Måned: juni 2017

 

Ahhh. Sommerferie. Hængekøje, sol, kaffe. Tage det stille og roligt. Ligesom i reklamerne.

I virkeligheden går der bare aldrig mere end to dage, før jeg længes desperat efter at komme på arbejde igen. Og denne gang fanger bordet virkelig, da jeg jo efter eget valg ikke har noget job at flygte tilbage til. Jeg overvejede faktisk at spørge damen på museet i går, om der ikke var mulighed for et job i billetlugen, sådan lidt akut.

Jeg ved ikke, hvad der sker, når jeg holder ferie med mine børn.

Først får jeg øje på alt det, der trænger til at blive gjort rent og ordnet, og jeg får lyst til at kaste sig over det med en samtidig erkendelse af, at der ikke rigtig er tid til det, og det kan man så stresse lidt over. Samtidig med at jeg er tung i hovedet, fordi jeg har sovet helt til kl. 9.15. Og derefter hører mig selv lyde som mine forældre, der mente, at man skulle tidligt op og få noget ud af dagen, og jeg må så sluge den kamel og erkende, at jeg er blevet så gammel, at jeg ikke kan sove længe uden at få det dårligt af det.

Når ferien rammer, igangsættes de sædvanlige mekanismer og der udspiller sig altid de samme givende samtaler:

”Jeg keder mig. Må jeg få en is? Hvad skal jeg lave? Må jeg få sådan én? Hvorfor må jeg ikke få sådan én? HVORFOR MÅ JEG ALDRIG FÅ NOGET!? Hvad skal jeg lave? Jeg keder mig. Jeg er sulten. Hvorfor må jeg ikke få sådan én? Hvad skal jeg lave?”

Og med 20 sekunders intervaller kan man være sikker på, at der lyder et ”MOOAAAAAAR!” gennem huset, fordi man skal svare på noget eller hente noget, som ungen ikke selv gider at rejse sig efter eller for at høre, at der er én, der keder sig eller én der driller. Og der går ikke særlig lang tid, før man er lige så skide træt af at høre på sig selv, som man er af at høre på sit afkom:

”Skal du sove hele dagen? KOM HER UD OG SIG DET I STEDET FOR AT RÅBE! Ikke lige nu! Jeg er ved at lave noget andet! Hvorfor er her så rodet? Det flyder jo allevegne! Sluk nu den IPad! Nu er der fandeme myrer i bryggerset igen! Det er sundt at kede sig! Nej, du skal ikke have flere is! Da jeg var barn, måtte jeg selv finde på noget at lave! FORDI JEG SIGER DET!”

Og til sidst ender man ude på toilettet, hvor man sidder og glor på Facebook i smug for bare at få to minutters pause, hvor der ikke er nogen, der råber eller kræver at få tilfredsstillet et behov for sukker, underholdning og opvartning, og hvor man alligevel ender med at sidde og skrige desperat gennem nøglehullet, at man altså er på TOILETTET, og at nu må de vente lidt.  Og  man føler sig som en elendig mor, for hvor svært kan det lige være at holde ferie? Samtidig med at man misunder sin mand en lille smule, at han er på arbejde og først starter ferien, når de har færdigkedet sig og når man selv er færdig med at være så skide irriterende at høre på. Det plejer at tage en uges tid.

I morgen skal ungerne op til bedsteforældrene og vi tager på Roskildefestival. Når vi kommer hjem, skinner solen, jordbærrene er modne og freden indfinder sig. Halleluja! Der er 45 dage til skolestart.

Like, del og følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Jeg har haft sidste arbejdsdag på min arbejdsplads gennem 13 år. Jeg overvejede at skrive en top 5 over, hvad jeg kommer til at savne ved lærerlivet, men kunne kun komme på én ting: Mine kollegaer. Det er åbenbart en top 5, som jeg ikke har groet nok jahat til at skrive.

Til gengæld er det med stort møje og besvær lykkedes mig at koge 18 punkter ned til fem, omhandlende hvad jeg  absolut ikke kommer til at savne ved lærergerningen.

Jeg vil ikke savne:

1. at få spiselige gaver, som børn har rørt ved. (Har efterhånden veludviklede strategier for, hvordan man siger tak OG lynhurtigt får kylet det ubemærket i en skraldespand)
2. uendelige fællesmøder, hvor jeg får fortalt via PowerPoint, hvad der står i det dokument, der blev sendt til mig dagen før
3. innovative buzzwords om ting opfundet i DJØF-land, som jeg af uvisse grunde burde implementere i min praksis
4. at skulle forholde mig til, nogen har slået nogen andre, fordi at nogen har sagt noget til nogen, fordi den anden har sagt noget til den første nogen, fordi han sagde, at…
5. at reflekstilføje ”ej” hver gang nogen siger ”nej, jeg har”

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

 

Snif, snif… Hvad er det jeg kan lugte? Er det popcorn? Er det frihed? Det tror jeg vist, at det er.

Har overstået min sidste undervisningsdag, har ryddet mit skrivebord, tømt skabet og givet farvelkage. Tilbage er bare en idrætsdag, afslutning og en fest, så er det slut med lærergerningen i denne omgang.

Og hvor bittert er det så ikke lige, at jeg først i går, da jeg læste bekræftelsen på min opsigelse, fandt ud af at jeg faktisk er OVERLÆRER?! What? Jeg nåede slet ikke at bruge titlen. Tænk, hvilke muligheder det kunne have åbnet op for… Vi taler autoritet. Noblesse. Ophøjethed. MAGT! Respekt. Men det er for sent nu.

Måske er der noget om, at en opsigelse åbner op for noget nyt. Hvad bliver det næste? Kan ikke vente. Det bliver så stort, det her.

1. I morgen slutter min ferie.
2. Om fem dage er jeg færdig med at arbejde og kan se frem til ca. fire måneders egotid.
3. Jeg kan absolut ikke motivere mig selv til at forberede mig på morgendagens arbejde.
4. Jeg springer punkt fem over, fordi jeg lige er blevet tilbudt en farvel-ferie-men-det-er-stadig-sommer-og-skide-være-med-det-G&T.

Kort postkort fra Guds eget land:

Er lidt træt efter gårsdagens selskab på rooftop (fri) bar, hvor jeg forsøgte mig med tredobbelt multitaskingprojekt:
At slubre mojito nr. ?? i mig skråstreg at konversere med den norske ambassadør skråstreg at spise nogle meget fedtede kyllingevinger imens. Jeg glemte helt, at jeg ikke var god til norsk, da jeg fik øje på mine fingre, hvor rester af den grønne serviet var klistret napalmagtigt fast til mine fingre pga. kyllingefedtet, og jeg spekulerede på, om det samme mon var sket for min overlæbe, og at jeg måske stod med et grønt Village People overskæg og nikkede, som om jeg forstod, hvad ambassadøren sagde. Nå, hvad gør man ikke for diplomatiet…

Har også erkendt, at jahat er en del af den amerikanske folkedragt. Det er bare awsome. Man burde skilte om det i lufthavnene på linje med Sika. Nåede vist at blive lidt inficeret af det og tog mig selv i at sige ordet “wonderful” mere end en gang. Time to go.

Har købt børnesikret chokolade med hjem. (Se billede). Man skal virkelig være sukkerhungrende for at sluge den her. Men man kan bruge papiret som bogmærke, som den gamle kinesiske dame, der solgte dem, sagde. Hvorefter hun slog en besynderlig latter op.

Jeg fandt senere ud af, at jeg (løbende ud mod gaten) havde betalt 45 kr. for det lille stykke Trumpchokolade. Så tror da fanden, at hun grinte.

#jahattenleavingtheUS

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram eller Bloglovin’.

Er lige landet i USA efter længere flyvetur og har derfor haft rigeligt med tid til at tænke over noget, der altid har undret mig:

1. Hvorfor skal piloter altid lyde på den måde? Er det på grund af en elendig mikrofon?

2. Hvorfor lyder de altid lettere overbærende med deres lavmælte, nonchalante charmekludskludstonefald, der signalerer uendelig ligegyldighed, hvilket åbenbart får dem til at glemme at trække vejret, så de til sidst i sætningen løber helt tør for ilt og stønner de sidste stavelser ud med dyb stemme, som får dem til at lyde som Claus Borre, der kommenterer boksning i en sen nattebrandert?

3. Hvorfor har ingen fortalt dem, at de ikke skal have mikrofonen så tæt på munden? De pustende f’er, s’er og p’er gør det jo fuldstændigt skrattende umuligt at forstå, hvad manden siger, bortset fra ”Ladies n gentlemen, welcome aboard this fzzzrskrait to paf paf zzrffftpf in krazzxftrst paf”.

4. Hvorfor taler de altid engelsk med svensk accent, uanset nationalitet?

5. Skyldes all of the above, at de i virkeligheden ER Claus Borre-snalrede, eller prøver de bare at skjule, at de faktisk ikke aner, hvordan vejret er på destinationen?

Det er sgu en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg har sagt mit job gennem 13 år op. Bum. Så må det vise sig, om det nu var en god ide.

Jeg er hoppet ud i det uden sikkerhedsnet. Jeg kunne egentlig ikke brokke mig over mit arbejde. Der har været taget hensyn til mig igennem al min elendighed i de sidste ti år. Havde det ikke været for min arbejdsplads, var jeg nok blevet småskør. Jeg kunne være der på mine præmisser og overleve mentalt, hvilket var perfekt i de perioder, hvor jeg ikke havde brug for nye udfordringer i hverdagen.

Men nu skal der ske noget nyt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Bortset fra at udleve nogle skriveideer. Jeg ved ikke, hvor jeg lander og det er en smule angstprovokerende og virkelig fantastisk.

I den sidste tid har jeg lidt for ofte stillet mig selv spørgsmålet: ”Hvad fanden er det, vi laver?!” For eksempel når vi løber rundt som hovedløse høns for at følge med hverdagen. Eller når vores liv bliver ét stort koordineringsprojekt, hvor der skal være plads til en masse ting, man egentlig ikke har lyst til. Hvor man til sidst bare fantaserer om at have tid til at vaske en maskine tøj i fred. Hvor man næsten ikke har overskud til at rumme sine børn, når man kommer hjem. No more.

Nu tager jeg kontrollen over mit liv. Det er ellers så populært at have travlt. Det er ingen, der får credit for at sige, at de har vildt meget tid, og at de slet ikke har travlt med noget som helst. Med mindre man virkelig bager, sylter og føder og samtidig skriver en bog om det, på den helt afslappede måde. Jeg regner ikke med at gøre nogen af delene. Jeg hader at bage og sylte og synes, at jeg er for gammel til at føde.

Beslutningen blev truffet i november måned, da jeg sad syg, udbrændt og midlertidigt hjemløs i et lånt sommerhus. Jeg sukkede ved middagsbordet, at man fandeme bare burde sige sit job op og bruge sin tid på at sidde helt alene og skrive og glo ud af vinduet. Vel vidende at den slags ikke er muligt. Tænkte jeg. Min supermand havde en anden tilgang og sagde, at det da bare var det, jeg skulle gøre så.  Bum.

Jeg tænkte over det om aftenen og næste dag investerede jeg i en notesbog, som øjeblikkeligt blev skriblet til med ord, strukturer, sætninger og planer. Det er nok det bedste skub, jeg nogensinde har fået.

Kloge mennesker siger, at når man lukker en dør, er der en anden, der åbner. Det håber jeg, at der er en, der gør, for jeg har ingen ide om, hvor jeg er om et halvt år. Jeg ved bare, at jeg skal hive nogle måneder ud af kalenderen efter sommerferien og trække vejret ned i maven, komme af med min hylen for ørerne og se hvad der sker.

Om det så bliver jahatsgivende, må tiden vise. Første mål er at indhente mig selv.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram eller på Bloglovin’.

     Idiosynkrasi: substantiv, fælleskøn

UDTALE [idiosynkʁɑˈsiˀ] eller [ˈidiosynkʁɑˌsiˀ] 

BETYDNING: Følelse af stærkt, ofte ubegrundet ubehag ved nogen eller noget; nogen eller noget der fremkalder denne følelse.

Idiosynkrasi. Sådan et dejligt lille ord. Som beskriver den der følelse af noget, der bare ikke er til at holde ud. Fx lyde.

Så her er en top 5 over lyde, der ikke fungerer, når man er idiosynkratisk jahatsløs:

1.Tyggegummignasken

Her handler det ikke kun om lyden, men også det visuelle: Det tomme blik, kæben der kører som på en drøvtyggende kamel, den alvorlige panderynke, som om det er vigtigt at tygge. Og så er der lyden, der bare gentager sig rytmisk i (hvad man frygter er) det uendelige.  ”Snask, snask, snask” med en lille aggressiv hovedrysten for hver tyggen. Det virker så ubeskriveligt dumt at spise uden at spise.

BARE STOP DET!

2. Radioreklamer

En ulidelig og uinviteret råben i kommercielt øjemed. Det er som at blive skampulet i øregangen af skingre, overgearede skuespillere. Jeg zapper konsekvent væk, om jeg så er midt i en overhaling på motorvejen eller ved at flambere souffleen.

HOLD SÅ KÆÆÆFT!

(OK, jeg har aldrig flamberet en souffle, men det lød godt.)

3. Søndagssporten i radioen

Goddammit, det er deprimerende. Man får lyst til at skyde sig selv.  Det endelige bevis på, at weekenden er slut, bliver leveret af en brægende stemme i en strøm af ligegyldigheder, der ødelægger musikken med et ”så er der udlignet på Lyngby stadion”.

HOLD KÆFT!

(Med mindre, det er Anne Linnet, de afbryder. Så er det okay.)

4. Børn

Bare hold kæft. Generelt.

5. Anne Linnet

Jarj harh det svaart med hendes stææmme og udtaale. Kan nogen forklare, hvorfor det er godt at lytte til hende?

Hun burde lade være.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.