Jagten på jahatten.

Der er stadig langt mellem snapsene og brogsene. Men det er bare fordi, jeg lige kom ind i det der vacuum-noget. Hvor der sker ingenting. Luften er suget ud af øjeblikket. Som om nogen har trykket på den store pauseknap og frosset billedet fast i det der kiksede sekund, hvor man står med åben mund og hverken blinker eller lader være. Betwixt and between.

Så jeg venter på, at det går over, her i min selvvalgte arbejdspause på tredje måned. Lige nu har jeg kastet en masse bolde op i luften. Store og små ting, som er afgørende for både mig og min familie. -For hvorfor nøjes med at sige sit job op, når man også kan rokke ved en masse andet grundlæggende i sit liv? Ting som andre lige nu skal afgøre, inden jeg kan gøre mere. Og som jeg ikke aner, hvad ender med.

Så jeg venter. Står og glaner opad og venter på at boldene kommer retur, helst afleveret i et blidt underhåndskast og ikke tyret lige i boldøjet på mig.

Men de kommer vel retur på et eller andet tidspunkt, så pauseknappen kan slippes, og der kan prikkes hul på vakuumet. For spændende er det. Og ulideligt. Og positivt. Og irriterende. Og opløftende. Og nedslående. Og for meget. Og ikke nok. Arrgghhh…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Så er alt tilbage ved det gamle. Jeg har nydt de sidste par måneder i frihed og har som sagt været noget så usædvanligt som glad. Jeg skyndte mig at nyde det, for jeg ved, at afslappet glæde, ubekymrethed og nydelse ikke er grundfølelser, som varer ved særlig længe i mit liv og det fik, som forventet, en brat ende.

Der er dukket nogle uforudsete hændelser op, som tvang mig direkte ind på jobindex.dk til en solid gang panisk job-scrollen. Og direkte tilbage til det evindelig spørgsmål: Hvad vil jeg være, når jeg bliver stor?

Jeg scroller som besat, trykker på stjerneikoner og gemmer annoncer og bliver momentvis desperat over, at der er så lidt at søge, hvis man ikke lige vil arbejde med det, man er uddannet til.

Jeg træder vande i stillingsbetegnelser på engelsk, der ofte rummer mere end otte ord, og jeg må erkende, at jeg ikke ved, hvad halvdelen af betegnelserne står for. Jeg tænker, at det er den slags jobs, der ryger til mellemledertyper med psykopattræk, Anders Fogh-skægstubbe, blå skjorte og en forkærlighed for ordet ”qua”.

Og hvad fanden er en Scrum Master?  Jeg får sådan nogle dirty Harry Potter-dominans-associationer…

Så er der de stillinger, der lyder af mere, end de er. Man kan for eksempel blive Yousee-”ambassadør”. Wow. Det er et flot ord for at sælge tele-produkter og er måske lige i overkanten, men bevares. Jeg springer over. Eller Front Desk Officer, som viste sig at være en billetsælger. Eller Front Row Consultant,  som var ham, der skulle viderestille telefonopkald. Eller Meeting and Event Consultant, der var en god, gammeldags piccoline.

Det er ikke kun stillingsbetegnelserne, jeg får galt i halsen. Jeg får også tør hoste, når der efterlyses egenskaber som ”robusthed”. Så skal man åbenbart være lavet af et helt særligt, robust stof for ikke at flække over på midten og bryde hulkende sammen i todelt fosterstilling i løbet af arbejdsdagen. Da er det, jeg får den tanke, at der må være noget galt med enten jobbet eller ledelsen, eller også sidder der en ”innovations”-ivrig, fucked up djøf’er et sted i systemet, der trænger til at få ”internaliseret” sit Lean-projekt godt og grundigt af en lædermaskeklædt Scrum Master. – Bare en tanke. Ordet får mig i hvert fald altid til at springe ufortrødent videre til  næste annonce,  uanset hvor interessant jobbet så end var.

Generelt minder alle jobannoncerne mig bare om alt det, jeg åbenbart ikke kan, og jeg kan momentvis blive så desperat, at jeg overvejer at blive togkontrollør eller organdonor.

Det er dog lykkedes at finde et par stillinger, som det faktisk giver mening at søge. Og når jeg så endelig har sendt ansøgningen af sted, sidder jeg efter 45 sekunder og nidstirrer mailboks-ikonet og venter på svar. For modtagerne burde jo være fløjet op af stolen i et gedigent begejstringsbrøl i det øjeblik, de kastede sig over min ansøgning og burde med det samme invitere på samtalekaffe og kage.

For at være på den sikre side, så må I gerne blive ved at komme med forslag til fremtidige jobmuligheder. 😊 Please…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Allerede da jeg fik bekræftet bookingen, blev jeg betænkelig.

Måske var jeg fordomsfuld. Måske fik jeg bare de forkerte associationer. Men 1½ times halvafklædt behandling af en, der hedder Princess P, lød altså lidt lummert i mine ører.

Jeg beroligede mig selv med, at det var et velrenommeret spasted og sagde til mig selv, at Princess P hverken var drag eller offentligt fruentimmer. Men på den anden side, hvis hun/han gjorde arbejdet ordentligt, var det vel underordnet. Og jeg var fast besluttet på at gennemføre næste jahatmission.

Jeg var som sagt lidt betænkelig, da jeg tog hjemmefra. Jeg kan nemlig godt blive lidt anspændt på steder, jeg ikke kender, hvis der hersker tvivl om, hvorvidt man skal have tøj på eller ej. Det er så nederen at gå ind i et rum uden tøj på, hvis det ikke er meningen.

Og så kan jeg blive lidt udfordret på afslapningen, hvis de spiller hval-sang eller panfløjtemusak. Jeg ved, at de mener det godt, men det giver mig som regel bare lyst til at tæve en uskyldig kaskelothval med den første og bedste Inka-efterkommer.  Eller omvendt. Og jeg gætter på, at det ikke er meningen.

Vandfaldslyde gør det heller ikke for mig. Efter 10 minutter kan jeg ikke tænke på andet, end hvornår jeg skal tisse. Og kan man sætte sessionen på pause og stavre sit olieindsmurte korpus ud på toilettet, uden af glide af brættet? Eller går man glip af massage for 400 kr., ved at bruge tid på at lade sit lydfremkaldte vand?

Og så er der det med, at en vildtfremmed person skal gnubbe på mig i lang tid ad gangen. Jeg har det med at blive lige lovlig selvbevidst omkring tingenes triste tilstand, når jeg skal studeres så indgående. Lidt den samme følelse, som når huset vises frem for en ejendomsmægler: Man bliver alt for opmærksom på edderkoppespindene i hjørnerne, ridserne og bulerne i tapetet. Hvis du fanger metaforen. Wink-wink…  Og ugen op til besøget gik da også med at udbedre de værste sætningsskader og helligdage.

Men det lykkedes mig at møde fordomsfri op til 1½ times massage og ansigtsbehandling plus en time i Vandtemplet forinden. Jeg fik der en grundig instruktion og havde på forhånd fravalgt det med at blive slået med bambusrør, det med urtebolde og at få Buddhas olie hældt i mit tredje øje. Der er trods alt grænser for mit åbne sind.

Og så var det lige inden, at det skete: Jeg var SÅ tæt på at få jahat på.

Jeg plejer at have svært ved at slukke de kværnende tanker, når jeg får massage: ”Hvor lang tid er der egentlig gået?”, ”For din egen skyld, tryk ikke på maven ”,”Kan hun virkelig lide sit job, eller hader hun at stå og gnubbe på mig?”, ”Slap nu af. Sluk tankerne”, ”Hvorfor er det så svært at slukke tankerne?”, ”Hvor lang tid er der mon igen?”, “Når jeg at slappe af, inden det er slut?”, “Bruger hun al tiden, eller snyder hun mig for fem minutter?”, “Hvorfor slapper du ikke af?”.

Det var ikke problemet her. Da søde, dygtige Princess P overtog mig (lettere rosinrynket) efter turen i vandtemplet, følte jeg mig efter fem minutter som en baby til babymassage.

Jeg tænkte meget få tanker, da jeg lå med hovedet i brikshullet. En af dem var: “Gad vide, om der før er nogen, der har savlet ned på hendes klipklapper?”.

