Måned: januar 2018

Måske er jeg en mærkelig kvinde. Men jeg synes, at det er modbydeligt at købe tøj. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er så nærig, at jeg nægter at købe så meget som et lommetørklæde, med mindre der er  50-80 % rabat.

Og så er jeg elendig til at bedømme tøjet, når jeg får det på. I går så alt tøjet godt ud i prøverummet.  Måske fordi jeg kun prøvede sort tøj på  og havde et kulsort gardin som baggrund og lyset fra fire 1000-watts pærer sendt direkte i øjnene fra lamperne langs spejlet. Jeg følte mig som en anden mimer, da jeg famlede rundt med sammenknebne øjne uden at kunne skimte andet end mit hvide hoved og mine hænder. Alt andet var sort i sort. Det var som at køre på landevej om natten, når de modkørende bilister  glemmer at blænde ned. Og alt tøjet så godt ud.

Det er i øvrigt det selv samme modbydelige prøverumslys, der giver ens bare vinterben den der grå-blå-grønne farve og  fylder en med en ubændig trang til at gå hjem i seng og vente på forår.

Men måske er belysningen en del af en strategi, der skal få alt tøjet til at se godt ud  i prøverummet? For tøjet vil altid være et godt alternativ til at se sin bare krop udstillet i det hvide, ubarmhjertige projektørskær, der kaster skygger fra buler, man ikke vidste, man kunne kaste skygge fra, og afslører blodårer og prikker og uforklarlige fænomener, man ikke lige havde set før.

Måske er jeg også ved at blive gammel og svagelig, men al den kiggen rundt og venden og drejen sig foran spejlet i det lille prøverum, hvor væggene altid ser ud til at gynge en lille smule, gør mig helt dehydreret og rundtosset, så jeg ikke kan  vente med at stavre ud, svedig, bælgøjet og med hylen for ørerne. Og med hår, der er blevet så elektrisk af at hive sweaters af og på, at jeg mest af alt ligner Einstein med dagen-derpå-mascara .

Og så er det, at jeg  for det meste bare smider håndklædet i ringen med et “whatever!” og dumper en bunke tøj på disken med en lidt usikker mavefornemmelse, mens jeg beroliger mig selv med, at “det jo er på udsalg”.

Men sjovt nok køber jeg altid det, som ekspeditricen selv har derhjemme. What are the odds? Den  helt samme søde style.  (Ikke bluse, men style! Udtales ztaaajl).

Og overraskelsen er da også altid stor, når jeg kommer hjem og hopper i tøjet i normal belysning og opdager, at det nye outfit giver mig visse ligheder med en billig Ilva-kommode. Eller at et A-formet snit ikke lige er min ting, da det nærmere får mig til at ligne My fra Mumitroldene end Kate Moss.

Problemet er jo for fanden også, at man står der i prøverummet og raver rundt i halvblinde, mens musikken dunker og hjernen forestiller sig alle de situationer, hvor man kan bruge tøjet. Situationer hvor man er ung. Og cocktailparties! Hvor man drikker Longdrinks.  Men så stor er sandsynligheden jo nok ikke for, at jeg bliver ung igen eller at jeg begynder at gå til den slags. Med mindre det bliver udbudt som tirsdagskursus på AOF.

Men sikke mange penge, man har sparet! Og så skal tøjet bare i skabet og hænge et par år,  inden det ryger til Røde Kors. Og man kan måske endda selv købe det igen. Min kroniske ammehjerne har engang købt en rigtig god bog i Røde Kors. Som jeg selv havde doneret til dem en uge forinden. Men jeg er trods alt stadig bedre til at købe bøger, end jeg er til at købe tøj.

PS: Hvorfor kan prøverumsgardiner aldrig lukkes helt? Hvorfor er der altid en fire centimeters åbning, ligegyldigt hvor meget man hiver?

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Er nået til et nyt stadie af ledighedseventyret og har besluttet mig for at melde mig ledig i a-kassen og få lidt indtægt, nu hvor jeg alligevel overvejer at finde et job.

Og jeg må blankt indrømme, at jeg er betænkelig ved tanken. Jeg har nok hørt for mange historier om umyndiggørelse, nedladenhed, meningsløse aktiveringsideer og tvangsarbejde. Men jeg vovede pelsen. – Med en nødplan i baghovedet, der gik ud på, at jeg altid kunne lave en Sid Vicious-scene og kaste op ud over skrivebordet, give dem fingeren og vrænge ”I mean it, maaaan!”. (Som om det nogensinde ville ske…)

Jeg mødte op til det indledende møde med lige dele defensiv alertness og et forsøg på positivt sind. Og jeg var faktisk klar til at tale om mine ønsker og kompetencer og at lytte til handlemuligheder.

Men der skete vist desværre det, at jeg fik hamret næven direkte i sagsbehandlerens store, røde traumeknap, da jeg nævnte at jeg var skolelærer og havde trukket stikket. Det var han også! Så i 34 minutter ud af det 35 minutters møde talte han om sig selv og sig livsforløb. Jeg prøvede høfligt at indskyde en kommentar hist og her og havde en snurrende fornemmelse i baghovedet af, at det måske burde handle om mig? Men jeg kunne ikke rigtig trænge igennem. Hvis jeg prøvede at indskyde noget omkring, hvad jeg var, kunne eller havde lyst til, virkede det som en upassende interferens af ord, der ikke rigtig landede noget sted, men bare svævede rundt i luften som støv i solen.

Det var da slet ikke et tosset livsforløb, han havde haft. Bevares. Men efter 28 minutter begyndte jeg at kigge indiskret rundt i lokalet for at se, om jeg var med i skjult kamera og forventede at der hvert minut, det skulle være, ville komme et kamerahold ind og overrække mig blomster og takke mig for at være med på spøgen, mens de grinende pegede ind i kameraet og bankede mig kammeratligt på skulderen. Det skete bare ikke.

Efter 34½ minut nåede vi (han) frem til, at jeg virkede som en person med en strategi og at jeg skulle komme tilbage efter fire uger med et brutto-CV, hvor der stod, hvad jeg var god til. Så skulle vi rigtig finde ud af det.

Men noget har jeg da opnået. Han gav mig det samme über-cool prædikat, som jeg fik, da jeg var til møde i a-kassen (hvor sagsbehandleren også talte 99% af tiden og sendte mig hjem med et print af et gammelt Power Point-show):

Jeg er en BRANCHE-SKIFTER. Hvor Sejt er det ikke lige?! Woop woop! Det lyder som noget, der er taget direkte ud fra X-Men-universet, og der skete da også det, at jeg sad til CV-samtalen og var helt blå og storbarmet med slikhår og fødder som blå kornsnoge. Fødder, der bevægede sig glidende hen over skrivebordet og snoede sig hvislende ind i øret på den talende sagsbehandler, der slet ikke opdagede noget, mens mine tre meter lange arme rakte over til kaffemaskinen og satte en latte over, uforstyrret af at jeg med mine telekinetiske kræfter knappede den åbenstående, næstnederste knap på hans skjorte, der afslørede, at han gudskelov havde undertrøje på indenunder. What’s not to like?

I bund og grund tror jeg bare, at han sad og fakede en cafesamtale, for at jeg skulle sænke paraderne, så han kunne analysere mig og min indstilling og fremadrettet bearbejde mig på den helt rigtige coach-maner. (Han var OGSÅ uddannet coach med eget firma. Selvfølgelig).

Så mens jeg venter på næste møde, hvor vi måske skal til at afklare noget med kompetencer, skal jeg søge to fuldtidslærerjobs om ugen, selvom vi alle var enige om, at jeg nok ikke skal være lærer. Og sikke nogle ansøgninger de får!

Og så er der det med brutto-CV’et. Hvad fanden skriver man i sådan et…?

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.