Jeg beklager igen at måtte meddele, at min brog møder lidt modstand i disse dage.
Jeg har ikke ramt Gollumtilstanden, som frygtet. Der er derimod sket det uvante, at jeg i løbet af den sidste uge, hvor jeg er trådt ind i et nyt liv uden lønnet arbejde, har oplevet følelsen af glæde.
Jeg kan, hånden på hjertet, ikke huske, hvornår jeg sidst mærkede glæden sætte sig i kinderne og maven på den måde. Og det er i sig selv tankevækkende og lidt skræmmende, at det er så længe siden. Vi taler om år…
Jeg er ganske enkelt stadig høj på følelsen af frihed. Høj på at kunne bestemme selv og vælge om jeg vil tage ud i byen, dyrke motion (say what!?), tage ned og glo ud over Furesøen, lave ingenting eller noget helt femte.
Det, der topper det, er den helt nye følelse af at kunne koncentrere sig og fordybe sig, uden at skulle kommunikere med en masse mennesker på én gang .
Og at mærke, at mundheldet om, at når man lukker en dør, så åbner en ny, holder vand. Jeg kan lige så stille mærke døre åbne sig i hjernen, muligheder der åbner sig, tankemønstre der ændrer sig og en nærmest teenageagtig følelse af, at verden står åben.
Samtidig kan det undre mig, at det var så svært at tage springet. Men man ved, hvad man har, og man har nok en tendens til at klynge sig til det kendte. Men nu har jeg givet mig selv lov.
Så… for at vende tilbage til indledningen: denne slags mavefæstede glæde står jo i vejen for broggeriet, og jeg kan mærke, at broggen er blevet mit forsømte barn. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er faldet i en anden slags skriveri. Jeg er havnet i en mærkelig proces, hvor ordene løber ud af fingrene på mig. Personer, som jeg aldrig har mødt, vokser lyslevende frem på steder, jeg aldrig har set før, og hovedpersonen gør pludselig noget, jeg ikke anede, at man kunne gøre. Det bliver man også lidt høj af.
Men i morges vidste jeg, at der stadig er liv i jahatsjagten. Jeg vågnede til en samtale mellem Mindstebarnet og min bedre halvdel, og jeg kunne have SVORET, at jeg hørte, at han NÆSTEN lovede, at hun måtte få en slange.
På en måde var jeg lettet over at konstatere, at projektet ikke er fuldbragt, at jeg ikke har fået permanent positiv hovedbeklædning endnu. På den anden side, så var ”det er mig eller slangen”-fantasien ikke den bedste måde at starte dagen på.
Så jeg har en ny jahatsmission klar. Jeg skal derud, hvor man finder det, som skaber rammen om lykken. Kan jahatten købes et sted, så er det der. I ved godt, hvor det er…
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.