Jeg har det ok med dyr. Det er jeg nødt til at have, når jeg har giftet mig med en mand, der synes, at børn skal have lov til at have kæledyr af alle slags. Jeg er noget så positiv og tror på, at det er godt at have dyr, og at det kan styrke børns sociale kompetencer og relationer mellem mennesker.
Og man bliver jo glad for de små kræ. (Ok, jeg blev aldrig glad for slangerne og øglernes foderdyr). I hvert fald bliver man glad for de dyr, der kan andet end at dræbe og æde.
Man bliver i nogle tilfælde så glad for kræene, at man udvikler sig til at være en lille smule idiot. For eksempel når man begynder at hilse på katten, når man kommer hjem og at tale til dyr generelt. Og man begynder at tolke hvad de ”siger” og at give dem sprog. For eksempel når katten mjaver højt ad os efter en ferie og man tolker det som: ”Iiihh, hør hvor den har SAVNET os”. Hvad er det for noget vrøvl? Den kunne ligeså godt sige: ”Fis af igen, mennesker, der var endelig ro og fred”. Højst sandsynligt betyder det bare: ”Mad”.
Men jeg har aftalt med katten, at den ikke kalder mig mor. Det ville sgu være for underligt. Jeg er en, der fodrer den og klapper den, hvis den beder om det. Måske. For den skal ikke tro, at den kan bestemme over mig og lære mig at adlyde irriterende lyde.
Jeg har også lært, at nøglen til et godt naboskab er at lære navnet på naboens hund (og hundens yndlingsbamse) at kende og at henvende mig direkte til dyret med navns nævnelse, når vi mødes på vejen. Så er isen brudt! Naboerne tænker sikkert det samme om os: ”Hils på ungen og nævn bamsen, så er de glade”.
Jeg elsker hunde. Så længe jeg selv slipper for at have en. Jeg elsker hunde, bortset fra dem, der kommer trækkende med en ejer, der allerede på lang afstand råber, at ”den bare er glad for børn!”. Hvad rager det mig, hvad den er glad for? Mit barn er tydeligvis ikke glad for hunden, som man måske kan se på hendes flygtende kropssprog.
Og hun er slet ikke glad for den halvnussede adhd-retriever, der kommer rallende imod os, mens den er ved at kvæles i halsbåndet med tungen hængende savlende og kødpølseagtig ud af kæften.
Og hun bliver ikke mere glad af at møde dens rabiesagtige vanvidsblik, hvor man kan se både det røde og hvide i øjenhulerne, fordi halsbåndet strammes, så øjnene er ved at poppe ud.
Og når den så kommer stolpende på bagbenene som en forstyrret dansebjørn, mens ejeren stemmer hælene i jorden, og den er så tæt på at man kan lugte på dens ånde og se på dens tænder, at den lige har ædt en anden hunds lort, så topper idiotejeren det som regel med at smile desperat og forpustet sige, at ”Noller bare vil lege!”.
Også her har jeg gode erfaringer med at henvende mig direkte til dyret. Jeg plejer at fortælle hunden, at vi slet ikke kan lide den, hvorefter jeg beder den om at trække sit idiotmenneske et andet sted hen.
Bortset fra det, så har jeg jahatten på overfor hunde og klapper dem gerne og taler pænt til dem. Så længe de ikke kommer trækkende med deres idiotejere.
Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.