En anden tanke var, om hun kunne adopteres eller lempes ind i en alternativ au pair-ordning.

Og jeg elskede, når hun hviskede mit navn og hviskende spurgte: “Is it too hard?”. Hvortil jeg kunne svare, som en skæv, salig Homer Simpson: “Noooo. I lååårv you”

Der var hverken kaskelotter eller Inka-efterkommere. Kun en dæmpet musik som jeg ikke lagde mærke til, før 45 minutter inde i seancen, hvor jeg kortvarigt spekulerede på, hvad for en person, der komponerede den slags musik. Det lod jeg hurtigt være med.

Efter tre timer stavrede jeg ud med spirende born again-jahat og lovede mig selv at vinde i Eurojackpot, så jeg kan gøre det hver uge.

Og blev mødt af styrtregn og stiv kuling, der fik hatten til at krympe lidt igen. Så nu pønser jeg på næste mission. Forslag modtages gerne.

Come back soon!

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Jeg bør nok tage mig lidt bedre af min brog, min lille forsømte unge i reden, der med jævne mellemrum skræpper op og giver mig dårlig samvittighed.

Jeg har tilbragt nogle intense uger i min skriveboble, hvor ordene er fosset ud og hvor dramaturgien har bugtet sig som en magelig slange, indtil den til sidst fandt sit leje og pludselig slangede sig, som den skulle.

Og så en dag var slutscenen skrevet, og jeg sad der og gloede på cursorens blinken og følte en lille, ubehagelig tomhed komme snigende. Færdiggørelsen af mit skriveprojekt har været det, jeg dagligt har dyppet mig ned i gennem tre hurtigtløbende uger, hvor jeg har distanceret mig fra den store verden og ligeså langsomt har presset stressens ørehylen og brysttrykken på afstand.

Nu sidder jeg her og ruger på mit nylagte æg, der lige mangler at blive helt færdigudviklet, og tænker, at jeg snart bliver nødt til at lette min hønserøv fra reden og lade nogen læse det. – Selvom det er lidt grænseoverskridende.

Og værre endnu: Når min tekst flyver fra reden, må jeg se, om jeg kan finde ud af at lægge et nyt æg. -Eller måske tage mig lidt af min forsømte brog-unge.

Lige nu føler jeg mig bare mærkeligt ud-skrevet. Eller af-skrevet. Eller noget… I’ll be back! 🙂

#verdensmestpriviligeredemenneske

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Jeg ved godt, at der er problemer med Loyal to Familia og bander i København.
Men her i Værløse har vi nu også vores at deale med. Vi har fx tilbudstorsdag i Irma, og det grå guld er afgjort ikke til at spøge med. Det er måske ikke hashmarkedet, de slås om, men når den pensionerede sagfører med kone battler med ditto ingeniør om den nedsatte Irmakaffe, kan man se på deres blik, at det ikke er for amatører, og at man bør få sine kære i sikkerhed.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er tryg ved at sende mine børn ned at hente en omgang Bastogne-kiks. Hvem ved, hvornår de bliver pløjet ned af en Amarone-jagende, grånende hk’er med toppet indkøbsvogn? Og så er det, at jeg tænker: Hvor tit behøver Irma at fejre fødselsdag? Hvor er politikerne henne i den sag? Og er jeg den eneste her, der tør råbe vagt i gevær?

Jeg fandt som sagt ikke en passende jahat på modemessen. Til gengæld faldt jeg over IKEA-kataloget, og det var nærmest en åbenbaring!

Der så folk eddersparkemig jahatsagtige ud; man fristes næsten til at kalde det en lykkeopslagsbog.

Det så lækkert ud. Tænk, at man kan have plads til at holde selskab med brætspil og fælles madlavning for SÅ mange politisk korrekte/ homoseksuelle/ etniske/ adopterende/ kreativ klasse-venner (og deres bedsteforældre) på 43 kvadratmeter med samtalekøkken og bløde stole. – Uden at det ser spor rodet ud. Jeg ville være med!

Så målet for min næste Barbapapa-mission lå lige til højrebenet: Jeg skulle i IKEA og have mig en jahat!

Allerede ved indgangen følte jeg det første lille lykkesus. Både fordi det var lykkedes mig at parkere i den 90 cm brede parkeringsbås, og fordi der lugtede af kanelsnegle, sådan rigtig hjemligt og hyggeligt. Men der gik ikke lang tid, før min jahatsberøvede kynikerhjerne tog over og vedtog, at det nok bare var en kemisk duftblanding, der blev blæst ud i svingdøren, for at manipulere mig til at føle ovennævnte følelse.

Men det skulle ikke slå mig ud. Nu skulle der higes og søges igennem samtlige afdelinger af potentiel hjemlig lykke.

Næste lykkesus ramte mig i babyafdelingen. (I know! Det er jo den sidste afdeling, hvis man følger pilene på gulvet. I’m a REBEL!) Jeg blev fandeme helt høj ved tanken om, at jeg aldrig skal købe noget i den afdeling igen. Jeg elsker mine børn, men jeg ELSKER, at de er blevet store. Jeg fik samtidig et kortvarigt flashback til hektiske ture i Babysam aka Helvedes Forgård, men jeg har heldigvis udviklet teknikker til at mane den slags minder i jorden igen. Så jeg kunne valse gennem afdelingen med et smil på læben og være uendeligt ubekymret om kvælningsfarer og ftalater.

Fordelen ved at gå imod pileretningen er, at man kan se ansigtsudtrykkene på dem, man passerer. Og det blev tydeligt, at IKEA er en mandeplagende kvindeverden. Der MÅ simpelthen være lavet antropologiske feltstudier af kønsroller, kropssprog, familiestrukturer og IKEA-ritualer. -Hvis ikke, vil jeg tilbage på uni og kaste mig over det!

Det var virkelig interessant. Der var visse træk, der gik igen ved alle de mennesker, jeg passerede.

Mændene havde det samme ludende kropssprog som ham den nyuddannede ingeniør med Fjällräven: Armene hængende passivt ned langs siden og næsen pegende mod gulvet, mens de sjokkede efter deres livs kærlighed med tankerne et andet sted.

Og så den pludselige ændring når den redebyggende mage vendte sig mod ingeniøren og kvidrende spurgte ind til, om det skulle være den gammelrosa eller petroleumsblå: et hurtigt ryk, op med hovedet, den klassiske “jajegERvågen”-bevægelse og et febrilsk udtryk i øjnene, der afslørede, at den stakkels mand hverken var klar over, hvad petroleumsblå var, eller at han havde behov for genstanden. Blandet med en let angst over ikke at kende svaret. Og så det tomme blik i øjnene, der afslørede, at det ikke ville rykke en millimeter ved hans lykkekurve, ligegyldigt hvilken farve der blev valgt. Men han var klog nok til at svare og virke engageret.

Kvindernes kropssprog havde også fællestræk: som små redebyggende kollibrier, mange med meget store maver; summende og kvidrende rundt med et årvågent, planlæggende blik i øjnene og hoveder, der bevægede sig søgende rundt i små ryk, som om de ledte efter insekter til afkommet.

Sprogligt var det også interessant at observere det homogene ordvalg. Igen og igen hørtes sætningsindlederen (i futurum/ pluralis): “Vi kunne også…”, ledsaget af ivrigt strittende pegefingre. Dette “vi” -også kendt som “det ægteskabelige vi“- kan som bekendt oversættes til kvindesprog og betyder: “Jeg har en plan. Du skal udføre den”.

Da jeg havde kæmpet mig mod strømmen af maver, hængemuler og indkøbsvogne, nåede jeg frem til køkkenafdelingen og kunne sende medlidende blikke til alle de stakler, der stod i kø for at få hjælp til at indrette drømmesamtalekøkkenet.

Jeg overvejede et kort sekund at fortælle den svedende folkemængde, at drømmen om det selvbyggede samtalekøkken højst sandsynligt ville koste 40% af dem deres parforhold, men det ville jo ikke være rigtig jahatsagtigt. Så jeg hastede svævende videre, lykkelig for, at jeg har valgt mit sidste IKEA-selvbyggerkøkken. Og at mit ægteskab overlevede det.

Jeg fandt faktisk ikke noget, jeg havde brug for. På en måde var det skuffende, at jeg ikke følte trang til at købe noget, ikke engang köttbullarna, men samtidig ganske rart ikke at mangle noget. (Jeg kom selvfølgelig hjem med en blå pose fyldt til randen).

Jeg fandt heller ikke jahatten på hylderne i Ikea. Men jeg fik faktisk en lille smule jahat på i erkendelsen af, at jeg er på vej ud af IKEA-fasen. Så forslag til jahatsmission #3 modtages gerne!

∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼∼

PS: Undskyld, husbond! Jeg lover at tage med på den store tur gennem Biltema helt uden at brokke mig. Jeg lover at virke engageret, når du peger på hydrauliske anordninger, skruedimser og ting, jeg ikke ved, hvad er. Jeg skylder big time.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

 

Jeg beklager igen at måtte meddele, at min brog møder lidt modstand i disse dage.

Jeg har ikke ramt Gollumtilstanden, som frygtet. Der er derimod sket det uvante, at jeg i løbet af den sidste uge, hvor jeg er trådt ind i et nyt liv uden lønnet arbejde, har oplevet følelsen af glæde.

Jeg kan, hånden på hjertet, ikke huske, hvornår jeg sidst mærkede glæden sætte sig i kinderne og maven på den måde. Og det er i sig selv tankevækkende og lidt skræmmende, at det er så længe siden. Vi taler om år…

Jeg er ganske enkelt stadig høj på følelsen af frihed. Høj på at kunne bestemme selv og vælge om jeg vil tage ud i byen, dyrke motion (say what!?), tage ned og glo ud over Furesøen, lave ingenting eller noget helt femte.

Det, der topper det, er den helt nye følelse af at kunne koncentrere sig og fordybe sig, uden at skulle kommunikere med en masse mennesker på én gang .

Og at mærke, at mundheldet om, at når man lukker en dør, så åbner en ny, holder vand. Jeg kan lige så stille mærke døre åbne sig i hjernen, muligheder der åbner sig, tankemønstre der ændrer sig og en nærmest teenageagtig følelse af, at verden står åben.

Samtidig kan det undre mig, at det var så svært at tage springet. Men man ved, hvad man har, og man har nok en tendens til at klynge sig til det kendte. Men nu har jeg givet mig selv lov.

Så… for at vende tilbage til indledningen: denne slags mavefæstede glæde står jo i vejen for broggeriet, og jeg kan mærke, at broggen er blevet mit forsømte barn. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er faldet i en anden slags skriveri. Jeg er havnet i en mærkelig proces, hvor ordene løber ud af fingrene på mig. Personer, som jeg aldrig har mødt, vokser lyslevende frem på steder, jeg aldrig har set før, og hovedpersonen gør pludselig noget, jeg ikke anede, at man kunne gøre. Det bliver man også lidt høj af.

Men i morges vidste jeg, at der stadig er liv i jahatsjagten. Jeg vågnede til en samtale mellem Mindstebarnet og min bedre halvdel, og jeg kunne have SVORET, at jeg hørte, at han NÆSTEN lovede, at hun måtte få en slange.

På en måde var jeg lettet over at konstatere, at projektet ikke er fuldbragt, at jeg ikke har fået permanent positiv hovedbeklædning endnu. På den anden side, så var ”det er mig eller slangen”-fantasien ikke den bedste måde at starte dagen på.

Så jeg har en ny jahatsmission klar. Jeg skal derud, hvor man finder det, som skaber rammen om lykken. Kan jahatten købes et sted, så er det der. I ved godt, hvor det er…

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Sommerferien er slut. Efter syv (!) uger hjemme, er ungerne sendt af sted. De syv uger blev især brugt på at træne behovsudsættelse, og jeg er faktisk blevet helt god til det.

I dag startede mit nye liv. Jeg er helt høj over, hvor priviligeret jeg er. Jeg skal fokusere på mig selv, skrive, være glad og gøre det, jeg har lyst til. Og finde ud af, hvad jeg vil.

Første arbejdsdag er forløbet med et smil som en flækket træsko siddende permanent på tværs af mit fjæs. Jeg kom tidligt op, fik Mindstebarnet afleveret på en tjekket måde i første klasse, og så har jeg ellers været produktiv og genoptaget mit bogprojekt uden at gå i baglås og få skriveblokering. Næsten for godt til at være sandt. Og jeg har kun været afbrudt af frokosten på terrassen. Og kaffepausen. Og smilepausen.

Ellers har jeg indledt ugen med de sædvanlige nyt(arbejds)årsforsætter. Jeg har planlagt og struktureret, købt mapper, organiseret, sat labels på og været fuld af gode intentioner. Og om en uge er systemet reduceret til to sammenglidende bunker: “måske vigtigt” og “jeg forholder mig til det næste år”. Alt ved det gamle.

Jeg overvejer også at skrive et brev til ungernes nye lærere om, at “jeg jo selv er lærer”, og at jeg har sagt op for at have tid til at følge bedre med i mine børns skoleliv. Bare for at få dem op på dupperne…

De kommende måneder kommer til at forløbe således, at jeg står tidligt op og sender mine harmoniske børn i skole med sund morgenmad i maven. Så skal jeg ud at løbe, træne mavemuskler, meditere og fra klokken 9.00-15.00 skal jeg skrive/ være produktiv og ellers bare svæve let rundt 1½ cm over gulvet i et lyst, rent og ryddeligt hus.

Det var tanken. 😉 Eller var det den tyske chokoladereklame, jeg fik flettet ind?

Eller ender det med, at familien kommer hjem, to uger inde i det sociale eksperiment, og finder mig liggende i fosterstilling under spisebordet , stadig i nattøj og med fedtet hår, i en blanding af krummer fra gårsdagens købepizza og kattens hårboller, lettere gennemsigtig, i gang med at æde en rå fisk, sådan lidt Gollum-style, mens jeg klamrer mig hvæsende til telefonen, hvor jeg ser den sjove pittbull køre på skateboard for 11. gang?

Det bliver faktisk rigtig spændende at finde ud af! Men i dag føles det godt.

Rigtig god vind til alle jer, der starter i dag.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Jeg tager nu min jagt på jahatten et skridt videre og tyer til litteraturen for at finde inspiration. Med udgangspunkt i et litterært værk, der har været med til at forme mig, Barbapapas rejse, skal jeg på mission.

Det er tale om klassikeren, hvor Barbapapa leder efter en Barbamama og det, der mangler, for at han kan blive en glad Barbapapa. Han rejser til nær og fjern, fra jorden til rummet, fra New York til Indien, fra byen til landet.

Jeg leder også. De mærkeligste steder. I går havnede jeg så på modemesse i Bellacenteret. Det er absolut ikke et sted, jeg plejer at komme, men man ved jo aldrig, og modeindustrien har det med at frembringe de mest vanvittige ting, så hvorfor ikke kigge efter en jahat i vinterkollektionen? Måske er det ligefrem den vej, jeg skal gå?

Jeg ved intet om mode. Mit primære moderåd går ud på, at hvis du beholder dit tøj længe nok, så kommer det på mode igen. Jeg bruger ingen penge på tøj, synes det er belastende at skulle købe nyt og er nok mest af alt ligeglad. Og nærig. Så en ny, fremmed verden stod åben for mig!

Jeg fulgtes med min dygtige, professionelle veninde, der havde helt styr på at tale med forhandlere og skaffe sig aftaler. Jeg sjoskede med og holdt udkig efter eventuelle jahatte på standene. Og gjorde mig hurtigt nogle messe-erfaringer:

1: Der er gratis mad og drikke på de fleste stande

2: Der er goodie bags på nogle af standene

3: Jeg skal have oparbejdet en sundere kulør, have strøget tøjet og dullet håret lidt op

4: Mode er et vidt begreb, men åbenbart noget, som folk på messer bliver enige om, er smart

5: Det er smart med fake fur-klipklapper og pink læder

Jeg valgte at fokusere på punkt 1 og 2, da jeg ikke kan forholdet mig til punkt 3 , 4 og 5. Og det gik fint.

Jeg erfarede også, at agenter og sælgere scanner folk med et kyndigt elevatorblik og lynhurtigt finder ud af, hvem de skal henvende sig til ud fra folks fysiske fremtræden.

