Er jeg så voksen nu? #3. (Om at falde i pinlighedsgryden som spæd og at lave en Boogie Preben i Berlingoland)

Her i huset er vi af og til fire teenagere: To voksne af slagsen, en 7-årig, der er født direkte ind i puberteten og en 14-årig, der er rimelig fornuftig og som tidligt resignerede og indså, at hendes forældre aldrig ville blive rigtigt voksne.

Rollerne i vores familie kan nogle gange virke en smule omvendte, for eksempel når forældrene headbangende hører Rage against the machine lidt for højt under madlavningen, og Største- og Mindstebarnet råber gennem huset, at vi skal skrue ned for den larm, hvorefter de smækker de respektive døre i. En lidt besynderlig deja vu-følelse.

Størstebarnet faldt desværre i pinlighedsgryden som spæd. Hvilket er ærgerligt, når et af privilegierne ved at være forældre til en teenager er at gøre barnet pinligt til mode, især når hendes veninder er til stede. Det er desværre næsten umuligt, da hun åbenbart er blevet immun.

Et klassisk forældreprivilegium er retten til at fremkalde pinlighed i det offentlige rum, for eksempel ved (som de eneste) at danse foran teenageren og hendes veninder til tonerne af et amatørorkester til den lokale byfest. I vores tilfælde var den eneste reaktion fra teenageren let hævede øjenbryn og en mild hovedrysten, mens veninderne og Mindstebarnet til gengæld bakkede panisk væk fra os, som om vi lækkede gul materie fra bristefærdige pestbylder, mens de messede ”åvmajgard åvmajgard åvmajgard” i tiltagende skingert toneleje og prøvede at skærme sig fra synet ved at gemme sig bag hinanden. Så dansen var ikke helt spildt.

Efter en helt almindelig tur i supermarkedet kan jeg dog godt tænke, om vi nogensinde bliver voksne/normale nok i vores familie. Selv undrede jeg mig lidt forleden, da jeg fra indgangen til supermarkedet så Størstebarnet danse som død og helvede i frugt- og grøntafdelingen med et saligt blik i ansigtet. Adspurgt om grunden til det gode humør svarede hun meget selvfølgeligt, at ”de spillede A-ha”.

Og det er jo en fin nok grund, og jeg tænkte egentlig heller ikke nærmere over, at jeg langs med brødsektionen efterlignede barnets electric boogie-moves, der fik mig til at ligne den lokale Boogie Preben. Dog uden af få tyret femmere i panden. Det gør man heldigvis ikke i Berlingoland.

Ved mælkesektionen fik Størstebarnet den ide, at Mindstebarnet skulle i køleboksen, hvilket affødte en vis modstand, en bule i panden og en del hylen, som blev afløst af en højlydt og lykkelig erklæring fra Mindstebarnet om, at hun altså lige havde slået en skid. Her lod jeg for en kort bemærkning som om, at jeg ikke kendte dem.

I diverseafdelingen kunne de i skøn forening blive enige om, at de aldrig får noget som helst af deres mor, og da vi havde danset os forbi kassen og ud af supermarkedet igen, kunne jeg så kortvarigt reflektere lidt over de blikke vi fik. Kortvarigt.

Måske er der håb forude. Efter sidste tur i Leos Legeland fik diverse friktionsbrændemærker, buler og nakkeskader forældrene til at overveje, om vi måske snart skulle til at sætte os i sofaen med de andre voksne. Nu må vi se.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Et opgør med Urhjernen, den hysteriske kælling

Jeg var i svømmehallen med Mindstebarnet i går. Det gik godt. Alt var normalt. Væggene stod som de skulle, jeg kunne overskue hallen og ingen var tæt på at dø. Det var faktisk nemt. Man skulle bare gå ind og klæde om, under bruseren og ud i vandet. Det var virkelig nemt. Latterligt nemt. Og ikke farligt.

Lige på det punkt har jeg tidligere haft mine uenigheder med Urhjernen. Urhjernen er hende, der er vildt fokuseret på at holde afkommet i live.

Det har ikke altid været nemt for hende. Især ikke når man har et Mindstebarn, der aldrig har været interesseret i at blive holdt i live, men som bare har været i fuld gang med at leve livet i tophastighed fra det øjeblik, hun møffede sig målbevidst ud i verden.

Urhjernen har virkelig haft sine udfordringer med Mindstebarnet. Det er ikke let at holde et afkom i live, som har liv og energi nok for fire børn, og som ikke kan bruge alle de bekymringer og forhindringer til noget. Men jeg er ved at få sat Urhjernen på plads. Hun og hendes hysteri har været pisse belastende, både for mig og min familie.

Hun var egentlig cool nok, da vi fik Størstebarnet. Da var vi helt enige om, at det at få børn var det nemmeste i verden, og at der da aldrig sker børn noget. Det gik super godt. Jeg var den mest afslappede Moder Jord-type og det VAR virkelig nemt.

Lige indtil vi besluttede at få et Mindstebarn. Jeg fødte fire børn på to år, hvoraf de tre første var døde inden fødslen, og så blev Urhjernen pludselig lidt mere vagtsom. Hun blev som sagt vanvittigt fokuseret på at holde Mindstebarnet i live, da hun endelig kom til verden.

Urhjernen fik fikse ideer og blev lettere pylret. Hun fik blandt andet fikse ideer om store mængder vand, som små børn kunne forsvinde i, om høje kanter hvorfra børn kunne falde ud og forsvinde og bare fikse ideer generelt.

Urhjernen gik for eksempel fuldstændig amok over en tur i svømmehallen. Hun sugede al energi ud af mig, så jeg blev helt slap i benene og gik sukkerkold. Hun fik mig til at svede panisk og holde krampagtigt fast i Mindstebarnet allerede i bruserummet, og hun gav mig en mærkelig lyst til bare at tude. Svømmehallen var et virvar og kaos, hvor jeg når som helst kunne miste overblikket og så kunne afkommet jo forsvinde. Lad os bare sige, at babysvømning aldrig var en mulighed.

En tur til Grækenland med bølgefyldt hav, høje altaner, marmortrappeskakter, havnebassin, udgravninger, trafik og swimmingpools kunne Urhjernen forvandle til et sandt mareridt. Hun havde det så svært med den toårige, der ikke ville passes på, men som bare ville ud i verden.

Urhjernen var som sagt temmelig belastende for både mig og Mindstebarnet. Også i hverdagen. Mindstebarnet har altid haft travlt med at leve, ikke bare at overleve, og så har man ikke tid til at sove. Hun har altid været et barn med minimalt søvnbehov og har nærmest aldrig sovet mere end 30 minutter til middag om dagen.

Det var ikke ligefrem hvad Urhjernen havde brug for i de første år. Hun fik sig aldrig en kaffepause. Hvilket en dag fik hende til at stå og råbe højt og vredt ned i barnevognen til Mindstebarnet, at hun for helvede skulle sove.

Det var ikke så godt. Urhjernen ønskede så brændende, at Mindstebarnet skulle sove, at hun kunne blive helt bange for at Mindstebarnet skulle dø af det. Så stod hun og messede den samme sætning igen og igen inde i hovedet i takt med at hun rokkede barnevognen: ”Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. Sove, ikke dø. ”

Urhjernen røg helt ud over kanten. Hun måtte stoppes. Det var en længere proces, men en dag, da afkommet var fire år gammelt, bad jeg simpelthen Urhjernen om at lukke røven én gang for alle. Og tog i svømmehallen med Mindstebarnet. Nu skulle Urhjernen simpelthen til at slappe af med de afgrunde og dybe vande.

Vi hoppede i vandet og druknede ikke. Urhjernen gik med til det. Hun var dog lidt mere skeptisk overfor den høje, snørklede vandrutsjebane. Hun prøvede at forhindre det, men jeg insisterede på, at vi gik de 32 trin op ad den stejle metaltrappe, mens jeg forklarede hende, at trappen var konstrueret, så det var umuligt at falde de syv meter ned på fliserne og at tårnet ikke kunne vælte. Hun troede ikke helt på mig til at starte med, og hun fik mine fingre til at knuge gelænderet, så knoerne blev hvide og hun gjorde mine baglår stive som brædder. Men hun kunne ikke forhindre os i at gennemføre turen. Igen og igen.

I går var Urhjernen slet ikke med i svømmehallen. Hun blev hjemme og fik en kaffepause. Mindstebarnet klarede rutsjebanens 32 trin alene, mens jeg kiggede på nedefra. – Når jeg ikke lige var med, fordi jeg ikke kunne lade være at prøve at slå hastighedsrekorden.

Pulsen var normal. Væggene stod, som de skulle. Jeg havde ikke lyst til at skrige af nogen. Det var helt normalt.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

 

 

 

Hejsan!

Så er stikket sat i igen efter grundig Facebook-detox i svensk idyl uden mobildækning.

Kort status:

  • Antal ord skrevet: 0
  • Antal bøger læst: 6
  • Antal løbeture: 0
  • Antal opture over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
  • Antal kriser over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
  • Antal panikanfald over at have sagt mit job op uden et alternativ på hånden: Et par stykker
  • Antal gange jeg har besluttet at sælge mit hus: 6
  • Antal gange jeg har besluttet at blive boende i mit hus: 7
  • Antal kriser over at have lyst til at købe nyt hus og måtte erkende, at man ikke kan det, fordi man har sagt sit job op uden at have et alternativ på hånden: 10
  • Antal grunde til at sælge mit hus: 0
  • Antal læste jobannoncer: 1116
  • Antal relevante jobannoncer: ½
  • Antal solskinstimer: 2
  • Antal utilfredse teenagere i løbet at den forgangne uge: 1
  • Antal 7-årige, der kedede sig i løbet at den forgange uge: 1
  • Antal gange, jeg har undret mig over svenskeres hang til ost og kaviar på tube: 14
  • Antal fundne jahatte: 0

Søndagstop fem over vigtige løbeerkendelser

Det forbandede ved at kaste sig ud i en fast søndagstop fem er, at man nogle gange -som i dag- bare ikke aner, hvad man skal skrive. Helt blank. Så jeg valgte overspringshandlingen og tog ud for at prøve at løbe igen.

For første gang nogensinde løb jeg med musik i ørerne, hvilket faktisk var en succes, og jeg klarede otte kilometer (prale prale) uden at få tykstegssmerter eller andre skader. Endnu.  Og jeg nåede på min (virkelig pralelange) tur frem til fem interessante og vigtige erkendelser:

1. erkendelse:

Min løbestil og mit tempo er åbenbart 100% styret af den musik, der tilfældigt dukker op i mine ører. Jeg har for eksempel både en sexet Blondie-løbestil, en langsom, cool blues-løbestil og en virkelig stram og hurtig techno-løbestil, hvilket jeg slet ikke vidste.

2. erkendelse

Jeg skal for fremtiden planlægge spillelisten bedre og droppe bland-funktionen, så jeg ikke starter turen med al jeg-slår-dig-ihjel-musikken, som åbenbart resulterer i en jeg-skal-løbe-som-død-og-helvede-fra-den-rasende-tyr-løbestil.

3. erkendelse

Jeg skal lægge bedre mærke til skiltningen, så jeg ikke bliver ved med at ende på det røde mountainbikespor, hvor jeg skal forcere trærødder, huller, mudderpøle, klipper og bakker med bakker på, samtidig med at jeg praktiserer førnævnte jeg-skal-løbe-som-død-og-helvede-fra-den-rasende-tyr-løbestil med jeg-slår-dig-ihjel-musik i ørerne. Det er lidt dumt.

4. erkendelse

Mine løbesko må være af en helt usædvanlig god kvalitet. Jeg har haft dem siden 2008, og de er ikke slidt op endnu.

5. erkendelse 

I min skov er der flere bakker, der går opad, end bakker der går nedad. Det overvejer jeg lige at tale med kommunen om.

 

Vomkontrollerende tiltag af svingende kvalitet

Jeg var ude at løbe i går. Jeg stod med alt løbeudstyret på og var SÅ klar, da Mindstebarnet passerede mig og med et hurtigt elevatorblik konstaterede, at jeg altså var nødt til at trække maven ind, hvis jeg skulle have det tøj på. Så jeg løb. Løb som vinden.

For jeg ved det godt. Vommen er konstant i fjerde trimester, og det bliver ikke bedre med tiden. Så jeg løb. Lige indtil jeg blev ramt af akut smerte i højre tyksteg og måtte gå de sidste halvanden kilometer hjem.

Jeg håbede egentlig ikke, at det ville blive så nødvendigt at løbe. For jeg modtog en åbenbaring forrige fredag, da jeg skulle til fest: Jeg havde købt strømpebukser med indbygget vomopstrammer. Det var fantastisk. Med øjeblikkelig virkning. Og en kollega kommenterede det ligefrem, da jeg trådte ind i lokalet, mens hun pegede direkte på den opstrammede vom og overrasket udbrød ”hvor ser du godt ud!?”, mens hendes pegefinger blev ved med at vippe op og ned i luften, for ligesom at illustrere at noget da var helt anderledes.

Strømpebukserne virkede! Lige indtil de snigløb mig. Jeg sad lænet fremover for at sige noget, der utvivlsomt var uhyre intelligent, da de lavede smutploppen. Opstrammerelastikken havde lige så stille rullet sig sammen og svuppede pludselig ned under vommen, der nu lå trygt mod låret, mens jeg, stadig foroverbøjet, prøvede at virke upåvirket og fortsætte min meget vedkommende talestrøm.

Jeg fik den hevet diskret op på plads igen. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg gjorde i løbet af aftenen. Heldigvis er jeg skruet sådan sammen, at jeg altid ser DEVAJN ud på et dansegulv, når jeg først har passeret de otte genstande, så jeg regner ikke med, at der var nogen, der bemærkede de jævnlige ophivere.

De opstrammende strømpebukser var altså ikke en ubetinget succes. Men man skal jo ikke smide barnet ud med badevandet, så jeg overvejede, om man kunne arrangere et par seler i maveelastikken og fæstne dem til bh’en (strømpeholderstyle, bare nærmere armhulen), for at undgå fremtidige plop/ophiversituationer. Men jeg nåede hurtigt frem til, at der i min alder ikke er brug for mere til at trække nedad i den region.

Alternativt kunne man investere i et par kombinerede vom-røv-opstrammende nyloner og lave en mere traditionel seleløsning, så der ville blive løftet både for og bag. Men der kom jeg så til den konklusion, at der ikke skulle særlig meget Bee Gees til, før man havde erhvervet sig en gevaldig olfert/olfine, så den plan er også skrinlagt.

Så… jeg var ude at løbe i går. Og jeg skal løbe igen, når smerterne i højre tyksteg har fortaget sig. Og min sporty-mand har (for Gud ved hvilken gang) tilbudt at lave et mavetræningsforløb. Som jeg måske en dag kan tage imod uden at blive fornærmet.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Søndagstop 5 over mere eller mindre spændende fund

Jeg havde egentlig planlagt at bruge lidt tid på søndagens top 5, men blev i stedet grebet af et større projekt. Jeg blev revet med og fandt pludselig mig selv i gang med at lede efter gulv og seng på teenageværelset, nu hvor Størstebarnet er på ferie. Så det er så som så med søndagstoppen. Det beklager jeg.

Til gengæld fandt jeg:

1: En middelstor portion kattebræk

Tørfoderversionen. I fodenden af sengen, som der selvfølgelig ikke var lagen på. Men det lagde man ikke mærke til, før affaldet, vasketøjet og den forsvundne fysikbog blev skrabet væk.

2: Mine bælter

Yes! Jeg havde kun det gamle læderbælte tilbage, som er krøbet. Det må have fået fugt på et tidspunkt…

3: Adskillelige kopper med noget, som ikke kunne identificeres

Jeg blev helt opslugt af at gætte på, om slimen engang havde været tyndere eller tykkere, før det endte i den tilstand.

4: 1½ kg affald

Der ved jeg ikke, om Størstebarnet og jeg er enige, men det blev sådan jeg identificerede det.

5: En bunke tegninger fra børnehavetiden

Fundet under et par kubikmeter vasketøj, hvoraf en god del ikke har været i brug siden sidste vask. Bunken med det rene tøj er simpelthen gledet med affaldsgletcheren ned på gulvet, hvor det har bevæget sig rundt i malstrømmen uden at blive foldet ud. På den positive side har tøjet til gengæld opfanget store mængder støv, grus og kattehår, som ikke har bredt sig til resten af huset.

Det var den søndag.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.

Sommerferie. Hvem kan skaffe mig et job?

 

Ahhh. Sommerferie. Hængekøje, sol, kaffe. Tage det stille og roligt. Ligesom i reklamerne.

I virkeligheden går der bare aldrig mere end to dage, før jeg længes desperat efter at komme på arbejde igen. Og denne gang fanger bordet virkelig, da jeg jo efter eget valg ikke har noget job at flygte tilbage til. Jeg overvejede faktisk at spørge damen på museet i går, om der ikke var mulighed for et job i billetlugen, sådan lidt akut.

Jeg ved ikke, hvad der sker, når jeg holder ferie med mine børn.

Først får jeg øje på alt det, der trænger til at blive gjort rent og ordnet, og jeg får lyst til at kaste sig over det med en samtidig erkendelse af, at der ikke rigtig er tid til det, og det kan man så stresse lidt over. Samtidig med at jeg er tung i hovedet, fordi jeg har sovet helt til kl. 9.15. Og derefter hører mig selv lyde som mine forældre, der mente, at man skulle tidligt op og få noget ud af dagen, og jeg må så sluge den kamel og erkende, at jeg er blevet så gammel, at jeg ikke kan sove længe uden at få det dårligt af det.

Når ferien rammer, igangsættes de sædvanlige mekanismer og der udspiller sig altid de samme givende samtaler:

”Jeg keder mig. Må jeg få en is? Hvad skal jeg lave? Må jeg få sådan én? Hvorfor må jeg ikke få sådan én? HVORFOR MÅ JEG ALDRIG FÅ NOGET!? Hvad skal jeg lave? Jeg keder mig. Jeg er sulten. Hvorfor må jeg ikke få sådan én? Hvad skal jeg lave?”

Og med 20 sekunders intervaller kan man være sikker på, at der lyder et ”MOOAAAAAAR!” gennem huset, fordi man skal svare på noget eller hente noget, som ungen ikke selv gider at rejse sig efter eller for at høre, at der er én, der keder sig eller én der driller. Og der går ikke særlig lang tid, før man er lige så skide træt af at høre på sig selv, som man er af at høre på sit afkom:

”Skal du sove hele dagen? KOM HER UD OG SIG DET I STEDET FOR AT RÅBE! Ikke lige nu! Jeg er ved at lave noget andet! Hvorfor er her så rodet? Det flyder jo allevegne! Sluk nu den IPad! Nu er der fandeme myrer i bryggerset igen! Det er sundt at kede sig! Nej, du skal ikke have flere is! Da jeg var barn, måtte jeg selv finde på noget at lave! FORDI JEG SIGER DET!”

Og til sidst ender man ude på toilettet, hvor man sidder og glor på Facebook i smug for bare at få to minutters pause, hvor der ikke er nogen, der råber eller kræver at få tilfredsstillet et behov for sukker, underholdning og opvartning, og hvor man alligevel ender med at sidde og skrige desperat gennem nøglehullet, at man altså er på TOILETTET, og at nu må de vente lidt.  Og  man føler sig som en elendig mor, for hvor svært kan det lige være at holde ferie? Samtidig med at man misunder sin mand en lille smule, at han er på arbejde og først starter ferien, når de har færdigkedet sig og når man selv er færdig med at være så skide irriterende at høre på. Det plejer at tage en uges tid.

I morgen skal ungerne op til bedsteforældrene og vi tager på Roskildefestival. Når vi kommer hjem, skinner solen, jordbærrene er modne og freden indfinder sig. Halleluja! Der er 45 dage til skolestart.

Like, del og følg jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Søndagstop 5 over ting, jeg ikke kommer til at savne ved mit arbejdsliv

Jeg har haft sidste arbejdsdag på min arbejdsplads gennem 13 år. Jeg overvejede at skrive en top 5 over, hvad jeg kommer til at savne ved lærerlivet, men kunne kun komme på én ting: Mine kollegaer. Det er åbenbart en top 5, som jeg ikke har groet nok jahat til at skrive.

Til gengæld er det med stort møje og besvær lykkedes mig at koge 18 punkter ned til fem, omhandlende hvad jeg  absolut ikke kommer til at savne ved lærergerningen.

Jeg vil ikke savne:

  1. at få spiselige gaver, som børn har rørt ved. (Har efterhånden veludviklede strategier for, hvordan man siger tak OG lynhurtigt får kylet det ubemærket i en skraldespand)
  2. uendelige fællesmøder, hvor jeg får fortalt via PowerPoint, hvad der står i det dokument, der blev sendt til mig dagen før
  3. innovative buzzwords om ting opfundet i DJØF-land, som jeg af uvisse grunde burde implementere i min praksis
  4. at skulle forholde mig til, nogen har slået nogen andre, fordi at nogen har sagt noget til nogen, fordi den anden har sagt noget til den første nogen, fordi han sagde, at…
  5. at reflekstilføje ”ej” hver gang nogen siger ”nej, jeg har”

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

 

Er jeg så voksen nu? #2

Snif, snif… Hvad er det jeg kan lugte? Er det popcorn? Er det frihed? Det tror jeg vist, at det er.

Har overstået min sidste undervisningsdag, har ryddet mit skrivebord, tømt skabet og givet farvelkage. Tilbage er bare en idrætsdag, afslutning og en fest, så er det slut med lærergerningen i denne omgang.

Og hvor bittert er det så ikke lige, at jeg først i går, da jeg læste bekræftelsen på min opsigelse, fandt ud af at jeg faktisk er OVERLÆRER?! What? Jeg nåede slet ikke at bruge titlen. Tænk, hvilke muligheder det kunne have åbnet op for… Vi taler autoritet. Noblesse. Ophøjethed. MAGT! Respekt. Men det er for sent nu.

Måske er der noget om, at en opsigelse åbner op for noget nyt. Hvad bliver det næste? Kan ikke vente. Det bliver så stort, det her.