Jeg var i svømmehallen med Mindstebarnet i går. Det gik godt. Alt var normalt. Væggene stod som de skulle, jeg kunne overskue hallen og ingen var tæt på at dø. Det var faktisk nemt. Man skulle bare gå ind og klæde om, under bruseren og ud i vandet. Det var virkelig nemt. Latterligt nemt. Og ikke farligt.
Lige på det punkt har jeg tidligere haft mine uenigheder med Urhjernen. Urhjernen er hende, der er vildt fokuseret på at holde afkommet i live.
Det har ikke altid været nemt for hende. Især ikke når man har et Mindstebarn, der aldrig har været interesseret i at blive holdt i live, men som bare har været i fuld gang med at leve livet i tophastighed fra det øjeblik, hun møffede sig målbevidst ud i verden.
Urhjernen har virkelig haft sine udfordringer med Mindstebarnet. Det er ikke let at holde et afkom i live, som har liv og energi nok for fire børn, og som ikke kan bruge alle de bekymringer og forhindringer til noget. Men jeg er ved at få sat Urhjernen på plads. Hun og hendes hysteri har været pisse belastende, både for mig og min familie.
Hun var egentlig cool nok, da vi fik Størstebarnet. Da var vi helt enige om, at det at få børn var det nemmeste i verden, og at der da aldrig sker børn noget. Det gik super godt. Jeg var den mest afslappede Moder Jord-type og det VAR virkelig nemt.
Lige indtil vi besluttede at få et Mindstebarn. Jeg fødte fire børn på to år, hvoraf de tre første var døde inden fødslen, og så blev Urhjernen pludselig lidt mere vagtsom. Hun blev som sagt vanvittigt fokuseret på at holde Mindstebarnet i live, da hun endelig kom til verden.
Urhjernen fik fikse ideer og blev lettere pylret. Hun fik blandt andet fikse ideer om store mængder vand, som små børn kunne forsvinde i, om høje kanter hvorfra børn kunne falde ud og forsvinde og bare fikse ideer generelt.
Urhjernen gik for eksempel fuldstændig amok over en tur i svømmehallen. Hun sugede al energi ud af mig, så jeg blev helt slap i benene og gik sukkerkold. Hun fik mig til at svede panisk og holde krampagtigt fast i Mindstebarnet allerede i bruserummet, og hun gav mig en mærkelig lyst til bare at tude. Svømmehallen var et virvar og kaos, hvor jeg når som helst kunne miste overblikket og så kunne afkommet jo forsvinde. Lad os bare sige, at babysvømning aldrig var en mulighed.
En tur til Grækenland med bølgefyldt hav, høje altaner, marmortrappeskakter, havnebassin, udgravninger, trafik og swimmingpools kunne Urhjernen forvandle til et sandt mareridt. Hun havde det så svært med den toårige, der ikke ville passes på, men som bare ville ud i verden.
Urhjernen var som sagt temmelig belastende for både mig og Mindstebarnet. Også i hverdagen. Mindstebarnet har altid haft travlt med at leve, ikke bare at overleve, og så har man ikke tid til at sove. Hun har altid været et barn med minimalt søvnbehov og har nærmest aldrig sovet mere end 30 minutter til middag om dagen.
Det var ikke ligefrem hvad Urhjernen havde brug for i de første år. Hun fik sig aldrig en kaffepause. Hvilket en dag fik hende til at stå og råbe højt og vredt ned i barnevognen til Mindstebarnet, at hun for helvede skulle sove.
Det var ikke så godt. Urhjernen ønskede så brændende, at Mindstebarnet skulle sove, at hun kunne blive helt bange for at Mindstebarnet skulle dø af det. Så stod hun og messede den samme sætning igen og igen inde i hovedet i takt med at hun rokkede barnevognen: ”Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. ”
Urhjernen røg helt ud over kanten. Hun måtte stoppes. Det var en længere proces, men en dag, da afkommet var fire år gammelt, bad jeg simpelthen Urhjernen om at lukke røven én gang for alle. Og tog i svømmehallen med Mindstebarnet. Nu skulle Urhjernen simpelthen til at slappe af med de afgrunde og dybe vande.
Vi hoppede i vandet og druknede ikke. Urhjernen gik med til det. Hun var dog lidt mere skeptisk overfor den høje, snørklede vandrutsjebane. Hun prøvede at forhindre det, men jeg insisterede på, at vi gik de 32 trin op ad den stejle metaltrappe, mens jeg forklarede hende, at trappen var konstrueret, så det var umuligt at falde de syv meter ned på fliserne og at tårnet ikke kunne vælte. Hun troede ikke helt på mig til at starte med, og hun fik mine fingre til at knuge gelænderet, så knoerne blev hvide og hun gjorde mine baglår stive som brædder. Men hun kunne ikke forhindre os i at gennemføre turen. Igen og igen.
I går var Urhjernen slet ikke med i svømmehallen. Hun blev hjemme og fik en kaffepause. Mindstebarnet klarede rutsjebanens 32 trin alene, mens jeg kiggede på nedefra. – Når jeg ikke lige var med, fordi jeg ikke kunne lade være at prøve at slå hastighedsrekorden.
Pulsen var normal. Væggene stod, som de skulle. Jeg havde ikke lyst til at skrige af nogen. Det var helt normalt.
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.