En julet top 5 over ting, man kan få jahue af

Der er så meget, man kan få jahue af i december. Julefreden sænker sig, og vi fordyber os i alle de hyggelige ting, man skal være taknemmelig for. For eksempel er jeg taknemmelig for, at jeg ikke har købt nogen julegaver, og at den stress har ikke ramt mig endnu.

Men her er en top 5 over det, jeg altid glæder mig til d. 3o. november:

1: Jeg skal have gaver!

– Og man får stillet det sædvanlige spørgsmål: “Hvad ønsker du dig?”. Et fantastisk spørgsmål, som jeg er dybt taknemmelig for. Jeg er bare altid 100% blank og vedbliver at være det, indtil januarudsalget er slut. Så er der masser af ting, jeg ønsker mig.  Jeg kan selvfølgelig bare erkende, at jeg er så gammel, at jeg kan bruge vores forældres uopslidelige svar: “Nogle søde børn!” Men det er som om, at det ikke er et ligeså godt svar, når det er ens egne forældre, der spørger. (Og hvor deres modsvar kunne være: “Så opdrag dem!”)

2: Vi skal snart fejre nytår!

-Men hvem skal man holde det med? Og har alle andre allerede lavet aftaler? Virker man for desperat, hvis man spørger allerede  nu? Og hvad hvis vi ikke når det?

3: Vi skal se julekalender i fjersynet!

-Vi skal se ALLE afsnit på samtlige kanaler, huske alle starttidspunkter og ikke misse noget, samtidig med at vi prøver at snige et måltid ind hist og her, og så skal barnet også HURTIGT  i seng, for klokken bliver jo vildt mange.

4: Man støder på lakridskonfekt!

-Hvorfor?  Og hvorfor spiser jeg det?

5: Børnene skal åbne kalendergaver fra alle bedsteforældrene! 

-Er der noget som en afslappet weekend, hvor man bliver vækket af Mindstebarnet, der vil hente gaver kl.5:48, hvor man bliver flået ud af drømmeland med et brændende stress-jag i maven og skubber sit barn korporligt tilbage i sengen, mens man hører sig selv råbe med sin morgenhæse stemme, at hun liiiige skal vente lidt, for mor skal lige ud for at tjekke noget og lede febrilsk efter nr. tre pakke, som den skide nisse har glemt og så gå helt afslappet tilbage til sengen og sige: “Nå, har du ikke kigget i sokken endnu?”

6: Jeg ikke er skolelærer!

(Ja, det var kun en top 5, men det her er et gratis bonuspunkt, der vil noget!)

-Det kan jeg kun glæde mig over. Der er ingen bagside. Jeg kan hver dag glæde mig  over, at jeg ikke skal tilbringe hele måneden med en flok unger, der starter dagen med at booste blodsukkeret via fire pakke- og chokoladekalendere, som de er stået alt for tidligt op for at åbne, samtidig med at de er kommet alt for sent i seng, fordi de skal se alle julekalendere på samtlige tv-kanaler, hvorefter møgungerne ikke kan sove, fordi de skal forholde sig til den mindblowing kendsgerning, at der åbenbart bor en levende nisse i huset, som hælder ris i deres sko og gør mælken grøn, og som nok bliver sur, hvis man ser den, eller hvis man kommer til at flå den lille magiske dør af væggen, som nissen har sat lidt ubehjælpeligt fast med dobbeltklæbende tape, og hvad kan sådan en nisse ellers finde på? Børn som er fuldstændig forventnings-speedede med udsigt til alle de gaver, de tror, de får. Hvis Julemanden altså kommer…  Held og lykke med den synlige læring og målstyrede undervisning, lærere. I er mine helte! Hohoho!

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

“Glædelig jul, din fucking lorteabenarrøvfuckerlort!” (Det var så dag 1)

Hvad fanden blev der af J-magneten?

Er startet op på juleprojektet og har klaret første dag som det kunne forventes:

1: Jeg er trådt ind i en ny, spændende livsfase og har købt mit første kunstige juletræ. (Klog af skade fra sidste år, hvor jeg kylede juletræet ud af terrassedøren d. 22. december, fordi jeg åbenbart var blevet overfølsom over for skimlede juletræer. I år går jeg all in på at kunne trække vejret.)

2: Jeg har støttet børnearbejde. Mit nye, kunstige juletræ måtte ved nærmere eftersyn være lavet af små vakse fingre og hvis Harald Nyborg kan sælge det for 300 kr. med fortjeneste, efter at have købt det af nogen, der har købt det af nogen, der har købt det af nogen, der har betalt materialer og løn og tjent penge på det, så tør jeg ikke tænke på, hvad ham den seksårige har fået for det. Glædelig jul, lille ven!

3: Jeg har siddet i min bil foran et indkøbscenter og råbt ordene: “din fucking lorte fucking  lorteabenarrøvfuckerlort”, mens jeg slog på rattet. Det var nok noget karma. For mens jeg købte mit børnearbejdertræ, fik jeg en p-bøde på 650 kr., fordi jeg havde glemt p-skiven. Glædelig jul, fucking  lorteabenarrøvfuckerlort!!!

4: Nissen huskede at lægge en gave i sokken  i nat. Succes!  Det plejer han nu også, bortset fra den ene gang, hvor jeg havde været til julefrokost. Pudsigt sammentræf… Nu er der kun 23 gaver tilbage, som skal huskes.

5:Nissen var så dum at vade i det mel, som Mindstebarnet havde spredt ud for at afsløre ham, og efterlod sig små, dumme træskofodspor.

6: J-køleskabsmagneten er forsvundet, så i år kører vi med “glædelig sul”. Og det bliver det vel.

 

17 år og alligevel pissegammel. Og noget om lugten af våd hund.

Og sådan blev jeg indrodet i nogle voldsomme spekulationer om alder midt under en koncert.

Jeg var til koncert. (!) Med et band fra 80’erne, som jeg har fulgt i mange år. Og det var så underligt, at alle var blevet så gamle, når man selv stadigvæk var 22 år. Både band og publikum var virkelig ikke unge.

Men jeg fulgte mit 22-årige hjerte og mosede mig helt op foran scenen. Jeg havde ikke tænkt mig at stå med mine 168 cm og glo ind i ryggen på den midaldrende regnskabsmedarbejder med de nydelige briller foran mig.

Og pludselig var min alder spolet yderligere tilbage, og pludselig var jeg 17 år og punker igen og hoppede med deroppe allerforrest og tænkte, at hvis den unge blondine og den 55-årige hk’er ikke ku’ klare mosten, måtte de trække sig tilbage i salen og finde deres comfortzone dér.

Og så var det, at min 17-årige indre punker blev overdøvet af mit virkelige jeg, der konkluderede, at der virkelig stinker ad helvede til af sved og våd hund deroppe. Heldigvis blev det ikke afgørende, og jeg holdt ud til den bitre ende og “Night boat to Cairo”. (Jeg havde besluttet mig for, at jeg nok skulle brøle, at de var nogle f****** wankers, hvis de ikke spillede den).

Og sådan kan man være helt ovenpå, mens man er i sin indbildte ungdomstilstand. Og det fungerede. Lige indtil min 50 årige storebror præsenterede mig som “sin søster”, hvortil personen (som må have haft dårligt syn) svarede: “Nååååh, din STOREsøster?”. Idiot.

Det er bare det der vacuum-noget

Der er stadig langt mellem snapsene og brogsene. Men det er bare fordi, jeg lige kom ind i det der vacuum-noget. Hvor der sker ingenting. Luften er suget ud af øjeblikket. Som om nogen har trykket på den store pauseknap og frosset billedet fast i det der kiksede sekund, hvor man står med åben mund og hverken blinker eller lader være. Betwixt and between.

Så jeg venter på, at det går over, her i min selvvalgte arbejdspause på tredje måned. Lige nu har jeg kastet en masse bolde op i luften. Store og små ting, som er afgørende for både mig og min familie. -For hvorfor nøjes med at sige sit job op, når man også kan rokke ved en masse andet grundlæggende i sit liv? Ting som andre lige nu skal afgøre, inden jeg kan gøre mere. Og som jeg ikke aner, hvad ender med.

Så jeg venter. Står og glaner opad og venter på at boldene kommer retur, helst afleveret i et blidt underhåndskast og ikke tyret lige i boldøjet på mig.

Men de kommer vel retur på et eller andet tidspunkt, så pauseknappen kan slippes, og der kan prikkes hul på vakuumet. For spændende er det. Og ulideligt. Og positivt. Og irriterende. Og opløftende. Og nedslående. Og for meget. Og ikke nok. Arrgghhh…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Exit lykke. Jagten sat ind på jobindex.dk

Så er alt tilbage ved det gamle. Jeg har nydt de sidste par måneder i frihed og har som sagt været noget så usædvanligt som glad. Jeg skyndte mig at nyde det, for jeg ved, at afslappet glæde, ubekymrethed og nydelse ikke er grundfølelser, som varer ved særlig længe i mit liv og det fik, som forventet, en brat ende.

Der er dukket nogle uforudsete hændelser op, som tvang mig direkte ind på jobindex.dk til en solid gang panisk job-scrollen. Og direkte tilbage til det evindelig spørgsmål: Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor?

Jeg scroller som besat, trykker på stjerneikoner og gemmer annoncer og bliver momentvis desperat over, at der er så lidt at søge, hvis man ikke lige vil arbejde med det, man er uddannet til.

Jeg træder vande i stillingsbetegnelser på engelsk, der ofte rummer mere end otte ord, og jeg må erkende, at jeg ikke ved, hvad halvdelen af betegnelserne står for. Jeg tænker, at det er den slags jobs, der ryger til mellemledertyper med psykopattræk, Anders Fogh-skægstubbe, blå skjorte og en forkærlighed for ordet ”qua”.

Og hvad fanden er en Scrum Master?  Jeg får sådan nogle dirty Harry Potter-dominans-associationer…

Så er der de stillinger, der lyder af mere, end de er. Man kan for eksempel blive Yousee-”ambassadør”. Wow. Det er et flot ord for at sælge tele-produkter og er måske lige i overkanten, men bevares. Jeg springer over. Eller Front Desk Officer, som viste sig at være en billetsælger. Eller Front Row Consultant,  som var ham, der skulle viderestille telefonopkald. Eller Meeting and Event Consultant, der var en god, gammeldags piccoline.

Det er ikke kun stillingsbetegnelserne, jeg får galt i halsen. Jeg får også tør hoste, når der efterlyses egenskaber som ”robusthed”. Så skal man åbenbart være lavet af et helt særligt, robust stof for ikke at flække over på midten og bryde hulkende sammen i todelt fosterstilling i løbet af arbejdsdagen. Da er det, jeg får den tanke, at der må være noget galt med enten jobbet eller ledelsen, eller også sidder der en ”innovations”-ivrig, fucked up djøf’er et sted i systemet, der trænger til at få ”internaliseret” sit Lean-projekt godt og grundigt af en lædermaskeklædt Scrum Master. – Bare en tanke. Ordet får mig i hvert fald altid til at springe ufortrødent videre til  næste annonce,  uanset hvor interessant jobbet så end var.

Generelt minder alle jobannoncerne mig bare om alt det, jeg åbenbart ikke kan, og jeg kan momentvis blive så desperat, at jeg overvejer at blive togkontrollør eller organdonor.

Det er dog lykkedes at finde et par stillinger, som det faktisk giver mening at søge. Og når jeg så endelig har sendt ansøgningen af sted, sidder jeg efter 45 sekunder og nidstirrer mailboks-ikonet og venter på svar. For modtagerne burde jo være fløjet op af stolen i et gedigent begejstringsbrøl i det øjeblik, de kastede sig over min ansøgning og burde med det samme invitere på samtalekaffe og kage.

