Og sådan blev jeg indrodet i nogle voldsomme spekulationer om alder midt under en koncert.
Jeg var til koncert. (!) Med et band fra 80’erne, som jeg har fulgt i mange år. Og det var så underligt, at alle var blevet så gamle, når man selv stadigvæk var 22 år. Både band og publikum var virkelig ikke unge.
Men jeg fulgte mit 22-årige hjerte og mosede mig helt op foran scenen. Jeg havde ikke tænkt mig at stå med mine 168 cm og glo ind i ryggen på den midaldrende regnskabsmedarbejder med de nydelige briller foran mig.
Og pludselig var min alder spolet yderligere tilbage, og pludselig var jeg 17 år og punker igen og hoppede med deroppe allerforrest og tænkte, at hvis den unge blondine og den 55-årige hk’er ikke ku’ klare mosten, måtte de trække sig tilbage i salen og finde deres comfortzone dér.
Og så var det, at min 17-årige indre punker blev overdøvet af mit virkelige jeg, der konkluderede, at der virkelig stinker ad helvede til af sved og våd hund deroppe. Heldigvis blev det ikke afgørende, og jeg holdt ud til den bitre ende og “Night boat to Cairo”. (Jeg havde besluttet mig for, at jeg nok skulle brøle, at de var nogle f****** wankers, hvis de ikke spillede den).
Og sådan kan man være helt ovenpå, mens man er i sin indbildte ungdomstilstand. Og det fungerede. Lige indtil min 50 årige storebror præsenterede mig som “sin søster”, hvortil personen (som må have haft dårligt syn) svarede: “Nååååh, din STOREsøster?”. Idiot.