Måned: juli 2017

Her i huset er vi af og til fire teenagere: To voksne af slagsen, en 7-årig, der er født direkte ind i puberteten og en 14-årig, der er rimelig fornuftig og som tidligt resignerede og indså, at hendes forældre aldrig ville blive rigtigt voksne.

Rollerne i vores familie kan nogle gange virke en smule omvendte, for eksempel når forældrene headbangende hører Rage against the machine lidt for højt under madlavningen, og Største- og Mindstebarnet råber gennem huset, at vi skal skrue ned for den larm, hvorefter de smækker de respektive døre i. En lidt besynderlig deja vu-følelse.

Størstebarnet faldt desværre i pinlighedsgryden som spæd. Hvilket er ærgerligt, når et af privilegierne ved at være forældre til en teenager er at gøre barnet pinligt til mode, især når hendes veninder er til stede. Det er desværre næsten umuligt, da hun åbenbart er blevet immun.

Et klassisk forældreprivilegium er retten til at fremkalde pinlighed i det offentlige rum, for eksempel ved (som de eneste) at danse foran teenageren og hendes veninder til tonerne af et amatørorkester til den lokale byfest. I vores tilfælde var den eneste reaktion fra teenageren let hævede øjenbryn og en mild hovedrysten, mens veninderne og Mindstebarnet til gengæld bakkede panisk væk fra os, som om vi lækkede gul materie fra bristefærdige pestbylder, mens de messede ”åvmajgard åvmajgard åvmajgard” i tiltagende skingert toneleje og prøvede at skærme sig fra synet ved at gemme sig bag hinanden. Så dansen var ikke helt spildt.

Efter en helt almindelig tur i supermarkedet kan jeg dog godt tænke, om vi nogensinde bliver voksne/normale nok i vores familie. Selv undrede jeg mig lidt forleden, da jeg fra indgangen til supermarkedet så Størstebarnet danse som død og helvede i frugt- og grøntafdelingen med et saligt blik i ansigtet. Adspurgt om grunden til det gode humør svarede hun meget selvfølgeligt, at ”de spillede A-ha”.

Og det er jo en fin nok grund, og jeg tænkte egentlig heller ikke nærmere over, at jeg langs med brødsektionen efterlignede barnets electric boogie-moves, der fik mig til at ligne den lokale Boogie Preben. Dog uden af få tyret femmere i panden. Det gør man heldigvis ikke i Berlingoland.

Ved mælkesektionen fik Størstebarnet den ide, at Mindstebarnet skulle i køleboksen, hvilket affødte en vis modstand, en bule i panden og en del hylen, som blev afløst af en højlydt og lykkelig erklæring fra Mindstebarnet om, at hun altså lige havde slået en skid. Her lod jeg for en kort bemærkning som om, at jeg ikke kendte dem.

I diverseafdelingen kunne de i skøn forening blive enige om, at de aldrig får noget som helst af deres mor, og da vi havde danset os forbi kassen og ud af supermarkedet igen, kunne jeg så kortvarigt reflektere lidt over de blikke vi fik. Kortvarigt.

Måske er der håb forude. Efter sidste tur i Leos Legeland fik diverse friktionsbrændemærker, buler og nakkeskader forældrene til at overveje, om vi måske snart skulle til at sætte os i sofaen med de andre voksne. Nu må vi se.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Jeg var i svømmehallen med Mindstebarnet i går. Det gik godt. Alt var normalt. Væggene stod som de skulle, jeg kunne overskue hallen og ingen var tæt på at dø. Det var faktisk nemt. Man skulle bare gå ind og klæde om, under bruseren og ud i vandet. Det var virkelig nemt. Latterligt nemt. Og ikke farligt.

Lige på det punkt har jeg tidligere haft mine uenigheder med Urhjernen. Urhjernen er hende, der er vildt fokuseret på at holde afkommet i live.

Det har ikke altid været nemt for hende. Især ikke når man har et Mindstebarn, der aldrig har været interesseret i at blive holdt i live, men som bare har været i fuld gang med at leve livet i tophastighed fra det øjeblik, hun møffede sig målbevidst ud i verden.

