Der er stadig langt mellem snapsene og brogsene. Men det er bare fordi, jeg lige kom ind i det der vacuum-noget. Hvor der sker ingenting. Luften er suget ud af øjeblikket. Som om nogen har trykket på den store pauseknap og frosset billedet fast i det der kiksede sekund, hvor man står med åben mund og hverken blinker eller lader være. Betwixt and between.
Så jeg venter på, at det går over, her i min selvvalgte arbejdspause på tredje måned. Lige nu har jeg kastet en masse bolde op i luften. Store og små ting, som er afgørende for både mig og min familie. -For hvorfor nøjes med at sige sit job op, når man også kan rokke ved en masse andet grundlæggende i sit liv? Ting som andre lige nu skal afgøre, inden jeg kan gøre mere. Og som jeg ikke aner, hvad ender med.
Så jeg venter. Står og glaner opad og venter på at boldene kommer retur, helst afleveret i et blidt underhåndskast og ikke tyret lige i boldøjet på mig.
Men de kommer vel retur på et eller andet tidspunkt, så pauseknappen kan slippes, og der kan prikkes hul på vakuumet. For spændende er det. Og ulideligt. Og positivt. Og irriterende. Og opløftende. Og nedslående. Og for meget. Og ikke nok. Arrgghhh…
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.
