Kassekamp og evige nomader

Det er pissehårdt at flytte. Og fantastisk. I mit tilfælde har det været tæt på at være jahatsudslagsgivende. Intet mindre.

– Da selve flytningen først var overstået, selvfølgelig. “Jeg pakker lige huset ned,” sagde jeg. Vi havde jo smidt det meste af vores indbo ud og boede i et lille hus, levede spartansk; det der simple living,  der så moderne.

Manden fra flyttefirmaet vurderede, at vi skulle bruge 88 kasser. Jeg troede, han var vanvittig. Vi fyldte 90 kasser plus alt det andet og lidt møbler. Og flyttemændende begyndte at virke lidt nervøse, efterhånden som de slæbte ud i lastbilen og måtte til sidst tage en ekstra kassevogn i brug. Og  de stillede undervejs overraskede spørgsmål som: “Er det en gearkasse, det der?” Eller: “Nå, skal den også med?”.

Ja, vi havde fok til det.  Jeg drak kaffe, mens de fik rygskader, og jeg insisterede på, at de kaldte mig Misses. Men i erkendelse af at have vatarme og en mand med dårlig ryg kunne det ikke være anderledes.

En flytning er en magisk oplevelse. Først nedpakningen. Der blev ved at være noget til overs, ligegyldigt hvor meget jeg pakkede ned, på helt Harry Pottersk manér. Hver gang jeg troede, at huset var tomt, dukkede der noget op i en vindueskarm eller i et skab, eller der stod pludselig en ekstra flyttekasse. For det meste mødte man de ting, der ikke hørte hjemme nogen steder, og som ikke boede i kasse med nogen. Heldigvis havde vi huset i en uge, efter vi flyttede og kunne hente mere skrammel i etaper.

Og udpakningen er lige så magisk. Ligegyldig hvor meget man pakker ud, er der hele tiden kasser til overs. Og så pakker man alle de ting ud, som aldrig fik en plads i det gamle hus, vel vidende at de heller aldrig får en plads i det nye, og at de fortsætter deres evige nomadetilværelse, fordi de ikke passer i nogen kategori og egentlig er lidt ubrugelige, men får lov at overleve fordi man måske får brug for dem en dag. -Lidt ligesom mig i forhold til arbejdsmarkedet, hvis du spørger Joakim B. Olsen.

Og huset er et stort Tetrisspil, hvor man konstant rykker rundt på kasser, poser og dimser, for at lade den næste ting få sin plads. Heldigvis har vi fået så meget plads, at vi kunne indrette et kasseværelse. Skide hyggeligt.  Men jeg er ved at få kasserne udraderet!

For at gøre en kort historie lang, så har jeg fået mig et blødt og venligt hus, der krammer mig og aer mig blidt over kinden, når jeg kommer hjem og lukker lys ind af de mange vinduer.

Største- og Mindstebarnet er blevet taget imod med åbne arme af deres nye klassekammerater og trives allerede, og jeg glæder mig over at være flyttet til en by, hvor forældrene, jeg møder på skolen, siger ”godmorgen”, når man møder dem om morgenen. Hvor jeg ikke længere er hende landsbytossen, der siger godmorgen til  alle uden at få svar. Og det er slet ikke så tosset.

Jeg havde også den mindblowing oplevelse at slentre rundt i byen en onsdag formiddag og være omgivet at mennesker. (!) Mennesker, siger jeg dig! Og så var der butikker. Og caféer. Mind…blow…ing! Og så kan man også lige slå et smut ned til Øresund. Det slår Berlingoland med et par længer.

Selv katten er blevet gladere og spankulerer kækt rundt med lodret antennehale og et hav af fugle opfører sig Snehvideagtigt lige for næsen af mig.

Jeg har så pissesvært ved at brogge mig lige nu. Mindblowing. Nu er jeg her. Har en masse, der skal skrives. Og et kasseværelse, der er ved at blive til arbejdsværelse, efter en lang kassekamp.  Så må vi se, hvad næste store skridt bliver.

Førbillede. Under kassekampen
Efterbillede. Umiddelbart efter kassekampen

Her sker godt nok ikke meget, hva´…?

 

Her sker dæleme ikke meget for tiden!

Min dårlige undskyldning er, at tiden bliver brugt på  turboskrivning, jobsøgning og så lige en flytning.

Til påske rykker vi teltpælene op og flytter nordpå. Jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke finder min jahat her i Berlingoland.  Så indtil jeg har pakket, flyttet og ordnet alle småtingene, vil der være lidt halvkedeligt på jagtenpaajahatten.dk.

Men forlad mig ikke! I’ll be back! 😉 Måske endda med jahat?

Vi ses!

Mimeren i prøverummet

Måske er jeg en mærkelig kvinde. Men jeg synes, at det er modbydeligt at købe tøj. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er så nærig, at jeg nægter at købe så meget som et lommetørklæde, med mindre der er  50-80 % rabat.

Og så er jeg elendig til at bedømme tøjet, når jeg får det på. I går så alt tøjet godt ud i prøverummet.  Måske fordi jeg kun prøvede sort tøj på  og havde et kulsort gardin som baggrund og lyset fra fire 1000-watts pærer sendt direkte i øjnene fra lamperne langs spejlet. Jeg følte mig som en anden mimer, da jeg famlede rundt med sammenknebne øjne uden at kunne skimte andet end mit hvide hoved og mine hænder. Alt andet var sort i sort. Det var som at køre på landevej om natten, når de modkørende bilister  glemmer at blænde ned. Og alt tøjet så godt ud.

Det er i øvrigt det selv samme modbydelige prøverumslys, der giver ens bare vinterben den der grå-blå-grønne farve og  fylder en med en ubændig trang til at gå hjem i seng og vente på forår.

Men måske er belysningen en del af en strategi, der skal få alt tøjet til at se godt ud  i prøverummet? For tøjet vil altid være et godt alternativ til at se sin bare krop udstillet i det hvide, ubarmhjertige projektørskær, der kaster skygger fra buler, man ikke vidste, man kunne kaste skygge fra, og afslører blodårer og prikker og uforklarlige fænomener, man ikke lige havde set før.

Måske er jeg også ved at blive gammel og svagelig, men al den kiggen rundt og venden og drejen sig foran spejlet i det lille prøverum, hvor væggene altid ser ud til at gynge en lille smule, gør mig helt dehydreret og rundtosset, så jeg ikke kan  vente med at stavre ud, svedig, bælgøjet og med hylen for ørerne. Og med hår, der er blevet så elektrisk af at hive sweaters af og på, at jeg mest af alt ligner Einstein med dagen-derpå-mascara .

Og så er det, at jeg  for det meste bare smider håndklædet i ringen med et “whatever!” og dumper en bunke tøj på disken med en lidt usikker mavefornemmelse, mens jeg beroliger mig selv med, at “det jo er på udsalg”.

Men sjovt nok køber jeg altid det, som ekspeditricen selv har derhjemme. What are the odds? Den  helt samme søde style.  (Ikke bluse, men style! Udtales ztaaajl).

Og overraskelsen er da også altid stor, når jeg kommer hjem og hopper i tøjet i normal belysning og opdager, at det nye outfit giver mig visse ligheder med en billig Ilva-kommode. Eller at et A-formet snit ikke lige er min ting, da det nærmere får mig til at ligne My fra Mumitroldene end Kate Moss.

Problemet er jo for fanden også, at man står der i prøverummet og raver rundt i halvblinde, mens musikken dunker og hjernen forestiller sig alle de situationer, hvor man kan bruge tøjet. Situationer hvor man er ung. Og cocktailparties! Hvor man drikker Longdrinks.  Men så stor er sandsynligheden jo nok ikke for, at jeg bliver ung igen eller at jeg begynder at gå til den slags. Med mindre det bliver udbudt som tirsdagskursus på AOF.

Men sikke mange penge, man har sparet! Og så skal tøjet bare i skabet og hænge et par år,  inden det ryger til Røde Kors. Og man kan måske endda selv købe det igen. Min kroniske ammehjerne har engang købt en rigtig god bog i Røde Kors. Som jeg selv havde doneret til dem en uge forinden. Men jeg er trods alt stadig bedre til at købe bøger, end jeg er til at købe tøj.

PS: Hvorfor kan prøverumsgardiner aldrig lukkes helt? Hvorfor er der altid en fire centimeters åbning, ligegyldigt hvor meget man hiver?

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

 

Sad der til intromødet og blev helt blå og storbarmet

Er nået til et nyt stadie af ledighedseventyret og har besluttet mig for at melde mig ledig i a-kassen og få lidt indtægt, nu hvor jeg alligevel overvejer at finde et job.

Og jeg må blankt indrømme, at jeg er betænkelig ved tanken. Jeg har nok hørt for mange historier om umyndiggørelse, nedladenhed, meningsløse aktiveringsideer og tvangsarbejde. Men jeg vovede pelsen. – Med en nødplan i baghovedet, der gik ud på, at jeg altid kunne lave en Sid Vicious-scene og kaste op ud over skrivebordet, give dem fingeren og vrænge ”I mean it, maaaan!”. (Som om det nogensinde ville ske…)

Jeg mødte op til det indledende møde med lige dele defensiv alertness og et forsøg på positivt sind. Og jeg var faktisk klar til at tale om mine ønsker og kompetencer og at lytte til handlemuligheder.

Men der skete vist desværre det, at jeg fik hamret næven direkte i sagsbehandlerens store, røde traumeknap, da jeg nævnte at jeg var skolelærer og havde trukket stikket. Det var han også! Så i 34 minutter ud af det 35 minutters møde talte han om sig selv og sig livsforløb. Jeg prøvede høfligt at indskyde en kommentar hist og her og havde en snurrende fornemmelse i baghovedet af, at det måske burde handle om mig? Men jeg kunne ikke rigtig trænge igennem. Hvis jeg prøvede at indskyde noget omkring, hvad jeg var, kunne eller havde lyst til, virkede det som en upassende interferens af ord, der ikke rigtig landede noget sted, men bare svævede rundt i luften som støv i solen.

Det var da slet ikke et tosset livsforløb, han havde haft. Bevares. Men efter 28 minutter begyndte jeg at kigge indiskret rundt i lokalet for at se, om jeg var med i skjult kamera og forventede at der hvert minut, det skulle være, ville komme et kamerahold ind og overrække mig blomster og takke mig for at være med på spøgen, mens de grinende pegede ind i kameraet og bankede mig kammeratligt på skulderen. Det skete bare ikke.

Efter 34½ minut nåede vi (han) frem til, at jeg virkede som en person med en strategi og at jeg skulle komme tilbage efter fire uger med et brutto-CV, hvor der stod, hvad jeg var god til. Så skulle vi rigtig finde ud af det.

Men noget har jeg da opnået. Han gav mig det samme über-cool prædikat, som jeg fik, da jeg var til møde i a-kassen (hvor sagsbehandleren også talte 99% af tiden og sendte mig hjem med et print af et gammelt Power Point-show):

Jeg er en BRANCHE-SKIFTER. Hvor Sejt er det ikke lige?! Woop woop! Det lyder som noget, der er taget direkte ud fra X-Men-universet, og der skete da også det, at jeg sad til CV-samtalen og var helt blå og storbarmet med slikhår og fødder som blå kornsnoge. Fødder, der bevægede sig glidende hen over skrivebordet og snoede sig hvislende ind i øret på den talende sagsbehandler, der slet ikke opdagede noget, mens mine tre meter lange arme rakte over til kaffemaskinen og satte en latte over, uforstyrret af at jeg med mine telekinetiske kræfter knappede den åbenstående, næstnederste knap på hans skjorte, der afslørede, at han gudskelov havde undertrøje på indenunder. What’s not to like?

I bund og grund tror jeg bare, at han sad og fakede en cafesamtale, for at jeg skulle sænke paraderne, så han kunne analysere mig og min indstilling og fremadrettet bearbejde mig på den helt rigtige coach-maner. (Han var OGSÅ uddannet coach med eget firma. Selvfølgelig).

Så mens jeg venter på næste møde, hvor vi måske skal til at afklare noget med kompetencer, skal jeg søge to fuldtidslærerjobs om ugen, selvom vi alle var enige om, at jeg nok ikke skal være lærer. Og sikke nogle ansøgninger de får!

Og så er der det med brutto-CV’et. Hvad fanden skriver man i sådan et…?

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

 

Jagten på nytårshatten

Nå, man skal vel opsummere, nu hvor det er  nytår…

Fandt jeg så jahatten i år? Næh. Ikke sådan fuldbyrdet. Men jeg har lagt den ætsende bitre nejhat. Og jeg forlader nu et lorteårti i mit liv, der har været brolagt med tab, husmareridt, sygdom  i mange afskygninger, udbrændthed og bad luck. 2007-2017 var ikke mit årti. Men det er ved vejs ende. Jeg har på jahatsmaner besluttet, at vinden vender.

Mit hus er solgt. Til  marts flytter vi  fra sovebyen til ny by. Til en ny start.

Mit job er sagt op. Jeg finder nok noget nyt.

Mit skriveprojekt er færdigt. Så må vi se, om det får vinger at flyve på.

Jeg har ikke nogle nytårsforsætter. For første gang i  mit liv har jeg bare en fornemmelse af, at der sker det, der sker. På den gode måde. Og det kan næsten ikke undgås, at der må ske noget nyt, for lige nu er mit liv defineret af stilstand. Også på den gode  måde. – Selvom det har føltes “forbudt” og grænseoverskridende at vælge at slappe af i stedet for at arbejde som en segnefærdig idiot. Det er svært at skrive på cv’et. Og det går nok.

Og så må vi se, hvordan det går med den videre jagt på jahatten. Jeg har konstateret, at det var nemmest at skrive, da jeg virkelig stod i lort til knæene. I takt med at modvinden blev mindre strid, blev skriverierne  det også og de blev til dels fraværende. Men jeg bliver nok aldrig fuldblods jahatsbærer, så jeg  regner med at lede videre.

Jeg regner heller ikke med at skulle have jahat på i aften. Jeg har endnu ikke besluttet, om jeg skal have klaphatten eller skumgummi-hotdog’en på. Smukt bliver det.

Godt nytår! Vi ses i det nye. 🙂

Krammere og god karma herfra.

Som en vommet retriever efter konfekt-kævlen

Der er julet igennem. Og jeg må blankt indrømme, at der er fantastisk, at det er slut. Alle spor af julepynt er slettet og de fire kubikmeter emballage er afleveret reglementeret i småt brændbart. Jeg nåede også at få brændt kalenderlyset helt ned til den 21., så julen må være siges at være en ubetinget succes i år!

Det er vildt,  hvad der kan ske på en enkelt måned. Jeg har ikke tendens til at tage på, men når jeg gør det, er det på samme måde, som da jeg var gravid: Det sætter sig kun på maven. Forfra kan man ikke se noget, men når Vommen kommer i profil, er folk ikke sene til at lykønske og klappe mig muntert på skulderen, mens de spørger, hvornår det skal være. (Og hvad fanden bliver der af de hofter, som jeg blev stillet i udsigt, da jeg var tolv og smuglæste i bøger om puberteten??)

Men Vommen er vel, hvad man kan forvente, når man har væltet så vulgære mængder af alkohol, hærdet fedt, kød og sukker i svælget, at man mere end en gang har skulle have en fodpedal for at komme af stolen og efterfølgende lægges i NATO-stilling for at kunne trække vejret nogenlunde ubesværet. Og når både nederste og midterste bjælke i kostpyramiden er blevet udskiftet med et massivt lag chokoladeovertrukket konfekt, er det måske ikke så underligt…

Og jeg har jo godt læst om det der med sukker. Man bliver afhængig. Og jeg  må med skam bekende, at jeg er nået derud, hvor jeg hver aften finder mig selv logrende foran konfektskabet som en tissetrængende, trippende retriver, mens jeg debatterer med mig selv, om det ikke ville være drønærgerligt, hvis svigermors konfektkævle skulle ligge der og blive helt tør og trist.

Så jeg trapper gradvist ud, for at organismen ikke skal gå i chok.

Fra i morgen-ish…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Juleharakiri i den gamle betonklods

Er næsten i mål. Har sat flueben ved de fleste december-to-do’s. Og traditionen tro, sætter jeg mig for det, jeg sætter mig for hver eneste december:

Næste år vil jeg købe gaverne i god tid. Og jeg ved, at det er lige så urealistisk, som at kalenderlyset kommer til at følge med datoerne.

Men de fleste julegaver er nu i hus. Med livet som indsats. Jeg drog ud til en af de der store betonklodser, der ligger smidt rundt om i forstæderne omkring København.

Første stop Elgiganten, hvor jeg var i den uheldige situation, at jeg skulle have hjælp af en af de venlige unge mænd, som man kan trække et nummer til. Der var 13 numre før mit, og efter ti minutters ventetid kunne jeg konstatere, at der ikke var kommet nyt nummer til. Ældre damer kan åbenbart ikke købe elektronik uden 20 minutters vejledning efterfulgt af et kvarters terapeutisk samtale om, at det nok skal gå. Men så  kunne man jo stå og nyde julestemningen og lyden af den skingre, høje alarm der gik i gang med 2½  minutters intervaller og betragte aggressionen i de ventendes ansigter, mens de bebrejdede de underbetalte medarbejdere, at der ikke var flere ansatte til at ekspedere. Men jeg fik da mine dimser efter 45 minutters hygge.

Videre i betonklodsen til Toys’r’us.  Og jeg vidste det godt. Jeg sagde det, inden jeg kørte hjemmefra. Den store LEGO-pakke var selvfølgelig udsolgt. Og den 11-årige medarbejder var så venlig at fortælle mig, at den sidste  pakke LIGE var blevet solgt (thank you, Elgiganten) og at varen udgår, så der ikke kommer flere hjem.

Og det var ikke godt.  Når man køber julegaver, kan man ikke improvisere. Julegaveindkøb er en konstant kiggen på huskesedlen, hvor ønskerne er skrevet i prioriteret rækkefølge med små piktogrammer i forskellige farver, inddelt efter forretninger, fordi jeg altid bliver ramt af bastant hjernelammelse, når jeg træder ud i julemylderet. Det er ikke forvirring eller glemsomhed, bare en tung, hylende, passiv, lammet hjernetilstand, hvor man ikke kan tænke, ikke huske og ikke aner, hvad man skal have og hvorfor.

Hvis jeg skal improvisere, ender det med, at jeg beslutter, at “det bliver hun nok glad for” og kyler et eller andet i kurven, som hun med 85 procents sikkerhed ikke bliver glad for, fordi det eneste alternativ er øjeblikkelig harakiri, begået med et smil på læben under lysstofrørene i den store betonkasse.

Og jeg går altid med en følelse af at have glemt en person på listen, en uafrystelig følelse som varer helt frem til første juledag

Men jeg har julet igennem i år. Jeg har nået det hele og sat fluebenflueben ved alt det, man bør gøre til jul. Det er en af fordelene ved at være frivilligt udenfor arbejdsmarkedet, man bliver lidt af en overskudsmor. (På papiret).

Jeg er gået all in på pynt, klippe-klistre, pebernødder, juletræ, lyskæder, julemarked, kager, konfekt, julemusik og stearinlys, startende d. 1. december. (Det var faktisk hyggeligt.) Og så kører  man ellers på med julehyggen, lige til man ikke kan mere. Med maden. Med pynten. Med musikken.  Til det sidder helt deroppe, hvor det presser mod drøbelen og fremprovokerer brækrefleksen.

Men det er en smart måde at komme igennem december og mørket, der ligger som et tungt låg over livet. Det er meningen at juleriet skal køres helt derud, hvor man næsten ikke kan mere og bogstavelig talt er ved at brække sig.

Det gør nemlig januar måned meget mere spiselig og rar og rummelig, selvom det stadig er mørkt og vinter. (For det betyder ikke en skid at det lige har været solhverv og at “dagene vender”. Det er bare noget vi siger. Vi kan først mærke lyset til marts. Så drop det. ) Når man har gennemjulet, kan man nemlig nyde de tomme flader, luften, den rigtige musik, grøntsagerne og de enkle morgener uden pakker, chokolade, gaver til klassen og Ramajetternes jul. Ro, renlighed og regelmæssighed. HOHOHO!

 

En julet top 5 over ting, man kan få jahue af

Der er så meget, man kan få jahue af i december. Julefreden sænker sig, og vi fordyber os i alle de hyggelige ting, man skal være taknemmelig for. For eksempel er jeg taknemmelig for, at jeg ikke har købt nogen julegaver, og at den stress har ikke ramt mig endnu.

Men her er en top 5 over det, jeg altid glæder mig til d. 3o. november:

1: Jeg skal have gaver!

– Og man får stillet det sædvanlige spørgsmål: “Hvad ønsker du dig?”. Et fantastisk spørgsmål, som jeg er dybt taknemmelig for. Jeg er bare altid 100% blank og vedbliver at være det, indtil januarudsalget er slut. Så er der masser af ting, jeg ønsker mig.  Jeg kan selvfølgelig bare erkende, at jeg er så gammel, at jeg kan bruge vores forældres uopslidelige svar: “Nogle søde børn!” Men det er som om, at det ikke er et ligeså godt svar, når det er ens egne forældre, der spørger. (Og hvor deres modsvar kunne være: “Så opdrag dem!”)

2: Vi skal snart fejre nytår!

-Men hvem skal man holde det med? Og har alle andre allerede lavet aftaler? Virker man for desperat, hvis man spørger allerede  nu? Og hvad hvis vi ikke når det?

3: Vi skal se julekalender i fjersynet!

-Vi skal se ALLE afsnit på samtlige kanaler, huske alle starttidspunkter og ikke misse noget, samtidig med at vi prøver at snige et måltid ind hist og her, og så skal barnet også HURTIGT  i seng, for klokken bliver jo vildt mange.

4: Man støder på lakridskonfekt!

-Hvorfor?  Og hvorfor spiser jeg det?

5: Børnene skal åbne kalendergaver fra alle bedsteforældrene! 

-Er der noget som en afslappet weekend, hvor man bliver vækket af Mindstebarnet, der vil hente gaver kl.5:48, hvor man bliver flået ud af drømmeland med et brændende stress-jag i maven og skubber sit barn korporligt tilbage i sengen, mens man hører sig selv råbe med sin morgenhæse stemme, at hun liiiige skal vente lidt, for mor skal lige ud for at tjekke noget og lede febrilsk efter nr. tre pakke, som den skide nisse har glemt og så gå helt afslappet tilbage til sengen og sige: “Nå, har du ikke kigget i sokken endnu?”

6: Jeg ikke er skolelærer!

(Ja, det var kun en top 5, men det her er et gratis bonuspunkt, der vil noget!)

-Det kan jeg kun glæde mig over. Der er ingen bagside. Jeg kan hver dag glæde mig  over, at jeg ikke skal tilbringe hele måneden med en flok unger, der starter dagen med at booste blodsukkeret via fire pakke- og chokoladekalendere, som de er stået alt for tidligt op for at åbne, samtidig med at de er kommet alt for sent i seng, fordi de skal se alle julekalendere på samtlige tv-kanaler, hvorefter møgungerne ikke kan sove, fordi de skal forholde sig til den mindblowing kendsgerning, at der åbenbart bor en levende nisse i huset, som hælder ris i deres sko og gør mælken grøn, og som nok bliver sur, hvis man ser den, eller hvis man kommer til at flå den lille magiske dør af væggen, som nissen har sat lidt ubehjælpeligt fast med dobbeltklæbende tape, og hvad kan sådan en nisse ellers finde på? Børn som er fuldstændig forventnings-speedede med udsigt til alle de gaver, de tror, de får. Hvis Julemanden altså kommer…  Held og lykke med den synlige læring og målstyrede undervisning, lærere. I er mine helte! Hohoho!

