Jeg ved godt, at der er problemer med Loyal to Familia og bander i København.
Men her i Værløse har vi nu også vores at deale med. Vi har fx tilbudstorsdag i Irma, og det grå guld er afgjort ikke til at spøge med. Det er måske ikke hashmarkedet, de slås om, men når den pensionerede sagfører med kone battler med ditto ingeniør om den nedsatte Irmakaffe, kan man se på deres blik, at det ikke er for amatører, og at man bør få sine kære i sikkerhed.
Jeg må indrømme, at jeg ikke er tryg ved at sende mine børn ned at hente en omgang Bastogne-kiks. Hvem ved, hvornår de bliver pløjet ned af en Amarone-jagende, grånende hk’er med toppet indkøbsvogn? Og så er det, at jeg tænker: Hvor tit behøver Irma at fejre fødselsdag? Hvor er politikerne henne i den sag? Og er jeg den eneste her, der tør råbe vagt i gevær?