Jeg har lige gennemført en 24-timers Ironman

Det er så moderne med udfordringer, maratons og selvpineri, så jeg har nu kastet mig ud i min egen mentale Ironman.

Inspireret af et billede (damn you, Pinterest!) fik jeg i går den positive møgidé, at jeg skulle undlade at brokke mig i et døgn. Være positiv. Ikke brokke mig over hus, helbred, humør, højredrejning, børn, arbejde, politik, vejret, idioter. Nu skulle den sateme have én på jahatten! Jeg gik all in, hvilket også betød farvel til den generelle ad hoc-brok. Alt eller intet.

Og måske er det en god ide. Jeg har behov for at vende mine negative tanker. Så nu går jeg ind i en ny epoke. Om lidt er mit liv forandret. Jeg er et bedre menneske. For satan, ja.

Udfordringen trådte i kraft i går klokken 21.15. Sjældent har man observeret lignende tavshed i min ende af sofaen. Jeg måtte bide mig i tungen flere gange og påbegyndte adskillelige sætninger, der ikke blev til andet end ”mhn”, før det blev muligt at føre en samtale. Tankevækkende, hvor meget der skulle lukkes ned for, som normalt ville have passeret slamfilteret ganske ufiltreret.

Jeg fulgte udfordringen helt til dørs. Jeg ser normalt ikke fodbold. Mildt sagt. Jeg kan have øjnene på skærmen, men registrerer ikke, hvad der sker. Jeg kan ”se” fodbold i 40 minutter uden at vide hvem, der spiller og hvad stillingen er. Og jeg bliver mødt med dybe suk og overbærende blikke, når jeg spørger, hvad det er for en slags kamp, når det så viser sig at være en EM-finale.

Jeg ved ikke, hvilken kamp det var i går. Når der er fodbold i tv har jeg to strategier: at forlade rummet eller at tale nedsættende om fænomenet. Førstnævnte er mest befordrende for husfreden, men i går valgte jeg at blive siddende. Jeg var pisse positiv. Jeg kunne ikke kommentere på vanlig vis, men måtte reducere mit kommentatorspor til udsagn som: ”Flot, at han kunne lande på sit ansigt på den måde” eller: ”Hvor er det dejligt, når tatoverede mænd kan græde over at blive skubbet, næsten uden at gå på kompromis med deres maskulinitet”. Jeg kunne ikke kommentere på kommentatorernes nasale stemmer og ligegyldige udsagn eller på hvor sindssygt grimt det lyder, når mange tusinde mennesker synger ”LÅLÅLÅ” i en uendelighed. Men jeg klarede den! Ikke et negativt ord kom over mine læber.

I dag fortsatte udfordringen. En hel dag på arbejde, hvor jeg ikke måtte brokke mig. Ikke så meget som et lille pip om elever, forældre, ledelse, reform, arbejdstidsaftale og manglende mælk til kaffen. I did it.

Hen ad eftermiddagen begyndte det dog at trække tænder ud. Som om det hobede sig op og begyndte et trykke i tindingerne. Men jeg holdt ud, trods smerten. Da vi nærmede os skole-hjem-samtalerne kl. 15 var jeg tæt på at møde muren. Jeg mærkede Brokken hviske lokkende til mig. ”Kom nu!”. ”Bare et lille brok”. ”Du får det bedre”. ”Kom nu!”.

Men jeg holdt det inde. Jeg følte mig som en skamskudt cowboy, der var ved at få projektilerne fjernet med et stykke glødende jern hos den lokale smed. Halvvejs igennem fantaserede jeg intenst om en flaske brændevin og gren at bide i, for ikke at brøle min brok ud i en langtrukken smertensrablen. Jeg måtte pep-talke mig selv og gentage mantra-agtigt i mit hoved: ”Du har født børn uden smertelindring. Du kan også klare det her!” Og det kunne jeg.

Jeg klarede også vanebrokken, da jeg kom hjem. Ventilen, hvor man lukker damp ud. Ingen brok. Og jeg overlevede de sidste aftentimer og puttede barn i én uendelighed.

Nu, efter 24 timer, kan jeg konkludere, at jeg klarede min Ironman ok, når man tænker på, at jeg slet ikke har trænet. Tænk, hvad jeg kunne have drevet det til med træning, korrekt kost, coaching og motivation.

Nu er det overstået. Mage til modbydeligt positivitetsfis skal man lede længe efter. Hold kæft, hvor skal jeg brokke mig igen.

Del gerne eller følg jagtenpaajahatten.dk på facebook. Så har jeg i det mindste ikke dét at brokke mig over.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *