Jeg har smidt min jahat væk. Jeg kan dårligt huske, hvordan den så ud, men jeg siger til mig selv, at den har været der engang. Og at den var flot, rød og struttende. -Altså lige indtil den pludselig mistede sin rejsning og farve, blev muggen og begyndte at stramme om panden. Og så en dag var den bare væk.
Nu sidder jeg her og kigger skiftevis på skærmen og ud af vinduet og tænker, at der skal lægges en plan. Jahatten skal findes!
Jeg tror på, at jeg er disponeret for jahatten. Trods alt. Og nogle gange er det som om, at jeg kan føle en ny hat være på vej. Som om den kortvarigt begynder at vokse ud igen. Bare en lille smule. Det kan for eksempel starte med en krusning i mundvigen og en indforstået nikken og så følger den der fornemmelse i panden, som om noget begynder at gro.
Jeg prøver virkelig at fange den rigtige, positive jahatsfølelse, når den melder sig. Så holder jeg vejret og presser på med udspilede kinder for at få følelsen fra mundvigen helt om i hjernen, til jeg er gasblå i hovedet.
Men når jeg mærker, at noget er på vej, sker der altid det, at luften går af ballonen igen med en sivende lyd og efterlader den begyndende jahat som en stram Speedo-badehætte, der ikke klæder mit æggehoved, og som giver furer i panden. Eller det resulterer i små diabolske, ironiske horn lige på hårgrænsen, som jeg så skal bruge en masse energi på at camouflere. (Med større eller mindre held).
”Men du skal bare prøve at kigge op fra stenene på din vej og se fremad”, kan et af de der overskudsagtige mennesker så finde på at sige. Super idé!
Det har jeg prøvet. Min erfaring siger mig bare, at når jeg kigger op og vandrer ud ad livets landevej som en anden Poul Reichardt, der er skide dus med himlens fugle, så ender jeg altid med at snuble over en ny sten på livets hullede landevej, som ikke lå der før.
Men jagten fortsætter. Det samme gør jagten på min hukommelse og min energi, der også har forladt mig i løbet af de sidste års kaos. Jeg har simpelthen fået fugt i krudtposen.
Let the hat chase begin!
En viis mand sagde engang:
“Når livet giver dig citroner, så lav lemonade”.
Det kunne mange lære noget af.
Jeg skal lave SÅ meget lemonade! Og citronmåner. 🙂
super godt indlæg , jeg har det selv på samme måde ind imellem , den ja hat kan stramme gevaldigt , hvis den er blevet misbrugt
Tak for de pæne ord! 🙂