Så er alt tilbage ved det gamle. Jeg har nydt de sidste par måneder i frihed og har som sagt været noget så usædvanligt som glad. Jeg skyndte mig at nyde det, for jeg ved, at afslappet glæde, ubekymrethed og nydelse ikke er grundfølelser, som varer ved særlig længe i mit liv og det fik, som forventet, en brat ende.
Der er dukket nogle uforudsete hændelser op, som tvang mig direkte ind på jobindex.dk til en solid gang panisk job-scrollen. Og direkte tilbage til det evindelig spørgsmål: Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor?
Jeg scroller som besat, trykker på stjerneikoner og gemmer annoncer og bliver momentvis desperat over, at der er så lidt at søge, hvis man ikke lige vil arbejde med det, man er uddannet til.
Jeg træder vande i stillingsbetegnelser på engelsk, der ofte rummer mere end otte ord, og jeg må erkende, at jeg ikke ved, hvad halvdelen af betegnelserne står for. Jeg tænker, at det er den slags jobs, der ryger til mellemledertyper med psykopattræk, Anders Fogh-skægstubbe, blå skjorte og en forkærlighed for ordet ”qua”.
Og hvad fanden er en Scrum Master? Jeg får sådan nogle dirty Harry Potter-dominans-associationer…
Så er der de stillinger, der lyder af mere, end de er. Man kan for eksempel blive Yousee-”ambassadør”. Wow. Det er et flot ord for at sælge tele-produkter og er måske lige i overkanten, men bevares. Jeg springer over. Eller Front Desk Officer, som viste sig at være en billetsælger. Eller Front Row Consultant, som var ham, der skulle viderestille telefonopkald. Eller Meeting and Event Consultant, der var en god, gammeldags piccoline.
Det er ikke kun stillingsbetegnelserne, jeg får galt i halsen. Jeg får også tør hoste, når der efterlyses egenskaber som ”robusthed”. Så skal man åbenbart være lavet af et helt særligt, robust stof for ikke at flække over på midten og bryde hulkende sammen i todelt fosterstilling i løbet af arbejdsdagen. Da er det, jeg får den tanke, at der må være noget galt med enten jobbet eller ledelsen, eller også sidder der en ”innovations”-ivrig, fucked up djøf’er et sted i systemet, der trænger til at få ”internaliseret” sit Lean-projekt godt og grundigt af en lædermaskeklædt Scrum Master. – Bare en tanke. Ordet får mig i hvert fald altid til at springe ufortrødent videre til næste annonce, uanset hvor interessant jobbet så end var.
Generelt minder alle jobannoncerne mig bare om alt det, jeg åbenbart ikke kan, og jeg kan momentvis blive så desperat, at jeg overvejer at blive togkontrollør eller organdonor.
Det er dog lykkedes at finde et par stillinger, som det faktisk giver mening at søge. Og når jeg så endelig har sendt ansøgningen af sted, sidder jeg efter 45 sekunder og nidstirrer mailboks-ikonet og venter på svar. For modtagerne burde jo være fløjet op af stolen i et gedigent begejstringsbrøl i det øjeblik, de kastede sig over min ansøgning og burde med det samme invitere på samtalekaffe og kage.
For at være på den sikre side, så må I gerne blive ved at komme med forslag til fremtidige jobmuligheder. 😊 Please…
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.
Der er stadig langt mellem snapsene og brogsene. Men det er bare fordi, jeg lige kom ind i det der vacuum-noget. Hvor der sker ingenting. Luften er suget ud af øjeblikket. Som om nogen har trykket på den store pauseknap og frosset billedet fast i det der kiksede sekund, hvor man står med åben mund og hverken blinker eller lader være. Betwixt and between.