Forleden dag var jeg inviteret til et arrangement hos en veninde. Da jeg ringede på, undrede jeg mig over, at jeg var den eneste, der kom til tiden, og hun åbnede da også døren med et smil og en sød kommentar om, at jeg kom ”allerede i dag”. Straks sprang koldsveden frem på min pande, da jeg indså, at jeg endnu en gang var offer for min kalenderblindhed.
Havde jeg fået en krone for hver gang, jeg er bremset op med hvinende sutsko og har råbt ordet ”fåååårk”, fordi jeg har glemt noget eller har taget fejl af en dato, ville jeg være blandt klodens otte rigeste mennesker. Det er jeg desværre ikke.
Min hullede hukommelse spiller ind i min hverdag på mange måder. F.eks. når jeg er på indkøb. Jeg har efterhånden udviklet gode strategier, bl.a. at lave en liste. Så går jeg gennem supermarkedet og knuger listen, mens jeg memorerer og gentager ordet på det, jeg skal have, indtil jeg finder det. Jeg går f.eks. og messer ordet ”parmesan” inde i hovedet. Desværre sker der af og til det, at ordet bliver erstattet af et andet tilfældigt ord, som mine øjne har strejfet på vejen. Og jeg ender med at stå i frostafdelingen og messe ordet ”homogeniseret” for sig selv, mens jeg nidstirrer en pakke frosne parisertoast og uden at have nogen som helst anelse om, hvad jeg ledte efter. Og så står jeg ligeså stille der, med tumbleweed blæsende gennem hjernen med en stille susen. Når jeg endelig kommer ud af supermarkedet, står jeg lige stille en gang mere. Denne gang for at huske, hvor fanden jeg stillede bilen.
Jeg har glemt utallige lægeaftaler. Men jeg har heldigvis en god undskyldning, da jeg jo skulle have været der pga. hukommelsesproblemer.
Jeg glemmer børnefødselsdage og mine børns skole-hjem-samtaler. Jeg er en skodforælder. Når jeg skal aflevere mine børn om morgenen, har jeg præsteret at køre forbi skolen og først stoppe, når der er en unge på bagsædet, der spørger, om de ikke skal i skole. Eller jeg drejer af det forkerte sted. Men jeg har altid husket at hente børnene. (YES! Point for det!). Dog har jeg flere gange prøvet at hente dem, når de ikke var der, fordi jeg havde glemt, at de ikke var der.
Jeg er en elendig kollega. Jeg glemmer mine opgaver og aftaler eller dobbeltbooker. Navne forsvinder ud i det blå. De fordamper simpelthen. Jeg sætter krydser på hånden. Og glemmer, hvad krydserne betyder. Som resultat af min arbejdsstil går jeg rundt med et mere eller mindre kronisk jaget blik i øjnene og prøver at undgå øjenkontakt med kollegaer, som jeg måske har brændt af.
Og så er der alt det, som jeg er lykkelig uvidende om, at jeg har glemt, fordi jeg har glemt, at jeg har glemt det.
I det hele taget er jeg nødt til at bruge notestrategien til det meste. Gode ideer forsvinder som fint sand mellem fingrene på mig, så det eneste der er tilbage, er et par irriterende tankesandkorn, der bare minder mig om, at der engang var en tanke, som ikke er der mere. Jeg er så sikker på, at jeg ved, hvad jag tænker, men inden jeg talt til ni og en halv, er det væk.
Så undskyld! Det er ikke personligt, at jeg glemmer dig eller kigger på dig med et tomt åndsbolleblik i øjnene, når du minder mig om noget, vi har aftalt. Der er bare gennemtræk.
Men det går i den rigtige retning. Jeg er faktisk begyndt at købe ind uden at have en liste med. Og er blevet bedre til at huske, hvad jeg skal huske at huske. Nu skal jeg bare huske, hvor jeg lagde jahatten.
PS: Jeg kom faktisk på den rigtige dato til min venindes arrangement. Hun var bare en tarvelig ven med en elendig form for humor. 🙂
Husk at følge jagtenpaajahatten.dk på facebook.com/jagtenpaajahatten eller på Bloglovin’.
HAHAHA