Omsorg og højtrykspuling på Den Blå Avis

Dba.dk kan mere, end man tror. Jeg har lige solgt en juniorseng. Til prisen. 400 kr. Bum! Det er nemt, man kan tjene lidt og så elsker jeg alle de friske spørgsmål og små udvekslinger, hvor folk spørger om mindsteprisen og så byder langt under. Og jeg elsker at svare på de useriøse skambud:

 


Måske forstår jeg bare ikke gamet. Men jeg får så megen interesse og omsorg fra brugerne på dba.dk, at det er det hele værd. Jeg synes, det er rørende, at så mange skriver en lille interesseret besked, bare for at vide hvordan det går: ”Har du den endnu?”. ”Har du solgt den?” ”Har du stadig…?”.

Mange spørger, men vender aldrig tilbage, når de har fået svar. Ikke så meget som et lille ”ok” eller ”top!” De ville åbenbart bare vide, hvordan det gik. Eller er det meningen, at jeg så skal spørge, om de vil købe den? Jeg troede, det var implicit i annoncen… Jeg har aldrig helt gennemskuet det.

Jeg indrykkede engang en annonce under bortgivesrubrikken. En gratis sofa. Jeg fik i alt 38 spørgsmål. 29 af dem var af typen: ”Har du den endnu?”. Mange spurgte omsorgsfuldt, men ingen hentede den, selvom jeg troligt svarede “ja” hver gang. Efter 14 dage skrev jeg, at jeg havde savet lortet i stykker, og at resterne nu lå og samlede regnvand på terrassen, indtil den skulle på forbrændingen, og at katten forresten havde fået lov at skide i den. Jeg mødte en shitstorm af forargelse, for der var da mange, der godt kunne have brugt sådan en god sofa.

Jeg kunne selvfølgelig bare have slettet annoncen, og det ville nok have været det rigtige at gøre, hvis jeg havde været jahatstypen. Men det gav mig sådan en tilfredsstillelse endelig at kunne informere om, at jeg IKKE havde sofaen længere.  Det manglede da bare.

Og så ved jeg, at hvis jeg bliver for mavesur af jahatsmangel, kan jeg altid kigge på dba.dk efter noget at trøste mig med. Jeg er fx voldsomt interesseret i denne frækkert af en højtryks-puler:

(Jeg har selvfølgelig skrevet og spurgt, om han stadig har den).

Eller jeg kan trøste mig med, at mine 5.klasses elever er bedre til orddeling end folk fra Bramming:

(Med mindre han rent faktisk sælger en grilbusk og en lågecykel. Jeg har her spurgt om foto. Og om han stadig har dem).

Eller jeg kan bare, jahatstyle, ærgre mig over, at jeg ikke kendte til denne guldgrube, da ungerne var små og fulde af lort:

Del og like gerne jahattens side på facebook! 🙂

Om kællinger og biler

 

Sidder og leder efter hotel i Berlin. Med eller uden Frauenparkplatz. Koneparkering er sikkert en god ide, men det giver også næring til en fortælling, der slider voldsomt på min ikke-eksisterende jahat: Den om at kvinder ikke kan køre bil. For det kan vi selvfølgelig godt. Personligt var jeg bare skide bange for det i mange år.

Som barn af 70’erne og 80’erne har jeg set utallige afsnit af OBS. Her kunne man et par gange om ugen se Rådet for Større Færdselsikkerheds små film om de 1000 måder at blive dræbt i trafikken på. De er så dybt indlejret i mig den dag i dag, at jeg altid kan se mindst fem dødbringende scenarier i den aktuelle trafiksituation. – Især når det er min bedre halvdel, der kører.

Så dette, kombineret med en far, der gennem hele min barndom konsekvent omtalte kvindelige bilister som ”kællinger”, gjorde, at det aldrig rigtig lå i kortene, at jeg skulle have kørekort.

Lige indtil jeg flyttede til forstaden. Nu skulle tyren tages ved hornene! Som 37-årig mødte jeg derfor op hos kørelærer Werner. Kørelærer Werner var den flinkeste Jens Jørgen Thorsen-look alike, man kunne tænke sig, bare med lidt større hår og skæg. Han var en rolig, pensioneret folkeskolelærer med en beroligende nasal stemme. Køretimerne gik fint, jeg fik ros, jeg overlevede. Ingen problemer!

Lige til den dag, hvor kørelærer Werner brugte ordet ”generalprøve”. Jeg ved ikke, hvad der skete. Det var som om, at min krop blev besat af en panikangst Thorkild Thyrring. Bare uden toupé og gode køreegenskaber. Af én eller anden grund var det som om, mine fødder kun var i stand til at bruge speeder og kobling. Ikke bremsen. Jeg kastede mig ud i et vanvidsræs gennem down town Hillerød, udelukkende i tredje gear, hvor jeg pløjede magtesløst gennem fodgængerfelter og smågader, så folk måtte springe for livet. Selvfølgelig med koblingen i bund i svingene.

Da turen var færdig, vendte jeg mig forventningsfuldt mod kørelærer Werner og afventede dommen. Kørelærer Werner sad stadig med begge hænder stramt knuget om håndtaget i loftet, let løftede knæ og hovedet lænet mod sideruden, mens hår og skæg fyldte lidt mere, end det plejede. Og med sin nasale stemme bekendtgjorde han roligt: ”Den tror jeg sgu ikke, du ville ha’ bestået, den der…”

Men jeg skulle have det kørekort, nu hvor jeg var endt i forstaden, så jeg mødte op til køreprøve som skælvende nervevrag iført højgravid mave og flagrende øjenvipper. Min strategi var at prøve at mestre den delikate kombination af voksenhed/fornuft/ ansvarlighed tilsat den uimodståelige charme, der skulle få mig over målstregen.

Inden jeg startede bilen, stillede den motorsagkyndige første spørgsmål: ”Hvordan tænder du katastrofeblinket?”. Piece of cake! Det lovede godt, jeg begyndte at tro på det. Bilen blinkede flot.

Andet spørgsmål.: ”Hvilke lygter blinker, når du tænder katastrofeblinket?”. Jeg anede ikke, hvad manden talte om og spillede det sikre kort og svarede selvsikkert, at det gjorde de da alle sammen. Han kiggede tørt på mig og sagde ikke andet end: ”Vi stiger ud igen”. Det var det.

Troede jeg. Han viste mig de blinkende lygter og jeg fik en chance mere. Jeg startede bilen og tog en kort tur gennem Hillerød, mens jeg snakkede non stop, hvilket måske var med til at afkorte turen. Da vi nåede tilbage, fik jeg blot et kort ”tillykke”, hvorefter han forlod bilen, sagde til kørelærer Werner at min vognbetjening var noget lort og gik.  – Bare fordi man i kampens hede skiftede fra 2. til 5. gear. Men jeg skiftede da i det mindste gear. Havde jeg været 18 år, havde jeg aldrig fået lov at bestå. Det var det. Nu kunne jeg køre.

Da kørelærer Werner afleverede mig hjemme efter køreprøven, blev han stille et øjeblik og pegede så på vores bil: ”Skal DU køre DEN der??” Vores almindelige familiebil viste sig at have en V6 motor med 210 galopperende hestekræfter. Men jeg skulle faktisk ikke køre den. Den kørte med mig. Og den kørte sindsygt hurtigt.

Allerede i løbet af første uge fik jeg vovet mig til nærmeste forstadsindkøbscenter. Det var der, jeg lærte, at man ikke skal bakke og dreje skarpt på rattet på én gang, når man skal ud af en smal parkeringsbås. Blækket på kørekortet var knap tørt, før jeg var den stolte skaber af en bule og ejer af en ridse. Og som en anden stupid hoppe i panik gjorde jeg det eneste rigtige: jeg klampede speederen i bund og ræsede ned af centertagets rampe, inden nogen kunne råbe, at jeg var en idiot, alt imens jeg tog min syvårige datter i ed på, at vi ikke behøvede at sige noget til far, når vi kom hjem. Hvilket hun selvfølgelig højlydt gjorde, allerede inden vi kom ind i huset.

Det første år var jeg stadig rystende nervøs og svedte angstens røvsved forud for selv de mindste ture. Jeg havde stadig ikke lært at slippe koblingen i svingene, så det gik stærkt. – Som min 7-årige udtrykte det, da hun hang kørelærer Werner-agtigt i lofthåndtaget: ”Wåååååuuu, mor! Du kører som en jyllænder!”.

Og så kørte jeg så belastende ubeslutsomt og tøvende, at jeg var til fare for mine medtrafikanter. Senere lærte jeg at tolke min fars evindelige ”er det en kælling!?”-bemærkning på min egen måde. En trafikkælling er ikke en, der laver buler eller kører for hurtigt. Det er bare en idiot.

Trafikkællingerne er dem, der kører ubeslutsomt, usikkert og ikke er til at afkode. Trafikkællingerne kan ikke beslutte, om de vil køre ud eller ej, om de vil skifte bane, om de vil overhale og slingrer frem og tilbage, så alle andre ender med at gøre det samme. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville køre som en ”kælling”.

Jeg har efterhånden lært ikke at være (fuldstændig) rædselsslagen, når jeg kører bil. Og jeg har lært at slippe koblingen og køre rimelig pænt. Men jeg er stadig elendig til at parallelparkere, så jeg nupper gerne en Frauenparkplatz.

Note: Kvindeparkeringspladser handler i virkeligheden om, at kvinder skal kunne parkere tæt på udgangen for at minimere risikoen for overfald. Det ville bare få min jahat til at gå i minus, hvis jeg skulle forholde mig til, at det er nødvendigt med specialparkering, fordi mænd føler trang til at overfalde kvinder på mørke steder. 

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Den sløje historie om, hvorfor jeg er lidt tung i det

Jeg var med et trylleslag 100 km hjemmefra. Det var egentlig en helt almindelig onsdag formiddag i slutningen af oktober. Men jeg sad pludselig alene i mine svigerforældres sommerhus og prøvede at forholde mig til, at jeg fra den ene dag til den anden havde mistet mit hjem, og at jeg åbenbart var for syg til at foretage mig noget som helst.

Få timer forinden måtte min supermand tage fri fra arbejde for flyve mig afsted, og så hang jeg ellers der i armene på ham med dinglende kludedukkehoved, uden skyggen af en tanke i hovedet, mens vi fløj nordpå.

Vi forlod et hus, der var fuld af skimmelsvamp pga. skjulte vandskader og håndværkersjusk. Flere år med utallige symptomer for hele familien og ligeså mange lægebesøg gav nu mening.

Da jeg blev hentet ud af huset og læsset af ved sommerhuset som et tungt stykke slagtesvin, var det med tegn på forgiftning, som mindede om virkelig slemme tømmermænd, bare uden minder om en sjov nat. Jeg var faktisk ikke i stand til at stå op. Det værste var, at der var absolut ingen hjerneaktivitet at spore. Sne på skærmen. Jeg kunne ingenting, bare ligge. Ikke sætte to ideer sammen.  Der var ingen handlemuligheder.

Efter et par dage i sommerhus begyndte jeg at få ambitioner.  Mit daglige mål var at vaske en maskine tøj og at hænge det op. Det var mere end rigeligt. Min allerstørste ambition var at få lov at kigge tomt ud i luften.

Efter nogle dage udvidede jeg dagsprogrammet og pressede mig selv til at gå ned til den lokale købmand. Det tog mig cirka lige så lang tid at lave en indkøbsliste, som det tog en 60 graders vask at køre programmet igennem. Verden var mærkelig i de dage. Nogle dage stod verden på skrå, så jeg havde svært ved at rette op og lade være at gå i cirkler, når jeg slæbte mig afsted langs landevejen. Det gik senere op for mig, at jeg ikke havde haft hjernekapacitet nok til at differentiere mellem kontaktlinser med to forskellige styrker, så jeg gik i den uge med samme styrke i begge øjne. Så verden stod på skrå.

Da vi tog hjem til vores kvarter for at fejre halloween, behøvede jeg ikke engang at klæde mig ud. Jeg gik bare rundt som en hjernedød zombie og småsavlede. Mit tomme blik og den usammenhængende tale skræmte livet af de forbipasserende unger. Det var perfekt.

Det er snart seks måneder siden. Jeg arbejder igen. Delvist. (Første dag på arbejde var der vandskade i taget, selvfølgelig lige over mit skrivebord. Why not?) Vi har været genhuset næsten ligeså længe.

Jeg kan ikke huske en skid og sprudler stadig ikke af energi, men jeg har flere og flere dage, hvor jeg ikke er zombie. Og det er da godt. Og vi har lige fået et hjem igen.

Det må være næste skridt på vej mod jahatten. 🙂

 

En win Lose-situation. Om at vinde eller tabe i livets store navneroulette

Ny brog. Jeg har grublet og tænkt, blandt andet over, hvilket navn jeg skulle vælge til skriverierne. Og tænkt over mit navn generelt.

Jeg har aldrig været særlig vild med mit efternavn. Hendriksen. Som i virkeligheden udtales HændraksenmedD. Og som af de fleste bare udtales: Henriksen.

Jeg har altid gerne villet have et andet mere velklingende navn. Engang ønskede jeg det så brændende, at jeg en tidlig morgen på bøsseværtshus aftalte med min gode ven, at vi skulle proformagiftes, så jeg kunne få hans efternavn. Ideen gik dog lidt i sig selv op ad dagen og det var måske heldigt nok. For jeg blev jo gift på den rigtige måde nogle år senere. Med hr. Lose.

Kunne du så ikke bare hedde Lose, tænker man selvfølgelig.

Men Hendriksennavnet er i dette tilfælde lidt som et par gamle, grimme bukser: Man kan vælge at smide det ud, men hvis alternativet er at gå i bar røv, så lærer man at leve med det. Især hvis man hedder Lise til fornavn. Lise Lose holder ikke.

Eksempel: Når man sidder i venteværelset hos lægen og navnet bliver kaldt, rykker folk sig uvilkårligt lidt væk og kalder deres børn til sig. De tror, det er diagnosen, sekretæren råber, ikke navnet. Og det kan jo faktisk godt lyde som en omgang kødædende svamp i tåneglene eller en slem tarmlidelse. Og det slår aldrig fejl, at sekretærer kun nævner mit sidste efternavn, når det skal kaldes ud i en forsamling, og at de altid lige kigger en ekstra gang på papiret, op og ned, med say what-blikket på. Og så kommer den sædvanlige mumlende sang fra mig: ”Nå ja, jeg bruger ikke rigtig Lose, det er bare fordi at….”

Jeg hedder altså Lise Hendriksen Lose. Jeg tog Lose-navnet nogle år efter brylluppet, da jeg tænkte, at det er smart og praktisk at hedde det samme som sine børn, skulle man fx blive stoppet i en fremmed lufthavn, når man rejser alene med afkommet. Eller hvis der skulle opstå borgerkrig, når man er i udlandet og bliver væk fra hinanden. Nu rejser jeg ikke så tit til den slags destinationer. Det nærmeste, vi har været på den slags, var turen til Kos i 2012. (Vi er stadig overbeviste om at have udviklet en mild grad af PTSD efter den oplevelse.)

Men endelig skulle det nyslåede pas tages i brug, og mor og datter rejste til London med enslydende efternavne og en følelse af at være fremtidssikrede. Og det var dér, jeg erfarede, at navnet måske ikke klinger skide godt på engelsk. Da vi tjekkede ind på hotellet, så den unge receptionist på mig med let sammenknebne øjenbryn og spurgte undrende: ”Mrs. Luuuhs??”. Igen det der flakkende sekretærblik: fra papiret, op til mig og ned igen, for lige at tjekke, at man nu har læst rigtigt. Og jeg kunne godt se, hvad han tænkte.

Da var det, at jeg for første gang måtte gribe til naziaccenten for at redegøre for udtalelsen at mit nye navn, og jeg måtte nærmest tage mig selv i at knalde hælene sammen, da jeg stod der med monokelfjæs og stram overlæbe og hvislede: ”LOH-ZE!”

Men uden H.  Som sidegevinst skal jeg nu ikke kun forklare, at det er Hendriksen med D, men også Lose uden H.

”Men burde efternavnene så ikke være placeret i omvendt rækkefølge?” Det mente den søde bibliotekar. Et sen-navn skal placeres til sidst! Så mit navn er oven i købet forkert.

Den eneste brugbare kommentar jeg har fået om Hendriksen Lose-navnet er, at det er “sådan et rigtigt forfatternavn”.

Så nu overgiver jeg mig til navnet. Jeg kaster mig over at skrive. Her på broggen og i andre genrer. Og så skal jeg prøve at finde min jahat. Og min hukommelse. Hvis jeg husker det.

En Lose wins situation!

Kastet ud i det. Åbenbart….

Sad i sofaen i aftes med mit andet glas jahatsfremmende ferierødvin, da min bedre halvdel henkastet kommenterede, at det var spændende, at min brog var startet op. Hvilket kom lidt bag på mig, eftersom det ikke var noget, jeg havde gjort. Broggen havde indtil da kun ligget som en usynlig slange i græsset, uden at nogen vidste det, og ventet på at blive sluppet løs under kontrollerede forhold.

Men min søde supermand havde været så venlig at dele første brogindlæg på Facebook, og da jeg først fik stillet rødvinsglasset fra mig, var siden set af næsten 70 mennesker. Så var jeg ligesom i gang. Men det lykkedes da at få rettet de fleste fejl og sjove autocorrect-ord i teksten og nu er vi åbenbart i gang.

Tusind tak for de mange søde, opmuntrende kommentarer! De luner om ørerne, nu hvor jeg ikke har en jahat til det.

Jeg glæder mig til at komme i gang!

Jagten på jahatten

Jeg har smidt min jahat væk. Jeg kan dårligt huske, hvordan den så ud, men jeg siger til mig selv, at den har været der engang. Og at den var flot, rød og struttende. -Altså lige indtil den pludselig mistede sin rejsning og farve, blev muggen og begyndte at stramme om panden. Og så en dag var den bare væk.

Nu sidder jeg her og kigger skiftevis på skærmen og ud af vinduet og tænker, at der skal lægges en plan. Jahatten skal findes!

Jeg tror på, at jeg er disponeret for jahatten. Trods alt. Og nogle gange er det som om, at jeg kan føle en ny hat være på vej. Som om den kortvarigt begynder at vokse ud igen. Bare en lille smule. Det kan for eksempel starte med en krusning i mundvigen og en indforstået nikken og så følger den der fornemmelse i panden, som om noget begynder at gro.

Jeg prøver virkelig at fange den rigtige, positive jahatsfølelse, når den melder sig. Så holder jeg vejret og presser på med udspilede kinder for at få følelsen fra mundvigen helt om i hjernen, til jeg er gasblå i hovedet.

Men når jeg mærker, at noget er på vej, sker der altid det, at luften går af ballonen igen med en sivende lyd og efterlader den begyndende jahat som en stram Speedo-badehætte, der ikke klæder mit æggehoved, og som giver furer i panden. Eller det resulterer i små diabolske, ironiske horn lige på hårgrænsen, som jeg så skal bruge en masse energi på at camouflere. (Med større eller mindre held).

”Men du skal bare prøve at kigge op fra stenene på din vej og se fremad”, kan et af de der overskudsagtige mennesker så finde på at sige. Super idé!

Det har jeg prøvet. Min erfaring siger mig bare, at når jeg kigger op og vandrer ud ad livets landevej som en anden Poul Reichardt, der er skide dus med himlens fugle, så ender jeg altid med at snuble over en ny sten på livets hullede landevej, som ikke lå der før.

Men jagten fortsætter. Det samme gør jagten på min hukommelse og min energi, der også har forladt mig i løbet af de sidste års kaos. Jeg har simpelthen fået fugt i krudtposen.

Let the hat chase begin!