tyr-løbestil.

3. erkendelse

Jeg skal lægge bedre mærke til skiltningen, så jeg ikke bliver ved med at ende på det røde mountainbikespor, hvor jeg skal forcere trærødder, huller, mudderpøle, klipper og bakker med bakker på, samtidig med at jeg praktiserer førnævnte jeg-skal-løbe-som-død-og-helvede-fra-den-rasende-tyr-løbestil med jeg-slår-dig-ihjel-musik i ørerne. Det er lidt dumt.

4. erkendelse

Mine løbesko må være af en helt usædvanlig god kvalitet. Jeg har haft dem siden 2008, og de er ikke slidt op endnu.

5. erkendelse 

I min skov er der flere bakker, der går opad, end bakker der går nedad. Det overvejer jeg lige at tale med kommunen om.

 

Vomkontrollerende tiltag af svingende kvalitet

Jeg var ude at løbe i går. Jeg stod med alt løbeudstyret på og var SÅ klar, da Mindstebarnet passerede mig og med et hurtigt elevatorblik konstaterede, at jeg altså var nødt til at trække maven ind, hvis jeg skulle have det tøj på. Så jeg løb. Løb som vinden.

For jeg ved det godt. Vommen er konstant i fjerde trimester, og det bliver ikke bedre med tiden. Så jeg løb. Lige indtil jeg blev ramt af akut smerte i højre tyksteg og måtte gå de sidste halvanden kilometer hjem.

Jeg håbede egentlig ikke, at det ville blive så nødvendigt at løbe. For jeg modtog en åbenbaring forrige fredag, da jeg skulle til fest: Jeg havde købt strømpebukser med indbygget vomopstrammer. Det var fantastisk. Med øjeblikkelig virkning. Og en kollega kommenterede det ligefrem, da jeg trådte ind i lokalet, mens hun pegede direkte på den opstrammede vom og overrasket udbrød ”hvor ser du godt ud!?”, mens hendes pegefinger blev ved med at vippe op og ned i luften, for ligesom at illustrere at noget da var helt anderledes.

Strømpebukserne virkede! Lige indtil de snigløb mig. Jeg sad lænet fremover for at sige noget, der utvivlsomt var uhyre intelligent, da de lavede smutploppen. Opstrammerelastikken havde lige så stille rullet sig sammen og svuppede pludselig ned under vommen, der nu lå trygt mod låret, mens jeg, stadig foroverbøjet, prøvede at virke upåvirket og fortsætte min meget vedkommende talestrøm.

Jeg fik den hevet diskret op på plads igen. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde i løbet af aftenen. Heldigvis er jeg skruet sådan sammen, at jeg altid ser DEVAJN ud på et dansegulv, når jeg først har passeret de otte genstande, så jeg regner ikke med, at der var nogen, der bemærkede de jævnlige ophivere.

De opstrammende strømpebukser var altså ikke en ubetinget succes. Men man skal jo ikke smide barnet ud med badevandet, så jeg overvejede, om man kunne arrangere et par seler i maveelastikken og fæstne dem til bh’en (strømpeholderstyle, bare nærmere armhulen), for at undgå fremtidige plop/ophiversituationer. Men jeg nåede hurtigt frem til, at der i min alder ikke er brug for mere til at trække nedad i den region.

Alternativt kunne man investere i et par kombinerede vom-røv-opstrammende nyloner og lave en mere traditionel seleløsning, så der ville blive løftet både for og bag. Men der kom jeg så til den konklusion, at der ikke skulle særlig meget Bee Gees til, før man havde erhvervet sig en gevaldig olfert/olfine, så den plan er også skrinlagt.

Så… jeg var ude at løbe i går. Og jeg skal løbe igen, når smerterne i højre tyksteg har fortaget sig. Og min sporty-mand har (for Gud ved hvilken gang) tilbudt at lave et mavetræningsforløb. Som jeg måske en dag kan tage imod uden at blive fornærmet.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Søndagstop 5 over mere eller mindre spændende fund

Jeg havde egentlig planlagt at bruge lidt tid på søndagens top 5, men blev i stedet grebet af et større projekt. Jeg blev revet med og fandt pludselig mig selv i gang med at lede efter gulv og seng på teenageværelset, nu hvor Størstebarnet er på ferie. Så det er så som så med søndagstoppen. Det beklager jeg.

Til gengæld fandt jeg:

1: En middelstor portion kattebræk

Tørfoderversionen. I fodenden af sengen, som der selvfølgelig ikke var lagen på. Men det lagde man ikke mærke til, før affaldet, vasketøjet og den forsvundne fysikbog blev skrabet væk.

2: Mine bælter

Yes! Jeg havde kun det gamle læderbælte tilbage, som er krøbet. Det må have fået fugt på et tidspunkt…

3: Adskillelige kopper med noget, som ikke kunne identificeres

Jeg blev helt opslugt af at gætte på, om slimen engang havde været tyndere eller tykkere, før det endte i den tilstand.

4: 1½ kg affald

Der ved jeg ikke, om Størstebarnet og jeg er enige, men det blev sådan jeg identificerede det.

5: En bunke tegninger fra børnehavetiden

Fundet under et par kubikmeter vasketøj, hvoraf en god del ikke har været i brug siden sidste vask. Bunken med det rene tøj er simpelthen gledet med affaldsgletcheren ned på gulvet, hvor det har bevæget sig rundt i malstrømmen uden at blive foldet ud. På den positive side har tøjet til gengæld opfanget store mængder støv, grus og kattehår, som ikke har bredt sig til resten af huset.

Det var den søndag.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.