Er nået til et nyt stadie af ledighedseventyret og har besluttet mig for at melde mig ledig i a-kassen og få lidt indtægt, nu hvor jeg alligevel overvejer at finde et job.
Og jeg må blankt indrømme, at jeg er betænkelig ved tanken. Jeg har nok hørt for mange historier om umyndiggørelse, nedladenhed, meningsløse aktiveringsideer og tvangsarbejde. Men jeg vovede pelsen. – Med en nødplan i baghovedet, der gik ud på, at jeg altid kunne lave en Sid Vicious-scene og kaste op ud over skrivebordet, give dem fingeren og vrænge ”I mean it, maaaan!”. (Som om det nogensinde ville ske…)
Jeg mødte op til det indledende møde med lige dele defensiv alertness og et forsøg på positivt sind. Og jeg var faktisk klar til at tale om mine ønsker og kompetencer og at lytte til handlemuligheder.
Men der skete vist desværre det, at jeg fik hamret næven direkte i sagsbehandlerens store, røde traumeknap, da jeg nævnte at jeg var skolelærer og havde trukket stikket. Det var han også! Så i 34 minutter ud af det 35 minutters møde talte han om sig selv og sig livsforløb. Jeg prøvede høfligt at indskyde en kommentar hist og her og havde en snurrende fornemmelse i baghovedet af, at det måske burde handle om mig? Men jeg kunne ikke rigtig trænge igennem. Hvis jeg prøvede at indskyde noget omkring, hvad jeg var, kunne eller havde lyst til, virkede det som en upassende interferens af ord, der ikke rigtig landede noget sted, men bare svævede rundt i luften som støv i solen.
Det var da slet ikke et tosset livsforløb, han havde haft. Bevares. Men efter 28 minutter begyndte jeg at kigge indiskret rundt i lokalet for at se, om jeg var med i skjult kamera og forventede at der hvert minut, det skulle være, ville komme et kamerahold ind og overrække mig blomster og takke mig for at være med på spøgen, mens de grinende pegede ind i kameraet og bankede mig kammeratligt på skulderen. Det skete bare ikke.
Efter 34½ minut nåede vi (han) frem til, at jeg virkede som en person med en strategi og at jeg skulle komme tilbage efter fire uger med et brutto-CV, hvor der stod, hvad jeg var god til. Så skulle vi rigtig finde ud af det.
Men noget har jeg da opnået. Han gav mig det samme über-cool prædikat, som jeg fik, da jeg var til møde i a-kassen (hvor sagsbehandleren også talte 99% af tiden og sendte mig hjem med et print af et gammelt Power Point-show):
Jeg er en BRANCHE-SKIFTER. Hvor Sejt er det ikke lige?! Woop woop! Det lyder som noget, der er taget direkte ud fra X-Men-universet, og der skete da også det, at jeg sad til CV-samtalen og var helt blå og storbarmet med slikhår og fødder som blå kornsnoge. Fødder, der bevægede sig glidende hen over skrivebordet og snoede sig hvislende ind i øret på den talende sagsbehandler, der slet ikke opdagede noget, mens mine tre meter lange arme rakte over til kaffemaskinen og satte en latte over, uforstyrret af at jeg med mine telekinetiske kræfter knappede den åbenstående, næstnederste knap på hans skjorte, der afslørede, at han gudskelov havde undertrøje på indenunder. What’s not to like?
I bund og grund tror jeg bare, at han sad og fakede en cafesamtale, for at jeg skulle sænke paraderne, så han kunne analysere mig og min indstilling og fremadrettet bearbejde mig på den helt rigtige coach-maner. (Han var OGSÅ uddannet coach med eget firma. Selvfølgelig).
Så mens jeg venter på næste møde, hvor vi måske skal til at afklare noget med kompetencer, skal jeg søge to fuldtidslærerjobs om ugen, selvom vi alle var enige om, at jeg nok ikke skal være lærer. Og sikke nogle ansøgninger de får!
Og så er der det med brutto-CV’et. Hvad fanden skriver man i sådan et…?
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.