For at være på den sikre side, så må I gerne blive ved at komme med forslag til fremtidige jobmuligheder. 😊 Please…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Jahatsmission #3: en spahat, måske?

Allerede da jeg fik bekræftet bookingen, blev jeg betænkelig.

Måske var jeg fordomsfuld. Måske fik jeg bare de forkerte associationer. Men 1½ times halvafklædt behandling af en, der hedder Princess P, lød altså lidt lummert i mine ører.

Jeg beroligede mig selv med, at det var et velrenommeret spasted og sagde til mig selv, at Princess P hverken var drag eller offentligt fruentimmer. Men på den anden side, hvis hun/han gjorde arbejdet ordentligt, var det vel underordnet. Og jeg var fast besluttet på at gennemføre næste jahatmission.

Jeg var som sagt lidt betænkelig, da jeg tog hjemmefra. Jeg kan nemlig godt blive lidt anspændt på steder, jeg ikke kender, hvis der hersker tvivl om, hvorvidt man skal have tøj på eller ej. Det er så nederen at gå ind i et rum uden tøj på, hvis det ikke er meningen.

Og så kan jeg blive lidt udfordret på afslapningen, hvis de spiller hval-sang eller panfløjtemusak. Jeg ved, at de mener det godt, men det giver mig som regel bare lyst til at tæve en uskyldig kaskelothval med den første og bedste Inka-efterkommer.  Eller omvendt. Og jeg gætter på, at det ikke er meningen.

Vandfaldslyde gør det heller ikke for mig. Efter 10 minutter kan jeg ikke tænke på andet, end hvornår jeg skal tisse. Og kan man sætte sessionen på pause og stavre sit olieindsmurte korpus ud på toilettet, uden af glide af brættet? Eller går man glip af massage for 400 kr., ved at bruge tid på at lade sit lydfremkaldte vand?

Og så er der det med, at en vildtfremmed person skal gnubbe på mig i lang tid ad gangen. Jeg har det med at blive lige lovlig selvbevidst omkring tingenes triste tilstand, når jeg skal studeres så indgående. Lidt den samme følelse, som når huset vises frem for en ejendomsmægler: Man bliver alt for opmærksom på edderkoppespindene i hjørnerne, ridserne og bulerne i tapetet. Hvis du fanger metaforen. Wink-wink…  Og ugen op til besøget gik da også med at udbedre de værste sætningsskader og helligdage.

Men det lykkedes mig at møde fordomsfri op til 1½ times massage og ansigtsbehandling plus en time i Vandtemplet forinden. Jeg fik der en grundig instruktion og havde på forhånd fravalgt det med at blive slået med bambusrør, det med urtebolde og at få Buddhas olie hældt i mit tredje øje. Der er trods alt grænser for mit åbne sind.

Og så var det lige inden, at det skete: Jeg var SÅ tæt på at få jahat på.

Jeg plejer at have svært ved at slukke de kværnende tanker, når jeg får massage: ”Hvor lang tid er der egentlig gået?”, ”For din egen skyld, tryk ikke på maven ”,”Kan hun virkelig lide sit job, eller hader hun at stå og gnubbe på mig?”, ”Slap nu af. Sluk tankerne”, ”Hvorfor er det så svært at slukke tankerne?”, ”Hvor lang tid er der mon igen?”, “Når jeg at slappe af, inden det er slut?”, “Bruger hun al tiden, eller snyder hun mig for fem minutter?”, “Hvorfor slapper du ikke af?”.

Det var ikke problemet her. Da søde, dygtige Princess P overtog mig (lettere rosinrynket) efter turen i vandtemplet, følte jeg mig efter fem minutter som en baby til babymassage.

Jeg tænkte meget få tanker, da jeg lå med hovedet i brikshullet. En af dem var: “Gad vide, om der før er nogen, der har savlet ned på hendes klipklapper?”.

En anden tanke var, om hun kunne adopteres eller lempes ind i en alternativ au pair-ordning.