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

“Glædelig jul, din fucking lorteabenarrøvfuckerlort!” (Det var så dag 1)

Hvad fanden blev der af J-magneten?

Er startet op på juleprojektet og har klaret første dag som det kunne forventes:

1: Jeg er trådt ind i en ny, spændende livsfase og har købt mit første kunstige juletræ. (Klog af skade fra sidste år, hvor jeg kylede juletræet ud af terrassedøren d. 22. december, fordi jeg åbenbart var blevet overfølsom over for skimlede juletræer. I år går jeg all in på at kunne trække vejret.)

2: Jeg har støttet børnearbejde. Mit nye, kunstige juletræ måtte ved nærmere eftersyn være lavet af små vakse fingre og hvis Harald Nyborg kan sælge det for 300 kr. med fortjeneste, efter at have købt det af nogen, der har købt det af nogen, der har købt det af nogen, der har betalt materialer og løn og tjent penge på det, så tør jeg ikke tænke på, hvad ham den seksårige har fået for det. Glædelig jul, lille ven!

3: Jeg har siddet i min bil foran et indkøbscenter og råbt ordene: “din fucking lorte fucking  lorteabenarrøvfuckerlort”, mens jeg slog på rattet. Det var nok noget karma. For mens jeg købte mit børnearbejdertræ, fik jeg en p-bøde på 650 kr., fordi jeg havde glemt p-skiven. Glædelig jul, fucking  lorteabenarrøvfuckerlort!!!

4: Nissen huskede at lægge en gave i sokken  i nat. Succes!  Det plejer han nu også, bortset fra den ene gang, hvor jeg havde været til julefrokost. Pudsigt sammentræf… Nu er der kun 23 gaver tilbage, som skal huskes.

5:Nissen var så dum at vade i det mel, som Mindstebarnet havde spredt ud for at afsløre ham, og efterlod sig små, dumme træskofodspor.

6: J-køleskabsmagneten er forsvundet, så i år kører vi med “glædelig sul”. Og det bliver det vel.

 

17 år og alligevel pissegammel. Og noget om lugten af våd hund.

Og sådan blev jeg indrodet i nogle voldsomme spekulationer om alder midt under en koncert.

Jeg var til koncert. (!) Med et band fra 80’erne, som jeg har fulgt i mange år. Og det var så underligt, at alle var blevet så gamle, når man selv stadigvæk var 22 år. Både band og publikum var virkelig ikke unge.

Men jeg fulgte mit 22-årige hjerte og mosede mig helt op foran scenen. Jeg havde ikke tænkt mig at stå med mine 168 cm og glo ind i ryggen på den midaldrende regnskabsmedarbejder med de nydelige briller foran mig.

Og pludselig var min alder spolet yderligere tilbage, og pludselig var jeg 17 år og punker igen og hoppede med deroppe allerforrest og tænkte, at hvis den unge blondine og den 55-årige hk’er ikke ku’ klare mosten, måtte de trække sig tilbage i salen og finde deres comfortzone dér.

Og så var det, at min 17-årige indre punker blev overdøvet af mit virkelige jeg, der konkluderede, at der virkelig stinker ad helvede til af sved og våd hund deroppe. Heldigvis blev det ikke afgørende, og jeg holdt ud til den bitre ende og “Night boat to Cairo”. (Jeg havde besluttet mig for, at jeg nok skulle brøle, at de var nogle f****** wankers, hvis de ikke spillede den).

Og sådan kan man være helt ovenpå, mens man er i sin indbildte ungdomstilstand. Og det fungerede. Lige indtil min 50 årige storebror præsenterede mig som “sin søster”, hvortil personen (som må have haft dårligt syn) svarede: “Nååååh, din STOREsøster?”. Idiot.