Kassekamp og evige nomader

Det er pissehårdt at flytte. Og fantastisk. I mit tilfælde har det været tæt på at være jahatsudslagsgivende. Intet mindre.

– Da selve flytningen først var overstået, selvfølgelig. “Jeg pakker lige huset ned,” sagde jeg. Vi havde jo smidt det meste af vores indbo ud og boede i et lille hus, levede spartansk; det der simple living,  der så moderne.

Manden fra flyttefirmaet vurderede, at vi skulle bruge 88 kasser. Jeg troede, han var vanvittig. Vi fyldte 90 kasser plus alt det andet og lidt møbler. Og flyttemændende begyndte at virke lidt nervøse, efterhånden som de slæbte ud i lastbilen og måtte til sidst tage en ekstra kassevogn i brug. Og  de stillede undervejs overraskede spørgsmål som: “Er det en gearkasse, det der?” Eller: “Nå, skal den også med?”.

Ja, vi havde fok til det.  Jeg drak kaffe, mens de fik rygskader, og jeg insisterede på, at de kaldte mig Misses. Men i erkendelse af at have vatarme og en mand med dårlig ryg kunne det ikke være anderledes.

En flytning er en magisk oplevelse. Først nedpakningen. Der blev ved at være noget til overs, ligegyldigt hvor meget jeg pakkede ned, på helt Harry Pottersk manér. Hver gang jeg troede, at huset var tomt, dukkede der noget op i en vindueskarm eller i et skab, eller der stod pludselig en ekstra flyttekasse. For det meste mødte man de ting, der ikke hørte hjemme nogen steder, og som ikke boede i kasse med nogen. Heldigvis havde vi huset i en uge, efter vi flyttede og kunne hente mere skrammel i etaper.

Og udpakningen er lige så magisk. Ligegyldig hvor meget man pakker ud, er der hele tiden kasser til overs. Og så pakker man alle de ting ud, som aldrig fik en plads i det gamle hus, vel vidende at de heller aldrig får en plads i det nye, og at de fortsætter deres evige nomadetilværelse, fordi de ikke passer i nogen kategori og egentlig er lidt ubrugelige, men får lov at overleve fordi man måske får brug for dem en dag. -Lidt ligesom mig i forhold til arbejdsmarkedet, hvis du spørger Joakim B. Olsen.

Og huset er et stort Tetrisspil, hvor man konstant rykker rundt på kasser, poser og dimser, for at lade den næste ting få sin plads. Heldigvis har vi fået så meget plads, at vi kunne indrette et kasseværelse. Skide hyggeligt.  Men jeg er ved at få kasserne udraderet!

For at gøre en kort historie lang, så har jeg fået mig et blødt og venligt hus, der krammer mig og aer mig blidt over kinden, når jeg kommer hjem og lukker lys ind af de mange vinduer.

Største- og Mindstebarnet er blevet taget imod med åbne arme af deres nye klassekammerater og trives allerede, og jeg glæder mig over at være flyttet til en by, hvor forældrene, jeg møder på skolen, siger ”godmorgen”, når man møder dem om morgenen. Hvor jeg ikke længere er hende landsbytossen, der siger godmorgen til  alle uden at få svar. Og det er slet ikke så tosset.

Jeg havde også den mindblowing oplevelse at slentre rundt i byen en onsdag formiddag og være omgivet at mennesker. (!) Mennesker, siger jeg dig! Og så var der butikker. Og caféer. Mind…blow…ing! Og så kan man også lige slå et smut ned til Øresund. Det slår Berlingoland med et par længer.

Selv katten er blevet gladere og spankulerer kækt rundt med lodret antennehale og et hav af fugle opfører sig Snehvideagtigt lige for næsen af mig.

Jeg har så pissesvært ved at brogge mig lige nu. Mindblowing. Nu er jeg her. Har en masse, der skal skrives. Og et kasseværelse, der er ved at blive til arbejdsværelse, efter en lang kassekamp.  Så må vi se, hvad næste store skridt bliver.

Førbillede. Under kassekampen
Efterbillede. Umiddelbart efter kassekampen