Urhjernen har virkelig haft sine udfordringer med Mindstebarnet. Det er ikke let at holde et afkom i live, som har liv og energi nok for fire børn, og som ikke kan bruge alle de bekymringer og forhindringer til noget. Men jeg er ved at få sat Urhjernen på plads. Hun og hendes hysteri har været pisse belastende, både for mig og min familie.

Hun var egentlig cool nok, da vi fik Størstebarnet. Da var vi helt enige om, at det at få børn var det nemmeste i verden, og at der da aldrig sker børn noget. Det gik super godt. Jeg var den mest afslappede Moder Jord-type og det VAR virkelig nemt.

Lige indtil vi besluttede at få et Mindstebarn. Jeg fødte fire børn på to år, hvoraf de tre første var døde inden fødslen, og så blev Urhjernen pludselig lidt mere vagtsom. Hun blev som sagt vanvittigt fokuseret på at holde Mindstebarnet i live, da hun endelig kom til verden.

Urhjernen fik fikse ideer og blev lettere pylret. Hun fik blandt andet fikse ideer om store mængder vand, som små børn kunne forsvinde i, om høje kanter hvorfra børn kunne falde ud og forsvinde og bare fikse ideer generelt.

Urhjernen gik for eksempel fuldstændig amok over en tur i svømmehallen. Hun sugede al energi ud af mig, så jeg blev helt slap i benene og gik sukkerkold. Hun fik mig til at svede panisk og holde krampagtigt fast i Mindstebarnet allerede i bruserummet, og hun gav mig en mærkelig lyst til bare at tude. Svømmehallen var et virvar og kaos, hvor jeg når som helst kunne miste overblikket og så kunne afkommet jo forsvinde. Lad os bare sige, at babysvømning aldrig var en mulighed.

En tur til Grækenland med bølgefyldt hav, høje altaner, marmortrappeskakter, havnebassin, udgravninger, trafik og swimmingpools kunne Urhjernen forvandle til et sandt mareridt. Hun havde det så svært med den toårige, der ikke ville passes på, men som bare ville ud i verden.

Urhjernen var som sagt temmelig belastende for både mig og Mindstebarnet. Også i hverdagen. Mindstebarnet har altid haft travlt med at leve, ikke bare at overleve, og så har man ikke tid til at sove. Hun har altid været et barn med minimalt søvnbehov og har nærmest aldrig sovet mere end 30 minutter til middag om dagen.

Det var ikke ligefrem hvad Urhjernen havde brug for i de første år. Hun fik sig aldrig en kaffepause. Hvilket en dag fik hende til at stå og råbe højt og vredt ned i barnevognen til Mindstebarnet, at hun for helvede skulle sove.

Det var ikke så godt. Urhjernen ønskede så brændende, at Mindstebarnet skulle sove, at hun kunne blive helt bange for at Mindstebarnet skulle dø af det. Så stod hun og messede den samme sætning igen og igen inde i hovedet i takt med at hun rokkede barnevognen: ”Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. ”

Urhjernen røg helt ud over kanten. Hun måtte stoppes. Det var en længere proces, men en dag, da afkommet var fire år gammelt, bad jeg simpelthen Urhjernen om at lukke røven én gang for alle. Og tog i svømmehallen med Mindstebarnet. Nu skulle Urhjernen simpelthen til at slappe af med de afgrunde og dybe vande.

Vi hoppede i vandet og druknede ikke. Urhjernen gik med til det. Hun var dog lidt mere skeptisk overfor den høje, snørklede vandrutsjebane. Hun prøvede at forhindre det, men jeg insisterede på, at vi gik de 32 trin op ad den stejle metaltrappe, mens jeg forklarede hende, at trappen var konstrueret, så det var umuligt at falde de syv meter ned på fliserne og at tårnet ikke kunne vælte. Hun troede ikke helt på mig til at starte med, og hun fik mine fingre til at knuge gelænderet, så knoerne blev hvide og hun gjorde mine baglår stive som brædder. Men hun kunne ikke forhindre os i at gennemføre turen. Igen og igen.

I går var Urhjernen slet ikke med i svømmehallen. Hun blev hjemme og fik en kaffepause. Mindstebarnet klarede rutsjebanens 32 trin alene, mens jeg kiggede på nedefra. – Når jeg ikke lige var med, fordi jeg ikke kunne lade være at prøve at slå hastighedsrekorden.

Pulsen var normal. Væggene stod, som de skulle. Jeg havde ikke lyst til at skrige af nogen. Det var helt normalt.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

 

 

Så er stikket sat i igen efter grundig Facebook-detox i svensk idyl uden mobildækning.

Kort status:

• Antal ord skrevet: 0
• Antal bøger læst: 6
• Antal løbeture: 0
• Antal opture over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
• Antal kriser over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
• Antal panikanfald over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
• Antal gange jeg har besluttet at sælge mit hus: 6
• Antal gange jeg har besluttet at blive boende i mit hus: 7
• Antal kriser over at have lyst til at købe nyt hus og måtte erkende, at man ikke kan det, fordi man har sagt sit job op uden at have et alternativ på hånden: 10
• Antal grunde til at sælge mit hus: 0
• Antal læste jobannoncer: 1116
• Antal relevante jobannoncer: ½
• Antal solskinstimer: 2
• Antal utilfredse teenagere i løbet at den forgangne uge: 1
• Antal 7-årige, der kedede sig i løbet at den forgange uge: 1
• Antal gange, jeg har undret mig over svenskeres hang til ost og kaviar på tube: 14
• Antal fundne jahatte: 0

Det forbandede ved at kaste sig ud i en fast søndagstop fem er, at man nogle gange -som i dag- bare ikke aner, hvad man skal skrive. Helt blank. Så jeg valgte overspringshandlingen og tog ud for at prøve at løbe igen.

For første gang nogensinde løb jeg med musik i ørerne, hvilket faktisk var en succes, og jeg klarede otte kilometer (prale prale) uden at få tykstegssmerter eller andre skader. Endnu.  Og jeg nåede på min (virkelig pralelange) tur frem til fem interessante og vigtige erkendelser:

1. erkendelse:

Min løbestil og mit tempo er åbenbart 100% styret af den musik, der tilfældigt dukker op i mine ører. Jeg har for eksempel både en sexet Blondie-løbestil, en langsom, cool blues-løbestil og en virkelig stram og hurtig techno-løbestil, hvilket jeg slet ikke vidste.

2. erkendelse

Jeg skal for fremtiden planlægge spillelisten bedre og droppe bland-funktionen, så jeg ikke starter turen med al jeg-slår-dig-ihjel-musikken, som åbenbart resulterer i en jeg-skal-løbe-som-død-og-helvede-fra-den-rasende-tyr-løbestil.

3. erkendelse

Jeg skal lægge bedre mærke til skiltningen, så jeg ikke bliver ved med at ende på det røde mountainbikespor, hvor jeg skal forcere trærødder, huller, mudderpøle, klipper og bakker med bakker på, samtidig med at jeg praktiserer førnævnte jeg-skal-løbe-som-død-og-helvede-fra-den-rasende-tyr-løbestil med jeg-slår-dig-ihjel-musik i ørerne. Det er lidt dumt.

4. erkendelse

Mine løbesko må være af en helt usædvanlig god kvalitet. Jeg har haft dem siden 2008, og de er ikke slidt op endnu.

5. erkendelse 

I min skov er der flere bakker, der går opad, end bakker der går nedad. Det overvejer jeg lige at tale med kommunen om.

 

Jeg var ude at løbe i går. Jeg stod med alt løbeudstyret på og var SÅ klar, da Mindstebarnet passerede mig og med et hurtigt elevatorblik konstaterede, at jeg altså var nødt til at trække maven ind, hvis jeg skulle have det tøj på. Så jeg løb. Løb som vinden.

For jeg ved det godt. Vommen er konstant i fjerde trimester, og det bliver ikke bedre med tiden. Så jeg løb. Lige indtil jeg blev ramt af akut smerte i højre tyksteg og måtte gå de sidste halvanden kilometer hjem.

Jeg håbede egentlig ikke, at det ville blive så nødvendigt at løbe. For jeg modtog en åbenbaring forrige fredag, da jeg skulle til fest: Jeg havde købt strømpebukser med indbygget vomopstrammer. Det var fantastisk. Med øjeblikkelig virkning. Og en kollega kommenterede det ligefrem, da jeg trådte ind i lokalet, mens hun pegede direkte på den opstrammede vom og overrasket udbrød ”hvor ser du godt ud!?”, mens hendes pegefinger blev ved med at vippe op og ned i luften, for ligesom at illustrere at noget da var helt anderledes.

Strømpebukserne virkede! Lige indtil de snigløb mig. Jeg sad lænet fremover for at sige noget, der utvivlsomt var uhyre intelligent, da de lavede smutploppen. Opstrammerelastikken havde lige så stille rullet sig sammen og svuppede pludselig ned under vommen, der nu lå trygt mod låret, mens jeg, stadig foroverbøjet, prøvede at virke upåvirket og fortsætte min meget vedkommende talestrøm.

Jeg fik den hevet diskret op på plads igen. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde i løbet af aftenen. Heldigvis er jeg skruet sådan sammen, at jeg altid ser DEVAJN ud på et dansegulv, når jeg først har passeret de otte genstande, så jeg regner ikke med, at der var nogen, der bemærkede de jævnlige ophivere.

De opstrammende strømpebukser var altså ikke en ubetinget succes. Men man skal jo ikke smide barnet ud med badevandet, så jeg overvejede, om man kunne arrangere et par seler i maveelastikken og fæstne dem til bh’en (strømpeholderstyle, bare nærmere armhulen), for at undgå fremtidige plop/ophiversituationer. Men jeg nåede hurtigt frem til, at der i min alder ikke er brug for mere til at trække nedad i den region.

Alternativt kunne man investere i et par kombinerede vom-røv-opstrammende nyloner og lave en mere traditionel seleløsning, så der ville blive løftet både for og bag. Men der kom jeg så til den konklusion, at der ikke skulle særlig meget Bee Gees til, før man havde erhvervet sig en gevaldig olfert/olfine, så den plan er også skrinlagt.

Så… jeg var ude at løbe i går. Og jeg skal løbe igen, når smerterne i højre tyksteg har fortaget sig. Og min sporty-mand har (for Gud ved hvilken gang) tilbudt at lave et mavetræningsforløb. Som jeg måske en dag kan tage imod uden at blive fornærmet.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Jeg havde egentlig planlagt at bruge lidt tid på søndagens top 5, men blev i stedet grebet af et større projekt. Jeg blev revet med og fandt pludselig mig selv i gang med at lede efter gulv og seng på teenageværelset, nu hvor Størstebarnet er på ferie. Så det er så som så med søndagstoppen. Det beklager jeg.

Til gengæld fandt jeg:

1: En middelstor portion kattebræk

Tørfoderversionen. I fodenden af sengen, som der selvfølgelig ikke var lagen på. Men det lagde man ikke mærke til, før affaldet, vasketøjet og den forsvundne fysikbog blev skrabet væk.

2: Mine bælter

Yes! Jeg havde kun det gamle læderbælte tilbage, som er krøbet. Det må have fået fugt på et tidspunkt…

3: Adskillelige kopper med noget, som ikke kunne identificeres

Jeg blev helt opslugt af at gætte på, om slimen engang havde været tyndere eller tykkere, før det endte i den tilstand.

4: 1½ kg affald

Der ved jeg ikke, om Størstebarnet og jeg er enige, men det blev sådan jeg identificerede det.

5: En bunke tegninger fra børnehavetiden

Fundet under et par kubikmeter vasketøj, hvoraf en god del ikke har været i brug siden sidste vask. Bunken med det rene tøj er simpelthen gledet med affaldsgletcheren ned på gulvet, hvor det har bevæget sig rundt i malstrømmen uden at blive foldet ud. På den positive side har tøjet til gengæld opfanget store mængder støv, grus og kattehår, som ikke har bredt sig til resten af huset.

Det var den søndag.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.