Måned: maj 2017

Nu må jeg ud med det. Det er vanvittig ukorrekt og jeg er ked af at sige det. Jeg undskylder på forhånd og ved, at jeg nok mister et par læsere på den her, men here goes:

Jeg synes, at Pippi ER SÅ SKIDE IRRITERENDE på film! Så kom det ud.

Hun er irriterende, når hun smækker sine store, grimme sko op på spisebordet og er klog og bedrevidende overfor de voksne, når hun er til middag hos Tommy og Annika .

Hun er irriterende, når hun hopper i en tønde og ruller syngende ud over et klippevandfald og udløser min morangst.

Hun er irriterende, når hun bare synes, at alt er fantastisk.

Pippi var fantastisk, dengang hun blev født. Dengang, da de fleste børn var af Tommy og Annika-typen og der var brug for opgøret med de voksne. Jeg ÆLSKER Astrid Lindgren. Og har selvfølgelig læst Pippibøgerne højt for mine børn.

Men i dag, hvor jeg bare er et gammelt jahatsberøvet røvhul, der er miljøskadet af, at der er flere Pippi’er end Tommy og Annika’er i en gennemsnitsklasse, synes jeg bare, at hun kan være noget så belastende. Det er ikke længere charmerende at smække fødderne op på bordet og fortælle, at man er klogere end alle andre, og at man gør, hvad man vil. Det er ikke længere et oprør. I dag fremstår den slags unger bare som dårligt opdraget og asociale.

-Og så har hun altid jahat på. Så positiv. Luk røven, Pippi!

(Ja ja ja… Jeg VED det jo godt. Der er så meget godt ved Pippi. Hun er jo super empatisk og socialt ansvarlig og retfærdig og generøs og uselvisk og rummelig og positiv, selv i modgang. Men hvor mange unger gider lige at imitere dét?)

Jeg har det ok med dyr. Det er jeg nødt til at have, når jeg har giftet mig med en mand, der synes, at børn skal have lov til at have kæledyr af alle slags.  Jeg er noget så positiv og tror på, at det er godt at have dyr, og at det kan styrke børns sociale kompetencer og relationer mellem mennesker.

Og man bliver jo glad for de små kræ. (Ok, jeg blev aldrig glad for slangerne og øglernes foderdyr). I hvert fald bliver man glad for de dyr, der kan andet end at dræbe og æde.

Man bliver i nogle tilfælde så glad for kræene, at man udvikler sig til at være en lille smule idiot. For eksempel når man begynder at hilse på katten, når man kommer hjem og at tale til dyr generelt. Og man begynder at tolke hvad de ”siger” og at give dem sprog. For eksempel når katten mjaver højt ad os efter en ferie og man tolker det som: ”Iiihh, hør hvor den har SAVNET os”. Hvad er det for noget vrøvl?  Den kunne ligeså godt sige: ”Fis af igen, mennesker, der var endelig ro og fred”. Højst sandsynligt betyder det bare: ”Mad”.

Men jeg har aftalt med katten, at den ikke kalder mig mor. Det ville sgu være for underligt. Jeg er en, der fodrer den og klapper den, hvis den beder om det. Måske. For den skal ikke tro, at den kan bestemme over mig og lære mig at adlyde irriterende lyde.

Jeg har også lært, at nøglen til et godt naboskab er at lære navnet på naboens hund (og hundens yndlingsbamse) at kende og at henvende mig direkte til dyret med navns nævnelse, når vi mødes på vejen. Så er isen brudt! Naboerne tænker sikkert det samme om os: ”Hils på ungen og nævn bamsen, så er de glade”.

Jeg elsker hunde. Så længe jeg selv slipper for at have en. Jeg elsker hunde, bortset fra dem, der kommer trækkende med en ejer, der allerede på lang afstand råber, at ”den bare er glad for børn!”. Hvad rager det mig, hvad den er glad for? Mit barn er tydeligvis ikke glad for hunden, som man måske kan se på hendes flygtende kropssprog.

Og hun er slet ikke glad for den halvnussede adhd-retriever, der kommer rallende imod os, mens den er ved at kvæles i halsbåndet med tungen hængende savlende og kødpølseagtig ud af kæften.

Og hun bliver ikke mere glad af at møde dens rabiesagtige vanvidsblik, hvor man kan se både det røde og hvide i øjenhulerne, fordi halsbåndet strammes, så øjnene er ved at poppe ud.

Og når den så kommer stolpende på bagbenene som en forstyrret dansebjørn, mens ejeren stemmer hælene i jorden, og den er så tæt på at man kan lugte på dens ånde og se på dens tænder, at den lige har ædt en anden hunds lort, så topper idiotejeren det som regel med at smile desperat og forpustet sige, at ”Noller bare vil lege!”.

Også her har jeg gode erfaringer med at henvende mig direkte til dyret. Jeg plejer at fortælle hunden, at vi slet ikke kan lide den, hvorefter jeg beder den om at trække sit idiotmenneske et andet sted hen.

Bortset fra det, så har jeg jahatten på overfor hunde og klapper dem gerne og taler pænt til dem. Så længe de ikke kommer trækkende med deres idiotejere.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.

Forleden dag var jeg inviteret til et arrangement hos en veninde. Da jeg ringede på, undrede jeg mig over, at jeg var den eneste, der kom til tiden, og hun åbnede da også døren med et smil og en sød kommentar om, at jeg kom ”allerede i dag”. Straks sprang koldsveden frem på min pande, da jeg indså, at jeg endnu en gang var offer for min kalenderblindhed.

Havde jeg fået en krone for hver gang, jeg er bremset op med hvinende sutsko og har råbt ordet ”fåååårk”, fordi jeg har glemt noget eller har taget fejl af en dato, ville jeg være blandt klodens otte rigeste mennesker. Det er jeg desværre ikke.

Min hullede hukommelse spiller ind i min hverdag på mange måder. F.eks. når jeg er på indkøb. Jeg har efterhånden udviklet gode strategier, bl.a. at lave en liste. Så går jeg gennem supermarkedet og knuger listen, mens jeg memorerer og gentager ordet på det, jeg skal have, indtil jeg finder det. Jeg går f.eks. og messer ordet ”parmesan” inde i hovedet.  Desværre sker der af og til det, at ordet bliver erstattet af et andet tilfældigt ord, som mine øjne har strejfet på vejen. Og jeg ender med at stå i frostafdelingen og messe ordet ”homogeniseret” for sig selv, mens jeg nidstirrer en pakke frosne parisertoast og uden at have nogen som helst anelse om, hvad jeg ledte efter. Og så står jeg ligeså stille der, med tumbleweed blæsende gennem hjernen med en stille susen. Når jeg endelig kommer ud af supermarkedet, står jeg lige stille en gang mere. Denne gang for at huske, hvor fanden jeg stillede bilen.

Jeg har glemt utallige lægeaftaler. Men jeg har heldigvis en god undskyldning, da jeg jo skulle have været der pga. hukommelsesproblemer.

Jeg glemmer børnefødselsdage og mine børns skole-hjem-samtaler. Jeg er en skodforælder. Når jeg skal aflevere mine børn om morgenen, har jeg præsteret at køre forbi skolen og først stoppe, når der er en unge på bagsædet, der spørger, om de ikke skal i skole. Eller jeg drejer af det forkerte sted. Men jeg har altid husket at hente børnene. (YES! Point for det!). Dog har jeg flere gange prøvet at hente dem, når de ikke var der, fordi jeg havde glemt, at de ikke var der.

Jeg er en elendig kollega. Jeg glemmer mine opgaver og aftaler eller dobbeltbooker. Navne forsvinder ud i det blå. De fordamper simpelthen. Jeg sætter krydser på hånden. Og glemmer, hvad krydserne betyder. Som resultat af min arbejdsstil går jeg rundt med et mere eller mindre kronisk jaget blik i øjnene og prøver at undgå øjenkontakt med kollegaer, som jeg måske har brændt af.

Og så er der alt det, som jeg er lykkelig uvidende om, at jeg har glemt, fordi jeg har glemt, at jeg har glemt det.

I det hele taget er jeg nødt til at bruge notestrategien til det meste. Gode ideer forsvinder som fint sand mellem fingrene på mig, så det eneste der er tilbage, er et par irriterende tankesandkorn, der bare minder mig om, at der engang var en tanke, som ikke er der mere. Jeg er så sikker på, at jeg ved, hvad jag tænker, men inden jeg talt til ni og en halv, er det væk.

Så undskyld! Det er ikke personligt, at jeg glemmer dig eller kigger på dig med et tomt åndsbolleblik i øjnene, når du minder mig om noget, vi har aftalt. Der er bare gennemtræk.

Men det går i den rigtige retning. Jeg er faktisk begyndt at købe ind uden at have en liste med. Og er blevet bedre til at huske, hvad jeg skal huske at huske. Nu skal jeg bare huske, hvor jeg lagde jahatten.

PS: Jeg kom faktisk på den rigtige dato til min venindes arrangement. Hun var bare en tarvelig ven med en elendig form for humor. 🙂

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.

 

 

Jeg beklager at måtte meddele dette, men jeg er desværre ikke i stand til at brogge i dag.

Der var ellers lagt i ovnen til en ordentlig omgang brog, men jeg har simpelthen ikke noget at brogge over. Hvor irriterende er det lige!

Efter at have tilbragt fire dage i Berlin, langt fra Berlingoland og børn, i solskinsvejr og godt selskab, er det så skide svært at være en god brogger.

Så den slags gør jeg nok ikke igen foreløbig. Jeg beklager. I’ll be back!

Følg jagtenpaajahatten.dk på jahattens Facebookside 🙂

Det er så moderne med udfordringer, maratons og selvpineri, så jeg har nu kastet mig ud i min egen mentale Ironman.

Inspireret af et billede (damn you, Pinterest!) fik jeg i går den positive møgidé, at jeg skulle undlade at brokke mig i et døgn. Være positiv. Ikke brokke mig over hus, helbred, humør, højredrejning, børn, arbejde, politik, vejret, idioter. Nu skulle den sateme have én på jahatten! Jeg gik all in, hvilket også betød farvel til den generelle ad hoc-brok. Alt eller intet.

Og måske er det en god ide. Jeg har behov for at vende mine negative tanker. Så nu går jeg ind i en ny epoke. Om lidt er mit liv forandret. Jeg er et bedre menneske. For satan, ja.

Udfordringen trådte i kraft i går klokken 21.15. Sjældent har man observeret lignende tavshed i min ende af sofaen. Jeg måtte bide mig i tungen flere gange og påbegyndte adskillelige sætninger, der ikke blev til andet end ”mhn”, før det blev muligt at føre en samtale. Tankevækkende, hvor meget der skulle lukkes ned for, som normalt ville have passeret slamfilteret ganske ufiltreret.

Jeg fulgte udfordringen helt til dørs. Jeg ser normalt ikke fodbold. Mildt sagt. Jeg kan have øjnene på skærmen, men registrerer ikke, hvad der sker. Jeg kan ”se” fodbold i 40 minutter uden at vide hvem, der spiller og hvad stillingen er. Og jeg bliver mødt med dybe suk og overbærende blikke, når jeg spørger, hvad det er for en slags kamp, når det så viser sig at være en EM-finale.

Jeg ved ikke, hvilken kamp det var i går. Når der er fodbold i tv har jeg to strategier: at forlade rummet eller at tale nedsættende om fænomenet. Førstnævnte er mest befordrende for husfreden, men i går valgte jeg at blive siddende. Jeg var pisse positiv. Jeg kunne ikke kommentere på vanlig vis, men måtte reducere mit kommentatorspor til udsagn som: ”Flot, at han kunne lande på sit ansigt på den måde” eller: ”Hvor er det dejligt, når tatoverede mænd kan græde over at blive skubbet, næsten uden at gå på kompromis med deres maskulinitet”. Jeg kunne ikke kommentere på kommentatorernes nasale stemmer og ligegyldige udsagn eller på hvor sindssygt grimt det lyder, når mange tusinde mennesker synger ”LÅLÅLÅ” i en uendelighed. Men jeg klarede den! Ikke et negativt ord kom over mine læber.

I dag fortsatte udfordringen. En hel dag på arbejde, hvor jeg ikke måtte brokke mig. Ikke så meget som et lille pip om elever, forældre, ledelse, reform, arbejdstidsaftale og manglende mælk til kaffen. I did it.

Hen ad eftermiddagen begyndte det dog at trække tænder ud. Som om det hobede sig op og begyndte et trykke i tindingerne. Men jeg holdt ud, trods smerten. Da vi nærmede os skole-hjem-samtalerne kl. 15 var jeg tæt på at møde muren. Jeg mærkede Brokken hviske lokkende til mig. ”Kom nu!”. ”Bare et lille brok”. ”Du får det bedre”. ”Kom nu!”.

Men jeg holdt det inde. Jeg følte mig som en skamskudt cowboy, der var ved at få projektilerne fjernet med et stykke glødende jern hos den lokale smed. Halvvejs igennem fantaserede jeg intenst om en flaske brændevin og gren at bide i, for ikke at brøle min brok ud i en langtrukken smertensrablen. Jeg måtte pep-talke mig selv og gentage mantra-agtigt i mit hoved: ”Du har født børn uden smertelindring. Du kan også klare det her!” Og det kunne jeg.

Jeg klarede også vanebrokken, da jeg kom hjem. Ventilen, hvor man lukker damp ud. Ingen brok. Og jeg overlevede de sidste aftentimer og puttede barn i én uendelighed.

Nu, efter 24 timer, kan jeg konkludere, at jeg klarede min Ironman ok, når man tænker på, at jeg slet ikke har trænet. Tænk, hvad jeg kunne have drevet det til med træning, korrekt kost, coaching og motivation.

Nu er det overstået. Mage til modbydeligt positivitetsfis skal man lede længe efter. Hold kæft, hvor skal jeg brokke mig igen.

Del gerne eller følg jagtenpaajahatten.dk på facebook. Så har jeg i det mindste ikke dét at brokke mig over.

 

Som semi-professionel brogger er det nemt at brogge sig over 0. klasseelever, når man har tilbragt seks timer i streg med dem. (Se tidligere brog). Og det er altid nærliggende at antage, at det er forældrenes skyld, når yngelen ter sig vanvittigt i skolen. Jeg ville elske den tese, havde jeg ikke selv haft et barn i 0. klasse. – Som selvfølgelig altid opfører sig afbalanceret og tilpasset.

Og heldigvis er der indført forskellige stopprøver, der skal indfange os uduelige forældre og forhindre os i at ødelægge vores børn fuldstændig.

Stopprøverne er et faktum lige fra starten af barnets liv, hvor sundhedsplejersken kommer til ens (tilfældigvis) nystøvsugede kernebolleduftende hjem for at veje, tjekke rengøring, kigge efter tegn på nært forestående sammenbrud, tjekke at man ammer godt nok og at man forholder sig forstående, alvidende og moder Jord-agtigt til, at man lige er blevet flækket på tværs og har givet afkald på sin identitet som tænkende individ, mens man nynner Mozart for den Molo-klædte, nyvaskede baby, der sover regelmæssigt i den afrikanske slyngeanordning med helt ren økoble. Helt stille, roligt og hverdagsagtigt.

Indtil videre har jeg bestået diverse stopprøver og er nu rykket op i 0. klasse. Og jeg har været med Mindstebarnet til den første store forældreeksamen i skoleregi: På sundhedsplejerskens kontor.

Jeg troppede forventningsfuld op med Mindstebarnet og korrekt udfyldt spørgeskema, inklusiv Mindstebarnets tegning af en harmonisk kernefamilie. Med mit søde, kompetente barn var jeg sikker på at den var i hus, og at jeg mindst ville score et stort, funklende 10-tal.  Jeg ved ikke, hvad der gik galt.

Selv sad jeg med min forkølede hjerne og mindede mest om en snøvlende junkie. Set i bakspejlet gætter jeg på, at Mindstebarnet var træt, dehydreret, sukkerkold og/eller havde et problem med autoriteter den dag. I hvert fald kunne hun ikke noget af det, hun normalt kan.

Jeg sad ellers og nikkede roligt og sejrssikkert med et skævt smil og selvtilfredse, sammenknebne øjne, da hun som det første skulle skrive sit navn på et papir. (Moren er jo dansklærer, så det med navnet har Mindstebarnet styr på!). Denne dag kunne ungen så kun skrive sit navn bagfra. – Dog med store 3D grafittibogstaver. Point for det.

Hun kunne heller ikke hinke og kunne hverken sætte otte store perler på en piberenser eller tælle til otte.

Hun kunne NÆSTEN gribe en ærtepose, men var til gengæld super til at tyre med overhåndskast. Jeg vælger at tro, at det ikke var bevidst, at hun sigtede mod sundhedsplejerskens ansigt. Af en ældre dame at være, havde hun gode reflekser.

Jeg havde pyntet lidt på antallet af ugentlige skærmtimer (en eksamen består altid af 30% bluff), men Mindstebarnet fortalte til gengæld, at vi da ALDRIG læser bøger. Så det blev vi anbefalet at gøre for at stimulere den sproglige udvikling. (Løgnagtige møgunge…)

Og hun kunne ikke se noget som helst under synstesten. Måske fordi hun i mellemtiden – på mirakuløs vis – havde genvundet evnen til at hinke både forlæns og baglæns. Hun kunne heller ikke høre.

Til sidst opstod der længere tænkepauser i sessionen, og sundhedsplejersken lignede en, der sad og talte måneder til pensionsalderen.

Jeg havde da stadig et håb om at bestå, lige indtil bomben faldt: Mindstebarnet kan ikke lide rugbrød. (Fuckfuckfuckfuck!!). Det fik den søde sundhedsplejerske til at indlede et langt foredrag for Mindstebarnet, der kiggede overbærende på hende med let hævede øjenbryn.

Afslutningsvist blev det konstateret, at Mindstebarnet ligger lavt på vægtkurven og at hun skal have lidt mere smør. -Én af de to ting i denne verden, som Mindstebarnet ikke spiser.

Jeg kunne berolige sundhedsplejersken med, at da Størstebarnet var i den alder, lå hun til gengæld for højt på kurven og at det derfor kunne gå lige op.

Jeg ved ikke, om jeg bestod.

Del gerne eller følg jagtenpaajahatten.dk på facebook. 🙂