Okay, så… Jeg sagde mit job op

Det er sgu en lidt mærkelig fornemmelse. Jeg har sagt mit job gennem 13 år op. Bum. Så må det vise sig, om det nu var en god ide.

Jeg er hoppet ud i det uden sikkerhedsnet. Jeg kunne egentlig ikke brokke mig over mit arbejde. Der har været taget hensyn til mig igennem al min elendighed i de sidste ti år. Havde det ikke været for min arbejdsplads, var jeg nok blevet småskør. Jeg kunne være der på mine præmisser og overleve mentalt, hvilket var perfekt i de perioder, hvor jeg ikke havde brug for nye udfordringer i hverdagen.

Men nu skal der ske noget nyt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal. Bortset fra at udleve nogle skriveideer. Jeg ved ikke, hvor jeg lander og det er en smule angstprovokerende og virkelig fantastisk.

I den sidste tid har jeg lidt for ofte stillet mig selv spørgsmålet: ”Hvad fanden er det, vi laver?!” For eksempel når vi løber rundt som hovedløse høns for at følge med hverdagen. Eller når vores liv bliver ét stort koordineringsprojekt, hvor der skal være plads til en masse ting, man egentlig ikke har lyst til. Hvor man til sidst bare fantaserer om at have tid til at vaske en maskine tøj i fred. Hvor man næsten ikke har overskud til at rumme sine børn, når man kommer hjem. No more.

Nu tager jeg kontrollen over mit liv. Det er ellers så populært at have travlt. Det er ingen, der får credit for at sige, at de har vildt meget tid, og at de slet ikke har travlt med noget som helst. Med mindre man virkelig bager, sylter og føder og samtidig skriver en bog om det, på den helt afslappede måde. Jeg regner ikke med at gøre nogen af delene. Jeg hader at bage og sylte og synes, at jeg er for gammel til at føde.

Beslutningen blev truffet i november måned, da jeg sad syg, udbrændt og midlertidigt hjemløs i et lånt sommerhus. Jeg sukkede ved middagsbordet, at man fandeme bare burde sige sit job op og bruge sin tid på at sidde helt alene og skrive og glo ud af vinduet. Vel vidende at den slags ikke er muligt. Tænkte jeg. Min supermand havde en anden tilgang og sagde, at det da bare var det, jeg skulle gøre så.  Bum.

Jeg tænkte over det om aftenen og næste dag investerede jeg i en notesbog, som øjeblikkeligt blev skriblet til med ord, strukturer, sætninger og planer. Det er nok det bedste skub, jeg nogensinde har fået.

Kloge mennesker siger, at når man lukker en dør, er der en anden, der åbner. Det håber jeg, at der er en, der gør, for jeg har ingen ide om, hvor jeg er om et halvt år. Jeg ved bare, at jeg skal hive nogle måneder ud af kalenderen efter sommerferien og trække vejret ned i maven, komme af med min hylen for ørerne og se hvad der sker.

Om det så bliver jahatsgivende, må tiden vise. Første mål er at indhente mig selv.

Husk at følge jagtenpaajahatten.dk

facebook, Instagram eller på Bloglovin’.