Om kællinger og biler

 

Sidder og leder efter hotel i Berlin. Med eller uden Frauenparkplatz. Koneparkering er sikkert en god ide, men det giver også næring til en fortælling, der slider voldsomt på min ikke-eksisterende jahat: Den om at kvinder ikke kan køre bil. For det kan vi selvfølgelig godt. Personligt var jeg bare skide bange for det i mange år.

Som barn af 70’erne og 80’erne har jeg set utallige afsnit af OBS. Her kunne man et par gange om ugen se Rådet for Større Færdselsikkerheds små film om de 1000 måder at blive dræbt i trafikken på. De er så dybt indlejret i mig den dag i dag, at jeg altid kan se mindst fem dødbringende scenarier i den aktuelle trafiksituation. – Især når det er min bedre halvdel, der kører.

Så dette, kombineret med en far, der gennem hele min barndom konsekvent omtalte kvindelige bilister som ”kællinger”, gjorde, at det aldrig rigtig lå i kortene, at jeg skulle have kørekort.

Lige indtil jeg flyttede til forstaden. Nu skulle tyren tages ved hornene! Som 37-årig mødte jeg derfor op hos kørelærer Werner. Kørelærer Werner var den flinkeste Jens Jørgen Thorsen-look alike, man kunne tænke sig, bare med lidt større hår og skæg. Han var en rolig, pensioneret folkeskolelærer med en beroligende nasal stemme. Køretimerne gik fint, jeg fik ros, jeg overlevede. Ingen problemer!

Lige til den dag, hvor kørelærer Werner brugte ordet ”generalprøve”. Jeg ved ikke, hvad der skete. Det var som om, at min krop blev besat af en panikangst Thorkild Thyrring. Bare uden toupé og gode køreegenskaber. Af én eller anden grund var det som om, mine fødder kun var i stand til at bruge speeder og kobling. Ikke bremsen. Jeg kastede mig ud i et vanvidsræs gennem down town Hillerød, udelukkende i tredje gear, hvor jeg pløjede magtesløst gennem fodgængerfelter og smågader, så folk måtte springe for livet. Selvfølgelig med koblingen i bund i svingene.

Da turen var færdig, vendte jeg mig forventningsfuldt mod kørelærer Werner og afventede dommen. Kørelærer Werner sad stadig med begge hænder stramt knuget om håndtaget i loftet, let løftede knæ og hovedet lænet mod sideruden, mens hår og skæg fyldte lidt mere, end det plejede. Og med sin nasale stemme bekendtgjorde han roligt: ”Den tror jeg sgu ikke, du ville ha’ bestået, den der…”

Men jeg skulle have det kørekort, nu hvor jeg var endt i forstaden, så jeg mødte op til køreprøve som skælvende nervevrag iført højgravid mave og flagrende øjenvipper. Min strategi var at prøve at mestre den delikate kombination af voksenhed/fornuft/ ansvarlighed tilsat den uimodståelige charme, der skulle få mig over målstregen.

Inden jeg startede bilen, stillede den motorsagkyndige første spørgsmål: ”Hvordan tænder du katastrofeblinket?”. Piece of cake! Det lovede godt, jeg begyndte at tro på det. Bilen blinkede flot.

Andet spørgsmål.: ”Hvilke lygter blinker, når du tænder katastrofeblinket?”. Jeg anede ikke, hvad manden talte om og spillede det sikre kort og svarede selvsikkert, at det gjorde de da alle sammen. Han kiggede tørt på mig og sagde ikke andet end: ”Vi stiger ud igen”. Det var det.

Troede jeg. Han viste mig de blinkende lygter og jeg fik en chance mere. Jeg startede bilen og tog en kort tur gennem Hillerød, mens jeg snakkede non stop, hvilket måske var med til at afkorte turen. Da vi nåede tilbage, fik jeg blot et kort ”tillykke”, hvorefter han forlod bilen, sagde til kørelærer Werner at min vognbetjening var noget lort og gik.  – Bare fordi man i kampens hede skiftede fra 2. til 5. gear. Men jeg skiftede da i det mindste gear. Havde jeg været 18 år, havde jeg aldrig fået lov at bestå. Det var det. Nu kunne jeg køre.

Da kørelærer Werner afleverede mig hjemme efter køreprøven, blev han stille et øjeblik og pegede så på vores bil: ”Skal DU køre DEN der??” Vores almindelige familiebil viste sig at have en V6 motor med 210 galopperende hestekræfter. Men jeg skulle faktisk ikke køre den. Den kørte med mig. Og den kørte sindsygt hurtigt.

Allerede i løbet af første uge fik jeg vovet mig til nærmeste forstadsindkøbscenter. Det var der, jeg lærte, at man ikke skal bakke og dreje skarpt på rattet på én gang, når man skal ud af en smal parkeringsbås. Blækket på kørekortet var knap tørt, før jeg var den stolte skaber af en bule og ejer af en ridse. Og som en anden stupid hoppe i panik gjorde jeg det eneste rigtige: jeg klampede speederen i bund og ræsede ned af centertagets rampe, inden nogen kunne råbe, at jeg var en idiot, alt imens jeg tog min syvårige datter i ed på, at vi ikke behøvede at sige noget til far, når vi kom hjem. Hvilket hun selvfølgelig højlydt gjorde, allerede inden vi kom ind i huset.

Det første år var jeg stadig rystende nervøs og svedte angstens røvsved forud for selv de mindste ture. Jeg havde stadig ikke lært at slippe koblingen i svingene, så det gik stærkt. – Som min 7-årige udtrykte det, da hun hang kørelærer Werner-agtigt i lofthåndtaget: ”Wåååååuuu, mor! Du kører som en jyllænder!”.

Og så kørte jeg så belastende ubeslutsomt og tøvende, at jeg var til fare for mine medtrafikanter. Senere lærte jeg at tolke min fars evindelige ”er det en kælling!?”-bemærkning på min egen måde. En trafikkælling er ikke en, der laver buler eller kører for hurtigt. Det er bare en idiot.

Trafikkællingerne er dem, der kører ubeslutsomt, usikkert og ikke er til at afkode. Trafikkællingerne kan ikke beslutte, om de vil køre ud eller ej, om de vil skifte bane, om de vil overhale og slingrer frem og tilbage, så alle andre ender med at gøre det samme. Jeg besluttede, at jeg ikke længere ville køre som en ”kælling”.

Jeg har efterhånden lært ikke at være (fuldstændig) rædselsslagen, når jeg kører bil. Og jeg har lært at slippe koblingen og køre rimelig pænt. Men jeg er stadig elendig til at parallelparkere, så jeg nupper gerne en Frauenparkplatz.

Note: Kvindeparkeringspladser handler i virkeligheden om, at kvinder skal kunne parkere tæt på udgangen for at minimere risikoen for overfald. Det ville bare få min jahat til at gå i minus, hvis jeg skulle forholde mig til, at det er nødvendigt med specialparkering, fordi mænd føler trang til at overfalde kvinder på mørke steder. 

Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk

på facebookInstagram og Bloglovin’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *