Det var fandeme ikke rart!

 

Jeg lever. Lige akkurat. Det krævede en del overvindelse, en dyb indånding og en beslutning om at gennemføre, koste hvad det ville. Det blev ikke med livet som indsats, men det var close call.  Jeg er ikke god til små børn i store flokke.

Fredag klokken 7:55 mødte jeg intetanende op på arbejde. Klokken 7:56 stod det klart, at jeg skulle tilbringe seks timer alene i 0. klasse.

Klokken 8:01 kiggede jeg første gang på væguret over alfabetet i håb om, at tiden var løbet fra mig og jeg stillede for første gang mig selv spørgsmålet: ”Hvad helvede laver jeg her???” Samtidig med at jeg gelejdede den bekymrede mor ud af døren med en forsikring om, at jeg nok skulle holde hendes lille pige i hånden de første ti minutter. (Hvilket barnet heldigvis glemte, da jeg bad hende om at sætte sig på sin plads).

Klokken 8:11 var min tålmodighed stadig nogenlunde intakt, selvom jeg var blevet korrekset lidt for mange gange af 29 små børn, der mente, at jeg ikke kunne finde ud af at gøre det rigtigt. Jeg ved nu, at aprilskiltet ikke må tages ned fra datotavlen og at jeg ikke må røre ved frokost-piktogrammet. Det er alvor!

Klokken 8:15 var dagens første mavepuster delt ud (ikke af mig), den første rokketand var tabt og det første barn havde antydet, at jeg ikke bestemte over ham. (Da var det tæt på, at dagens anden mavepuster blev uddelt). Heldigvis skulle de udenfor til morgenløb, og da alle havde fundet deres sko, der lå rundt omkring i bygningen, og da jeg havde fået afklaret med diverse børn, at de faktisk SKULLE ud, selvom det ikke var det, de havde lyst til, og da de sidste var kommet i tøjet, selvom de græd og savnede deres mor, så var det sådan set nemt nok.

Jeg vil ikke trætte med detaljer, men jeg kunne med glæde konstatere, at jeg stadig var i live, da vi nåede ti-pausen, selvom jeg begyndte at være lidt slidt i betrækket. Jeg tænker, at rødsprængte øjne bidrager til maniac-effekten og afføder en vis respekt, når man går ned i hug og ser børn lige ind i øjnene og taler til dem med dyb stemmeføring, så på den måde var fysikken med mig.

De resterende timer forløb, som man kunne forvente.  De fik egentlig løst opgaven, der blev stillet. Samtidig med, at de fik hinanden til at græde, når de grinte af hinandens svagheder eller når de gav hinanden fingeren eller skubbede eller tog sidemandens blyantspidser. Samtidig med at de tabte flere tænder. Og græd lidt mere fordi de savnede deres mor og fik andre til at græde, fordi de så også kom til at savne deres mor. Eller gik i baglås, fordi man havde skubbet sin bedste ven og led af samvittighedskvaler. Og gav fingeren igen. Og tabte en tand mere.

Og så tisser de hele tiden. Og når de står der, lidt nede i knæ med en knyttet hånd presset mod skridtet, er det i ens egen interesse, at de får lov til at gå på toilettet. Lige med det samme. Men det var en god dag, hvor ingen sked eller tissede i bukserne. Men at dømme efter prutterne, var der flere, der havde noget at komme af med.

Samtidig med at man skal prøve at presse lidt faglighed ind, skal man så også lære dem at sige undskyld, når de gør noget ved et uheld. Og at det er en god ide at dele. Og at man skal sidde på sin plads. Og at man STADIG ikke må give mavepustere. Eller give fingeren til de andre. Og at man overfor læreren ikke bruger udtrykket: ”Har du forSTÅet?”. Og de skal lære, at det bare er ærgerligt, at der er diskrepans mellem hvad man personligt har lyst til og hvad man skal. (Velkommen til livet. Tror du JEG har lyst til at være her?).

OG så skal man (gudhjælpemig) samtidig forholde sig anerkendende og positivt og italesætte, at det vel nok er en sød klasse, så det kan blive en selvopfyldende profeti. Samtidig med at man tørrer mælk nr. to op, trøster, åbner ostehapsere og fantaserer om den kæmpestore gin-tonic man skal indtage i fosterstilling senere.

Mens man tysser i en sådan grad, at man ligeså langsomt dehydrerer, mister ilt til hjernen og til sidst har tungen hængende ud af munden som et vissent stykke tang og blander ungernes navne sammen og dårligt kan huske sit eget navn, mens for gud ved hvilken gang klapper rytmisk i sine ophovne, ømme hænder, fordi man ikke længere har kraft i brystkassen til at overdøve ungerne.

Fy for helvede, siger jeg bare.

Momentvis føltes det som om, jeg kun havde to muligheder: tæv eller giv fri. Jeg hældte dog mest til det sidste. (De var 29 mod én).  Jeg copede takket være en ongoing zen-voldsfantasi, der involverede nogle unavngivne politikere-skråstreg-djøf’ere med ansvar for en klassekvotient på 29+ og lange skoledage og det viste sig at være en fin strategi.

Og det var faktisk en vellykket dag. Børnene var sådan set ikke frække. De var sådan set også motiverede og søde og de fleste spillede med. De kunne bare ikke gøre for det. Fordi de var sådan nogle små børn. Fordi deres hjerner var for små og for trætte, og fordi de havde legetrængende kroppe. Små børn, der havde været skolebørn en hel uge, mange timer om dagen. Stakkels små kræ.

Og der er faktisk nogle voksne mennesker, der gør det her hver dag. Hver dag. Fra 7:45-14 plus alt “det løse”. De smiler og virker glade, men jeg har ikke indtryk af, at de er på stoffer. De må virkelig kunne noget specielt. For udenforstående kan det nok bedst sammenlignes med at holde børnefødselsdag seks timer om dagen, fem dage om ugen. (Prøv det, før du udtaler dig om deres job!)

Jeg bøjer mig næsegrus i støvet for alverdens indskolingslærere og pædagoger og indstiller dem gerne til fortjenstmedalje, daglige skulderklap, krammere, fri chokolade og lønforhøjelse.  Bare jeg bliver fri for at være i deres sko. Det var fandeme ikke rart.

Del gerne eller følg på jagtenpaajahatten.dk

12 meninger om “Det var fandeme ikke rart!”

  1. Jeg sad og kluklo under læsningen, som er yderst præcis. Og deler i høj grad din holdning om alt for høje klassekvotienter. Er glad for at vi på min skole er 2 voksne i børnehaveklassen til 20 børn. Men det tør man næsten ikke prale med.

  2. Godt skrevet!
    Synes dog du glemmer den sidste halve til hele time hvor flere af børnene græder, fordi de simpelthen ikke kan mere….

    1. Det kan jeg godt se. Vi sluttede med legetime (sig det ikke til nogen), så det kan måske forklare at så få græd? 🙂

  3. Ja sådan er det… men du glemte alle frikvartererne hvor de kommer løbende på lærerværelset fordi gårdvagt jo ikke dur ifølge dem (og de nu har fået en mavepuster, tabt en rokketand, skændes med deres ven m.m.)

    Måske politikerne skulle I praktik et par uger….

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *