Allerede da jeg fik bekræftet bookingen, blev jeg betænkelig.
Måske var jeg fordomsfuld. Måske fik jeg bare de forkerte associationer. Men 1½ times halvafklædt behandling af en, der hedder Princess P, lød altså lidt lummert i mine ører.
Jeg beroligede mig selv med, at det var et velrenommeret spasted og sagde til mig selv, at Princess P hverken var drag eller offentligt fruentimmer. Men på den anden side, hvis hun/han gjorde arbejdet ordentligt, var det vel underordnet. Og jeg var fast besluttet på at gennemføre næste jahatmission.
Jeg var som sagt lidt betænkelig, da jeg tog hjemmefra. Jeg kan nemlig godt blive lidt anspændt på steder, jeg ikke kender, hvis der hersker tvivl om, hvorvidt man skal have tøj på eller ej. Det er så nederen at gå ind i et rum uden tøj på, hvis det ikke er meningen.
Og så kan jeg blive lidt udfordret på afslapningen, hvis de spiller hval-sang eller panfløjtemusak. Jeg ved, at de mener det godt, men det giver mig som regel bare lyst til at tæve en uskyldig kaskelothval med den første og bedste Inka-efterkommer. Eller omvendt. Og jeg gætter på, at det ikke er meningen.
Vandfaldslyde gør det heller ikke for mig. Efter 10 minutter kan jeg ikke tænke på andet, end hvornår jeg skal tisse. Og kan man sætte sessionen på pause og stavre sit olieindsmurte korpus ud på toilettet, uden af glide af brættet? Eller går man glip af massage for 400 kr., ved at bruge tid på at lade sit lydfremkaldte vand?
Og så er der det med, at en vildtfremmed person skal gnubbe på mig i lang tid ad gangen. Jeg har det med at blive lige lovlig selvbevidst omkring tingenes triste tilstand, når jeg skal studeres så indgående. Lidt den samme følelse, som når huset vises frem for en ejendomsmægler: Man bliver alt for opmærksom på edderkoppespindene i hjørnerne, ridserne og bulerne i tapetet. Hvis du fanger metaforen. Wink-wink… Og ugen op til besøget gik da også med at udbedre de værste sætningsskader og helligdage.
Men det lykkedes mig at møde fordomsfri op til 1½ times massage og ansigtsbehandling plus en time i Vandtemplet forinden. Jeg fik der en grundig instruktion og havde på forhånd fravalgt det med at blive slået med bambusrør, det med urtebolde og at få Buddhas olie hældt i mit tredje øje. Der er trods alt grænser for mit åbne sind.
Og så var det lige inden, at det skete: Jeg var SÅ tæt på at få jahat på.
Jeg plejer at have svært ved at slukke de kværnende tanker, når jeg får massage: ”Hvor lang tid er der egentlig gået?”, ”For din egen skyld, tryk ikke på maven ”,”Kan hun virkelig lide sit job, eller hader hun at stå og gnubbe på mig?”, ”Slap nu af. Sluk tankerne”, ”Hvorfor er det så svært at slukke tankerne?”, ”Hvor lang tid er der mon igen?”, “Når jeg at slappe af, inden det er slut?”, “Bruger hun al tiden, eller snyder hun mig for fem minutter?”, “Hvorfor slapper du ikke af?”.
Det var ikke problemet her. Da søde, dygtige Princess P overtog mig (lettere rosinrynket) efter turen i vandtemplet, følte jeg mig efter fem minutter som en baby til babymassage.
Jeg tænkte meget få tanker, da jeg lå med hovedet i brikshullet. En af dem var: “Gad vide, om der før er nogen, der har savlet ned på hendes klipklapper?”.
En anden tanke var, om hun kunne adopteres eller lempes ind i en alternativ au pair-ordning.
Og jeg elskede, når hun hviskede mit navn og hviskende spurgte: “Is it too hard?”. Hvortil jeg kunne svare, som en skæv, salig Homer Simpson: “Noooo. I lååårv you”
Der var hverken kaskelotter eller Inka-efterkommere. Kun en dæmpet musik som jeg ikke lagde mærke til, før 45 minutter inde i seancen, hvor jeg kortvarigt spekulerede på, hvad for en person, der komponerede den slags musik. Det lod jeg hurtigt være med.
Efter tre timer stavrede jeg ud med spirende born again-jahat og lovede mig selv at vinde i Eurojackpot, så jeg kan gøre det hver uge.
Og blev mødt af styrtregn og stiv kuling, der fik hatten til at krympe lidt igen. Så nu pønser jeg på næste mission. Forslag modtages gerne.
Come back soon!
Like, del eller følg jagtenpaajahatten.dk
på facebook, Instagram og Bloglovin’.