På den måde kunne jeg gå fred, og jeg holdt mig i baggrunden og lod som om, jeg lyttede engageret og vidende til forhandlingerne.

Jeg blev kun tiltalt direkte en gang. Det var, da jeg lige havde bidt hul i den store slikkepind med stærkt pulver i, som jeg havde nappet på nabostanden, og jeg går ud fra, at manden nok tænkte, at jeg var min venindes udviklingshæmmede medhjælper, da jeg ikke rigtig kunne sige andet end lyde, hvis jeg ville undgå at savle. Tegnsprog var heller ikke muligt på grund af den store pose med goodies. Det var en fin nok strategi og efter et hurtigt elevatorblik og medlidende smil, vendte han sig da også til en mere egnet person.

Ellers gik det meget godt. Jeg fik spist uanede mængder chokolade og samlet en masse nøgleringe og skohorn, som jeg ikke ved, hvad jeg skal bruge til.

Jeg fandt ingen jahatte. Modeindustrien er åbenbart ikke nået helt derud endnu. Jeg planlægger ny mission.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.

Sommer er min yndlingsårstid og jeg venter på den hele året. Det er der, man med et trylleslag bliver lykkelig. Mærker skuldrene sænke sig, bevægelserne blive langsomme, huden brun og alt er godt.  Sol. Afslapning. Hygge på den stylede terrasse med dug, lanterner, bløde hynder og krydderurter i krukkerne. Vi skal være SAMMEN. Hygge. Opleve. Alt bliver godt, når det er sommer.

Det lægger faktisk et vist pres på en.

For på den ene side tænker man ikke over, at det er lykkeårstid, når den endelig er indtruffet. Det bliver lynhurtigt hverdag og man glemmer at være überlykkelig hele tiden.

På den anden side bliver man så bange for, at sommeren er for hurtigt overstået, at man glemmer at udnytte den til fulde. Man stresser lidt over, at den nok snart slutter.

Presset sætter ind allerede ved Sankt Hans. Jeg overraskes hvert år: sommeren er ikke engang startet, og så peaker den samtidig, og derfra bliver dagene bare kortere og aftenerne mørkere. Tiden løber. De to ugers rejse bliver alt for hurtigt fortid, og man får nedtur over at komme hjem. Eller man får nedtur over IKKE at komme på ferie, og man må nøjes med at se andres Facebookbilleder. Og det er altså en besk oplevelse.

(Undskyld for alle de gange jeg har postet idylliske feriebilleder. SORRY! Jeg er klogere nu).

Hvis det er godt vejr, stiller det krav om at udnytte det, og så kan man ikke tillade sig at være indendørs. Man må ikke spilde det! Der er så meget man bør gøre i solskin, og det er absolut ikke ok at ligge foran fjernsynet. Med mindre der er Tour de France. Men det er så kedeligt, at det indebærer en straf i sig selv, og så kan man jo købe aflad på den måde og med god samvittighed ligge på sofaen og ærgres over solens irriterende genskin i tv-skærmen.

Hvis det IKKE er godt vejr, er der åbenbart intet, der er muligt, man kan ikke komme ud og lave noget som helst, og så er det også galt.

Måske skal efteråret være min nye yndlingsårstid. Der forventes ikke så meget. Det er noget med at være indendørs under et tæppe uden lykkekrav. Hverdagen kører, man skal ikke finde på dagsprogram hver dag. Så skal man bare kigge tilbage på de gode minder, man knoklede rundt for at skabe i sommermånederne. Der kan jeg være med. Måske man bare bliver lykkelig uden at opdage det. Gudskelov er efteråret indtruffet i juni måned i år, så der er ro på.

Og jeg er blevet så gammel, at jeg i denne historisk våde sommer faktisk værdsætter, at jeg har brugt pengene på drønfrække ting som omfangsdræn og en faskine i græsplænen i stedet for en tur til Italien.

Og bedst af alt: i morgen starter mine tidligere kollegaer på arbejde. Det gør jeg ikke. Måske burde jeg sætte mit vækkeur til kl. 6, bare for at værdsætte det faktum inden jeg sover videre og drømmer om jahat, kastaniedyr og varm kakao.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebook, Instagram og Bloglovin’.