Og jeg elskede, når hun hviskede mit navn og hviskende spurgte: “Is it too hard?”. Hvortil jeg kunne svare, som en skæv, salig Homer Simpson: “Noooo. I lååårv you”

Der var hverken kaskelotter eller Inka-efterkommere. Kun en dæmpet musik som jeg ikke lagde mærke til, før 45 minutter inde i seancen, hvor jeg kortvarigt spekulerede på, hvad for en person, der komponerede den slags musik. Det lod jeg hurtigt være med.

Efter tre timer stavrede jeg ud med spirende born again-jahat og lovede mig selv at vinde i Eurojackpot, så jeg kan gøre det hver uge.

Og blev mødt af styrtregn og stiv kuling, der fik hatten til at krympe lidt igen. Så nu pønser jeg på næste mission. Forslag modtages gerne.

Come back soon!

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Jeg lægger æg!

Jeg bør nok tage mig lidt bedre af min brog, min lille forsømte unge i reden, der med jævne mellemrum skræpper op og giver mig dårlig samvittighed.

Jeg har tilbragt nogle intense uger i min skriveboble, hvor ordene er fosset ud og hvor dramaturgien har bugtet sig som en magelig slange, indtil den til sidst fandt sit leje og pludselig slangede sig, som den skulle.

Og så en dag var slutscenen skrevet, og jeg sad der og gloede på cursorens blinken og følte en lille, ubehagelig tomhed komme snigende. Færdiggørelsen af mit skriveprojekt har været det, jeg dagligt har dyppet mig ned i gennem tre hurtigtløbende uger, hvor jeg har distanceret mig fra den store verden og ligeså langsomt har presset stressens ørehylen og brysttrykken på afstand.

Nu sidder jeg her og ruger på mit nylagte æg, der lige mangler at blive helt færdigudviklet, og tænker, at jeg snart bliver nødt til at lette min hønserøv fra reden og lade nogen læse det. – Selvom det er lidt grænseoverskridende.

Og værre endnu: Når min tekst flyver fra reden, må jeg se, om jeg kan finde ud af at lægge et nyt æg. -Eller måske tage mig lidt af min forsømte brog-unge.

Lige nu føler jeg mig bare mærkeligt ud-skrevet. Eller af-skrevet. Eller noget… I’ll be back! 🙂

#verdensmestpriviligeredemenneske

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

#loyaltothegråguld

Jeg ved godt, at der er problemer med Loyal to Familia og bander i København.
Men her i Værløse har vi nu også vores at deale med. Vi har fx tilbudstorsdag i Irma, og det grå guld er afgjort ikke til at spøge med. Det er måske ikke hashmarkedet, de slås om, men når den pensionerede sagfører med kone battler med ditto ingeniør om den nedsatte Irmakaffe, kan man se på deres blik, at det ikke er for amatører, og at man bør få sine kære i sikkerhed.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er tryg ved at sende mine børn ned at hente en omgang Bastogne-kiks. Hvem ved, hvornår de bliver pløjet ned af en Amarone-jagende, grånende hk’er med toppet indkøbsvogn? Og så er det, at jeg tænker: Hvor tit behøver Irma at fejre fødselsdag? Hvor er politikerne henne i den sag? Og er jeg den eneste her, der tør råbe vagt i gevær?

Jahatsmisssion #2: Kan man få jahatte i IKEA?

Jeg fandt som sagt ikke en passende jahat på modemessen. Til gengæld faldt jeg over IKEA-kataloget, og det var nærmest en åbenbaring!

Der så folk eddersparkemig jahatsagtige ud; man fristes næsten til at kalde det en lykkeopslagsbog.

Det så lækkert ud. Tænk, at man kan have plads til at holde selskab med brætspil og fælles madlavning for SÅ mange politisk korrekte/ homoseksuelle/ etniske/ adopterende/ kreativ klasse-venner (og deres bedsteforældre) på 43 kvadratmeter med samtalekøkken og bløde stole. – Uden at det ser spor rodet ud. Jeg ville være med!

