Jeg var ude at løbe i går. Jeg stod med alt løbeudstyret på og var SÅ klar, da Mindstebarnet passerede mig og med et hurtigt elevatorblik konstaterede, at jeg altså var nødt til at trække maven ind, hvis jeg skulle have det tøj på. Så jeg løb. Løb som vinden.
For jeg ved det godt. Vommen er konstant i fjerde trimester, og det bliver ikke bedre med tiden. Så jeg løb. Lige indtil jeg blev ramt af akut smerte i højre tyksteg og måtte gå de sidste halvanden kilometer hjem.
Jeg håbede egentlig ikke, at det ville blive så nødvendigt at løbe. For jeg modtog en åbenbaring forrige fredag, da jeg skulle til fest: Jeg havde købt strømpebukser med indbygget vomopstrammer. Det var fantastisk. Med øjeblikkelig virkning. Og en kollega kommenterede det ligefrem, da jeg trådte ind i lokalet, mens hun pegede direkte på den opstrammede vom og overrasket udbrød ”hvor ser du godt ud!?”, mens hendes pegefinger blev ved med at vippe op og ned i luften, for ligesom at illustrere at noget da var helt anderledes.
Strømpebukserne virkede! Lige indtil de snigløb mig. Jeg sad lænet fremover for at sige noget, der utvivlsomt var uhyre intelligent, da de lavede smutploppen. Opstrammerelastikken havde lige så stille rullet sig sammen og svuppede pludselig ned under vommen, der nu lå trygt mod låret, mens jeg, stadig foroverbøjet, prøvede at virke upåvirket og fortsætte min meget vedkommende talestrøm.
Jeg fik den hevet diskret op på plads igen. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde i løbet af aftenen. Heldigvis er jeg skruet sådan sammen, at jeg altid ser DEVAJN ud på et dansegulv, når jeg først har passeret de otte genstande, så jeg regner ikke med, at der var nogen, der bemærkede de jævnlige ophivere.
De opstrammende strømpebukser var altså ikke en ubetinget succes. Men man skal jo ikke smide barnet ud med badevandet, så jeg overvejede, om man kunne arrangere et par seler i maveelastikken og fæstne dem til bh’en (strømpeholderstyle, bare nærmere armhulen), for at undgå fremtidige plop/ophiversituationer. Men jeg nåede hurtigt frem til, at der i min alder ikke er brug for mere til at trække nedad i den region.
Alternativt kunne man investere i et par kombinerede vom-røv-opstrammende nyloner og lave en mere traditionel seleløsning, så der ville blive løftet både for og bag. Men der kom jeg så til den konklusion, at der ikke skulle særlig meget Bee Gees til, før man havde erhvervet sig en gevaldig olfert/olfine, så den plan er også skrinlagt.
Så… jeg var ude at løbe i går. Og jeg skal løbe igen, når smerterne i højre tyksteg har fortaget sig. Og min sporty-mand har (for Gud ved hvilken gang) tilbudt at lave et mavetræningsforløb. Som jeg måske en dag kan tage imod uden at blive fornærmet.
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.