Der er julet igennem. Og jeg må blankt indrømme, at der er fantastisk, at det er slut. Alle spor af julepynt er slettet og de fire kubikmeter emballage er afleveret reglementeret i småt brændbart. Jeg nåede også at få brændt kalenderlyset helt ned til den 21., så julen må være siges at være en ubetinget succes i år!
Det er vildt, hvad der kan ske på en enkelt måned. Jeg har ikke tendens til at tage på, men når jeg gør det, er det på samme måde, som da jeg var gravid: Det sætter sig kun på maven. Forfra kan man ikke se noget, men når Vommen kommer i profil, er folk ikke sene til at lykønske og klappe mig muntert på skulderen, mens de spørger, hvornår det skal være. (Og hvad fanden bliver der af de hofter, som jeg blev stillet i udsigt, da jeg var tolv og smuglæste i bøger om puberteten??)
Men Vommen er vel, hvad man kan forvente, når man har væltet så vulgære mængder af alkohol, hærdet fedt, kød og sukker i svælget, at man mere end en gang har skulle have en fodpedal for at komme af stolen og efterfølgende lægges i NATO-stilling for at kunne trække vejret nogenlunde ubesværet. Og når både nederste og midterste bjælke i kostpyramiden er blevet udskiftet med et massivt lag chokoladeovertrukket konfekt, er det måske ikke så underligt…
Og jeg har jo godt læst om det der med sukker. Man bliver afhængig. Og jeg må med skam bekende, at jeg er nået derud, hvor jeg hver aften finder mig selv logrende foran konfektskabet som en tissetrængende, trippende retriver, mens jeg debatterer med mig selv, om det ikke ville være drønærgerligt, hvis svigermors konfektkævle skulle ligge der og blive helt tør og trist.
Så jeg trapper gradvist ud, for at organismen ikke skal gå i chok.
Fra i morgen-ish…
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.