Så målet for min næste Barbapapa-mission lå lige til højrebenet: Jeg skulle i IKEA og have mig en jahat!

Allerede ved indgangen følte jeg det første lille lykkesus. Både fordi det var lykkedes mig at parkere i den 90 cm brede parkeringsbås, og fordi der lugtede af kanelsnegle, sådan rigtig hjemligt og hyggeligt. Men der gik ikke lang tid, før min jahatsberøvede kynikerhjerne tog over og vedtog, at det nok bare var en kemisk duftblanding, der blev blæst ud i svingdøren, for at manipulere mig til at føle ovennævnte følelse.

Men det skulle ikke slå mig ud. Nu skulle der higes og søges igennem samtlige afdelinger af potentiel hjemlig lykke.

Næste lykkesus ramte mig i babyafdelingen. (I know! Det er jo den sidste afdeling, hvis man følger pilene på gulvet. I’m a REBEL!) Jeg blev fandeme helt høj ved tanken om, at jeg aldrig skal købe noget i den afdeling igen. Jeg elsker mine børn, men jeg ELSKER, at de er blevet store. Jeg fik samtidig et kortvarigt flashback til hektiske ture i Babysam aka Helvedes Forgård, men jeg har heldigvis udviklet teknikker til at mane den slags minder i jorden igen. Så jeg kunne valse gennem afdelingen med et smil på læben og være uendeligt ubekymret om kvælningsfarer og ftalater.

Fordelen ved at gå imod pileretningen er, at man kan se ansigtsudtrykkene på dem, man passerer. Og det blev tydeligt, at IKEA er en mandeplagende kvindeverden. Der MÅ simpelthen være lavet antropologiske feltstudier af kønsroller, kropssprog, familiestrukturer og IKEA-ritualer. -Hvis ikke, vil jeg tilbage på uni og kaste mig over det!

Det var virkelig interessant. Der var visse træk, der gik igen ved alle de mennesker, jeg passerede.

Mændene havde det samme ludende kropssprog som ham den nyuddannede ingeniør med Fjällräven: Armene hængende passivt ned langs siden og næsen pegende mod gulvet, mens de sjokkede efter deres livs kærlighed med tankerne et andet sted.

Og så den pludselige ændring når den redebyggende mage vendte sig mod ingeniøren og kvidrende spurgte ind til, om det skulle være den gammelrosa eller petroleumsblå: et hurtigt ryk, op med hovedet, den klassiske “jajegERvågen”-bevægelse og et febrilsk udtryk i øjnene, der afslørede, at den stakkels mand hverken var klar over, hvad petroleumsblå var, eller at han havde behov for genstanden. Blandet med en let angst over ikke at kende svaret. Og så det tomme blik i øjnene, der afslørede, at det ikke ville rykke en millimeter ved hans lykkekurve, ligegyldigt hvilken farve der blev valgt. Men han var klog nok til at svare og virke engageret.

Kvindernes kropssprog havde også fællestræk: som små redebyggende kollibrier, mange med meget store maver; summende og kvidrende rundt med et årvågent, planlæggende blik i øjnene og hoveder, der bevægede sig søgende rundt i små ryk, som om de ledte efter insekter til afkommet.

Sprogligt var det også interessant at observere det homogene ordvalg. Igen og igen hørtes sætningsindlederen (i futurum/ pluralis): “Vi kunne også…”, ledsaget af ivrigt strittende pegefingre. Dette “vi” -også kendt som “det ægteskabelige vi“- kan som bekendt oversættes til kvindesprog og betyder: “Jeg har en plan. Du skal udføre den”.

Da jeg havde kæmpet mig mod strømmen af maver, hængemuler og indkøbsvogne, nåede jeg frem til køkkenafdelingen og kunne sende medlidende blikke til alle de stakler, der stod i kø for at få hjælp til at indrette drømmesamtalekøkkenet.

Jeg overvejede et kort sekund at fortælle den svedende folkemængde, at drømmen om det selvbyggede samtalekøkken højst sandsynligt ville koste 40% af dem deres parforhold, men det ville jo ikke være rigtig jahatsagtigt. Så jeg hastede svævende videre, lykkelig for, at jeg har valgt mit sidste IKEA-selvbyggerkøkken. Og at mit ægteskab overlevede det.

Jeg fandt faktisk ikke noget, jeg havde brug for. På en måde var det skuffende, at jeg ikke følte trang til at købe noget, ikke engang köttbullarna, men samtidig ganske rart ikke at mangle noget. (Jeg kom selvfølgelig hjem med en blå pose fyldt til randen).

Jeg fandt heller ikke jahatten på hylderne i Ikea. Men jeg fik faktisk en lille smule jahat på i erkendelsen af, at jeg er på vej ud af IKEA-fasen. Så forslag til jahatsmission #3 modtages gerne!

∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼

PS: Undskyld, husbond! Jeg lover at tage med på den store tur gennem Biltema helt uden at brokke mig. Jeg lover at virke engageret, når du peger på hydrauliske anordninger, skruedimser og ting, jeg ikke ved, hvad er. Jeg skylder big time.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Trange kår for broggeriet

 

Jeg beklager igen at måtte meddele, at min brog møder lidt modstand i disse dage.

Jeg har ikke ramt Gollumtilstanden, som frygtet. Der er derimod sket det uvante, at jeg i løbet af den sidste uge, hvor jeg er trådt ind i et nyt liv uden lønnet arbejde, har oplevet følelsen af glæde.

Jeg kan, hånden på hjertet, ikke huske, hvornår jeg sidst mærkede glæden sætte sig i kinderne og maven på den måde. Og det er i sig selv tankevækkende og lidt skræmmende, at det er så længe siden. Vi taler om år…

Jeg er ganske enkelt stadig høj på følelsen af frihed. Høj på at kunne bestemme selv og vælge om jeg vil tage ud i byen, dyrke motion (say what!?), tage ned og glo ud over Furesøen, lave ingenting eller noget helt femte.

Det, der topper det, er den helt nye følelse af at kunne koncentrere sig og fordybe sig, uden at skulle kommunikere med en masse mennesker på én gang .

Og at mærke, at mundheldet om, at når man lukker en dør, så åbner en ny, holder vand. Jeg kan lige så stille mærke døre åbne sig i hjernen, muligheder der åbner sig, tankemønstre der ændrer sig og en nærmest teenageagtig følelse af, at verden står åben.

Samtidig kan det undre mig, at det var så svært at tage springet. Men man ved, hvad man har, og man har nok en tendens til at klynge sig til det kendte. Men nu har jeg givet mig selv lov.

Så… for at vende tilbage til indledningen: denne slags mavefæstede glæde står jo i vejen for broggeriet, og jeg kan mærke, at broggen er blevet mit forsømte barn. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er faldet i en anden slags skriveri. Jeg er havnet i en mærkelig proces, hvor ordene løber ud af fingrene på mig. Personer, som jeg aldrig har mødt, vokser lyslevende frem på steder, jeg aldrig har set før, og hovedpersonen gør pludselig noget, jeg ikke anede, at man kunne gøre. Det bliver man også lidt høj af.

Men i morges vidste jeg, at der stadig er liv i jahatsjagten. Jeg vågnede til en samtale mellem Mindstebarnet og min bedre halvdel, og jeg kunne have SVORET, at jeg hørte, at han NÆSTEN lovede, at hun måtte få en slange.

På en måde var jeg lettet over at konstatere, at projektet ikke er fuldbragt, at jeg ikke har fået permanent positiv hovedbeklædning endnu. På den anden side, så var ”det er mig eller slangen”-fantasien ikke den bedste måde at starte dagen på.

Så jeg har en ny jahatsmission klar. Jeg skal derud, hvor man finder det, som skaber rammen om lykken. Kan jahatten købes et sted, så er det der. I ved godt, hvor det er…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.