En win Lose-situation. Om at vinde eller tabe i livets store navneroulette

Ny brog. Jeg har grublet og tænkt, blandt andet over, hvilket navn jeg skulle vælge til skriverierne. Og tænkt over mit navn generelt.

Jeg har aldrig været særlig vild med mit efternavn. Hendriksen. Som i virkeligheden udtales HændraksenmedD. Og som af de fleste bare udtales: Henriksen.

Jeg har altid gerne villet have et andet mere velklingende navn. Engang ønskede jeg det så brændende, at jeg en tidlig morgen på bøsseværtshus aftalte med min gode ven, at vi skulle proformagiftes, så jeg kunne få hans efternavn. Ideen gik dog lidt i sig selv op ad dagen og det var måske heldigt nok. For jeg blev jo gift på den rigtige måde nogle år senere. Med hr. Lose.

Kunne du så ikke bare hedde Lose, tænker man selvfølgelig.

Men Hendriksennavnet er i dette tilfælde lidt som et par gamle, grimme bukser: Man kan vælge at smide det ud, men hvis alternativet er at gå i bar røv, så lærer man at leve med det. Især hvis man hedder Lise til fornavn. Lise Lose holder ikke.

Eksempel: Når man sidder i venteværelset hos lægen og navnet bliver kaldt, rykker folk sig uvilkårligt lidt væk og kalder deres børn til sig. De tror, det er diagnosen, sekretæren råber, ikke navnet. Og det kan jo faktisk godt lyde som en omgang kødædende svamp i tåneglene eller en slem tarmlidelse. Og det slår aldrig fejl, at sekretærer kun nævner mit sidste efternavn, når det skal kaldes ud i en forsamling, og at de altid lige kigger en ekstra gang på papiret, op og ned, med say what-blikket på. Og så kommer den sædvanlige mumlende sang fra mig: ”Nå ja, jeg bruger ikke rigtig Lose, det er bare fordi at….”

Jeg hedder altså Lise Hendriksen Lose. Jeg tog Lose-navnet nogle år efter brylluppet, da jeg tænkte, at det er smart og praktisk at hedde det samme som sine børn, skulle man fx blive stoppet i en fremmed lufthavn, når man rejser alene med afkommet. Eller hvis der skulle opstå borgerkrig, når man er i udlandet og bliver væk fra hinanden. Nu rejser jeg ikke så tit til den slags destinationer. Det nærmeste, vi har været på den slags, var turen til Kos i 2012. (Vi er stadig overbeviste om at have udviklet en mild grad af PTSD efter den oplevelse.)

Men endelig skulle det nyslåede pas tages i brug, og mor og datter rejste til London med enslydende efternavne og en følelse af at være fremtidssikrede. Og det var dér, jeg erfarede, at navnet måske ikke klinger skide godt på engelsk. Da vi tjekkede ind på hotellet, så den unge receptionist på mig med let sammenknebne øjenbryn og spurgte undrende: ”Mrs. Luuuhs??”. Igen det der flakkende sekretærblik: fra papiret, op til mig og ned igen, for lige at tjekke, at man nu har læst rigtigt. Og jeg kunne godt se, hvad han tænkte.

Da var det, at jeg for første gang måtte gribe til naziaccenten for at redegøre for udtalelsen at mit nye navn, og jeg måtte nærmest tage mig selv i at knalde hælene sammen, da jeg stod der med monokelfjæs og stram overlæbe og hvislede: ”LOH-ZE!”

Men uden H.  Som sidegevinst skal jeg nu ikke kun forklare, at det er Hendriksen med D, men også Lose uden H.

”Men burde efternavnene så ikke være placeret i omvendt rækkefølge?” Det mente den søde bibliotekar. Et sen-navn skal placeres til sidst! Så mit navn er oven i købet forkert.

Den eneste brugbare kommentar jeg har fået om Hendriksen Lose-navnet er, at det er “sådan et rigtigt forfatternavn”.

Så nu overgiver jeg mig til navnet. Jeg kaster mig over at skrive. Her på broggen og i andre genrer. Og så skal jeg prøve at finde min jahat. Og min hukommelse. Hvis jeg husker det.

En Lose wins situation!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *