Den store forældre-stopprøve

Som semi-professionel brogger er det nemt at brogge sig over 0. klasseelever, når man har tilbragt seks timer i streg med dem. (Se tidligere brog). Og det er altid nærliggende at antage, at det er forældrenes skyld, når yngelen ter sig vanvittigt i skolen. Jeg ville elske den tese, havde jeg ikke selv haft et barn i 0. klasse. – Som selvfølgelig altid opfører sig afbalanceret og tilpasset.

Og heldigvis er der indført forskellige stopprøver, der skal indfange os uduelige forældre og forhindre os i at ødelægge vores børn fuldstændig.

Stopprøverne er et faktum lige fra starten af barnets liv, hvor sundhedsplejersken kommer til ens (tilfældigvis) nystøvsugede kernebolleduftende hjem for at veje, tjekke rengøring, kigge efter tegn på nært forestående sammenbrud, tjekke at man ammer godt nok og at man forholder sig forstående, alvidende og moder Jord-agtigt til, at man lige er blevet flækket på tværs og har givet afkald på sin identitet som tænkende individ, mens man nynner Mozart for den Molo-klædte, nyvaskede baby, der sover regelmæssigt i den afrikanske slyngeanordning med helt ren økoble. Helt stille, roligt og hverdagsagtigt.

Indtil videre har jeg bestået diverse stopprøver og er nu rykket op i 0. klasse. Og jeg har været med Mindstebarnet til den første store forældreeksamen i skoleregi: På sundhedsplejerskens kontor.

Jeg troppede forventningsfuld op med Mindstebarnet og korrekt udfyldt spørgeskema, inklusiv Mindstebarnets tegning af en harmonisk kernefamilie. Med mit søde, kompetente barn var jeg sikker på at den var i hus, og at jeg mindst ville score et stort, funklende 10-tal.  Jeg ved ikke, hvad der gik galt.

Selv sad jeg med min forkølede hjerne og mindede mest om en snøvlende junkie. Set i bakspejlet gætter jeg på, at Mindstebarnet var træt, dehydreret, sukkerkold og/eller havde et problem med autoriteter den dag. I hvert fald kunne hun ikke noget af det, hun normalt kan.

Jeg sad ellers og nikkede roligt og sejrssikkert med et skævt smil og selvtilfredse, sammenknebne øjne, da hun som det første skulle skrive sit navn på et papir. (Moren er jo dansklærer, så det med navnet har Mindstebarnet styr på!). Denne dag kunne ungen så kun skrive sit navn bagfra. – Dog med store 3D grafittibogstaver. Point for det.

Hun kunne heller ikke hinke og kunne hverken sætte otte store perler på en piberenser eller tælle til otte.

Hun kunne NÆSTEN gribe en ærtepose, men var til gengæld super til at tyre med overhåndskast. Jeg vælger at tro, at det ikke var bevidst, at hun sigtede mod sundhedsplejerskens ansigt. Af en ældre dame at være, havde hun gode reflekser.

Jeg havde pyntet lidt på antallet af ugentlige skærmtimer (en eksamen består altid af 30% bluff), men Mindstebarnet fortalte til gengæld, at vi da ALDRIG læser bøger. Så det blev vi anbefalet at gøre for at stimulere den sproglige udvikling. (Løgnagtige møgunge…)

Og hun kunne ikke se noget som helst under synstesten. Måske fordi hun i mellemtiden – på mirakuløs vis – havde genvundet evnen til at hinke både forlæns og baglæns. Hun kunne heller ikke høre.

Til sidst opstod der længere tænkepauser i sessionen, og sundhedsplejersken lignede en, der sad og talte måneder til pensionsalderen.

Jeg havde da stadig et håb om at bestå, lige indtil bomben faldt: Mindstebarnet kan ikke lide rugbrød. (Fuckfuckfuckfuck!!). Det fik den søde sundhedsplejerske til at indlede et langt foredrag for Mindstebarnet, der kiggede overbærende på hende med let hævede øjenbryn.

Afslutningsvist blev det konstateret, at Mindstebarnet ligger lavt på vægtkurven og at hun skal have lidt mere smør. -Én af de to ting i denne verden, som Mindstebarnet ikke spiser.

Jeg kunne berolige sundhedsplejersken med, at da Størstebarnet var i den alder, lå hun til gengæld for højt på kurven og at det derfor kunne gå lige op.

Jeg ved ikke, om jeg bestod.

Del gerne eller følg jagtenpaajahatten.dk på facebook. 🙂