Mimeren i prøverummet

Måske er jeg en mærkelig kvinde. Men jeg synes, at det er modbydeligt at købe tøj. Og det gør det ikke nemmere, at jeg er så nærig, at jeg nægter at købe så meget som et lommetørklæde, med mindre der er  50-80 % rabat.

Og så er jeg elendig til at bedømme tøjet, når jeg får det på. I går så alt tøjet godt ud i prøverummet.  Måske fordi jeg kun prøvede sort tøj på  og havde et kulsort gardin som baggrund og lyset fra fire 1000-watts pærer sendt direkte i øjnene fra lamperne langs spejlet. Jeg følte mig som en anden mimer, da jeg famlede rundt med sammenknebne øjne uden at kunne skimte andet end mit hvide hoved og mine hænder. Alt andet var sort i sort. Det var som at køre på landevej om natten, når de modkørende bilister  glemmer at blænde ned. Og alt tøjet så godt ud.

Det er i øvrigt det selv samme modbydelige prøverumslys, der giver ens bare vinterben den der grå-blå-grønne farve og  fylder en med en ubændig trang til at gå hjem i seng og vente på forår.

Men måske er belysningen en del af en strategi, der skal få alt tøjet til at se godt ud  i prøverummet? For tøjet vil altid være et godt alternativ til at se sin bare krop udstillet i det hvide, ubarmhjertige projektørskær, der kaster skygger fra buler, man ikke vidste, man kunne kaste skygge fra, og afslører blodårer og prikker og uforklarlige fænomener, man ikke lige havde set før.

Måske er jeg også ved at blive gammel og svagelig, men al den kiggen rundt og venden og drejen sig foran spejlet i det lille prøverum, hvor væggene altid ser ud til at gynge en lille smule, gør mig helt dehydreret og rundtosset, så jeg ikke kan  vente med at stavre ud, svedig, bælgøjet og med hylen for ørerne. Og med hår, der er blevet så elektrisk af at hive sweaters af og på, at jeg mest af alt ligner Einstein med dagen-derpå-mascara .

Og så er det, at jeg  for det meste bare smider håndklædet i ringen med et “whatever!” og dumper en bunke tøj på disken med en lidt usikker mavefornemmelse, mens jeg beroliger mig selv med, at “det jo er på udsalg”.

Men sjovt nok køber jeg altid det, som ekspeditricen selv har derhjemme. What are the odds? Den  helt samme søde style.  (Ikke bluse, men style! Udtales ztaaajl).

Og overraskelsen er da også altid stor, når jeg kommer hjem og hopper i tøjet i normal belysning og opdager, at det nye outfit giver mig visse ligheder med en billig Ilva-kommode. Eller at et A-formet snit ikke lige er min ting, da det nærmere får mig til at ligne My fra Mumitroldene end Kate Moss.

Problemet er jo for fanden også, at man står der i prøverummet og raver rundt i halvblinde, mens musikken dunker og hjernen forestiller sig alle de situationer, hvor man kan bruge tøjet. Situationer hvor man er ung. Og cocktailparties! Hvor man drikker Longdrinks.  Men så stor er sandsynligheden jo nok ikke for, at jeg bliver ung igen eller at jeg begynder at gå til den slags. Med mindre det bliver udbudt som tirsdagskursus på AOF.

Men sikke mange penge, man har sparet! Og så skal tøjet bare i skabet og hænge et par år,  inden det ryger til Røde Kors. Og man kan måske endda selv købe det igen. Min kroniske ammehjerne har engang købt en rigtig god bog i Røde Kors. Som jeg selv havde doneret til dem en uge forinden. Men jeg er trods alt stadig bedre til at købe bøger, end jeg er til at købe tøj.

PS: Hvorfor kan prøverumsgardiner aldrig lukkes helt? Hvorfor er der altid en fire centimeters åbning, ligegyldigt hvor meget man hiver?

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

 

2 meninger om “Mimeren i prøverummet”

  1. Hahahahahahahahahahaha. Det er det sjoveste, jeg længe har læst.
    Jeg er ALT for god til at købe tøj. Men det er fordi jeg ikke kan få mig selv til at gå med det samme, når jeg kommer ind i en butik, hvor jeg godt kan se, at der slet ikke er noget, jeg bryder mig om. Alligevel er det som om, jeg ikke synes, jeg kan tillade mig at gå igen, før jeg har gået rundt og mærket lidt på det hele, og hvis der så er en igle af en ekspedient, hvilket der altid er i lige præcis de butikker, hvor der ikke er noget, jeg kan lide, så synes jeg også, at jeg er nødt til at prøve noget af tøjet, og så ender det ofte med, at jeg køber en eller anden grim bluse bare for at slippe derfra igen.
    Ej med for fanden da også. Jeg må tage det op med min terapeut.
    Men hvad skulle Røde Kors gøre uden os?

    1. Tak for de pæne ord! 🙂 Interessant, om der findes shoppingterapeuter…? Det må der næsten gøre. Jeg tager gerne imod hendes telefonnummer. Beklager den sene respons. Jeg sidder med hovedet i et skriveprojekt og er en lidt verdensfjern tosse i disse dage. 🙂

Skriv et svar til Mette Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *