Er jeg så voksen nu? #3. (Om at falde i pinlighedsgryden som spæd og at lave en Boogie Preben i Berlingoland)

Her i huset er vi af og til fire teenagere: To voksne af slagsen, en 7-årig, der er født direkte ind i puberteten og en 14-årig, der er rimelig fornuftig og som tidligt resignerede og indså, at hendes forældre aldrig ville blive rigtigt voksne.

Rollerne i vores familie kan nogle gange virke en smule omvendte, for eksempel når forældrene headbangende hører Rage against the machine lidt for højt under madlavningen, og Største- og Mindstebarnet råber gennem huset, at vi skal skrue ned for den larm, hvorefter de smækker de respektive døre i. En lidt besynderlig deja vu-følelse.

Størstebarnet faldt desværre i pinlighedsgryden som spæd. Hvilket er ærgerligt, når et af privilegierne ved at være forældre til en teenager er at gøre barnet pinligt til mode, især når hendes veninder er til stede. Det er desværre næsten umuligt, da hun åbenbart er blevet immun.

Et klassisk forældreprivilegium er retten til at fremkalde pinlighed i det offentlige rum, for eksempel ved (som de eneste) at danse foran teenageren og hendes veninder til tonerne af et amatørorkester til den lokale byfest. I vores tilfælde var den eneste reaktion fra teenageren let hævede øjenbryn og en mild hovedrysten, mens veninderne og Mindstebarnet til gengæld bakkede panisk væk fra os, som om vi lækkede gul materie fra bristefærdige pestbylder, mens de messede ”åvmajgard åvmajgard åvmajgard” i tiltagende skingert toneleje og prøvede at skærme sig fra synet ved at gemme sig bag hinanden. Så dansen var ikke helt spildt.

Efter en helt almindelig tur i supermarkedet kan jeg dog godt tænke, om vi nogensinde bliver voksne/normale nok i vores familie. Selv undrede jeg mig lidt forleden, da jeg fra indgangen til supermarkedet så Størstebarnet danse som død og helvede i frugt- og grøntafdelingen med et saligt blik i ansigtet. Adspurgt om grunden til det gode humør svarede hun meget selvfølgeligt, at ”de spillede A-ha”.

Og det er jo en fin nok grund, og jeg tænkte egentlig heller ikke nærmere over, at jeg langs med brødsektionen efterlignede barnets electric boogie-moves, der fik mig til at ligne den lokale Boogie Preben. Dog uden af få tyret femmere i panden. Det gør man heldigvis ikke i Berlingoland.

Ved mælkesektionen fik Størstebarnet den ide, at Mindstebarnet skulle i køleboksen, hvilket affødte en vis modstand, en bule i panden og en del hylen, som blev afløst af en højlydt og lykkelig erklæring fra Mindstebarnet om, at hun altså lige havde slået en skid. Her lod jeg for en kort bemærkning som om, at jeg ikke kendte dem.

I diverseafdelingen kunne de i skøn forening blive enige om, at de aldrig får noget som helst af deres mor, og da vi havde danset os forbi kassen og ud af supermarkedet igen, kunne jeg så kortvarigt reflektere lidt over de blikke vi fik. Kortvarigt.

Måske er der håb forude. Efter sidste tur i Leos Legeland fik diverse friktionsbrændemærker, buler og nakkeskader forældrene til at overveje, om vi måske snart skulle til at sætte os i sofaen med de andre voksne. Nu må vi se.

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

4 meninger om “Er jeg så voksen nu? #3. (Om at falde i pinlighedsgryden som spæd og at lave en Boogie Preben i Berlingoland)”

      1. Uha… Det lyder som en virkelig god (og virkelig teknisk) ide. 😀
        Jeg vil undersøge det, men sæt ikke forhåbningerne helt i vejret. Jeg er ikke ligefrem et geni på det område.
        Men tak for ide og respons!

Skriv et svar til lisehelo1 Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *