Den sløje historie om, hvorfor jeg er lidt tung i det

Jeg var med et trylleslag 100 km hjemmefra. Det var egentlig en helt almindelig onsdag formiddag i slutningen af oktober. Men jeg sad pludselig alene i mine svigerforældres sommerhus og prøvede at forholde mig til, at jeg fra den ene dag til den anden havde mistet mit hjem, og at jeg åbenbart var for syg til at foretage mig noget som helst.

Få timer forinden måtte min supermand tage fri fra arbejde for flyve mig afsted, og så hang jeg ellers der i armene på ham med dinglende kludedukkehoved, uden skyggen af en tanke i hovedet, mens vi fløj nordpå.

Vi forlod et hus, der var fuld af skimmelsvamp pga. skjulte vandskader og håndværkersjusk. Flere år med utallige symptomer for hele familien og ligeså mange lægebesøg gav nu mening.

Da jeg blev hentet ud af huset og læsset af ved sommerhuset som et tungt stykke slagtesvin, var det med tegn på forgiftning, som mindede om virkelig slemme tømmermænd, bare uden minder om en sjov nat. Jeg var faktisk ikke i stand til at stå op. Det værste var, at der var absolut ingen hjerneaktivitet at spore. Sne på skærmen. Jeg kunne ingenting, bare ligge. Ikke sætte to ideer sammen.  Der var ingen handlemuligheder.

Efter et par dage i sommerhus begyndte jeg at få ambitioner.  Mit daglige mål var at vaske en maskine tøj og at hænge det op. Det var mere end rigeligt. Min allerstørste ambition var at få lov at kigge tomt ud i luften.

Efter nogle dage udvidede jeg dagsprogrammet og pressede mig selv til at gå ned til den lokale købmand. Det tog mig cirka lige så lang tid at lave en indkøbsliste, som det tog en 60 graders vask at køre programmet igennem. Verden var mærkelig i de dage. Nogle dage stod verden på skrå, så jeg havde svært ved at rette op og lade være at gå i cirkler, når jeg slæbte mig afsted langs landevejen. Det gik senere op for mig, at jeg ikke havde haft hjernekapacitet nok til at differentiere mellem kontaktlinser med to forskellige styrker, så jeg gik i den uge med samme styrke i begge øjne. Så verden stod på skrå.

Da vi tog hjem til vores kvarter for at fejre halloween, behøvede jeg ikke engang at klæde mig ud. Jeg gik bare rundt som en hjernedød zombie og småsavlede. Mit tomme blik og den usammenhængende tale skræmte livet af de forbipasserende unger. Det var perfekt.

Det er snart seks måneder siden. Jeg arbejder igen. Delvist. (Første dag på arbejde var der vandskade i taget, selvfølgelig lige over mit skrivebord. Why not?) Vi har været genhuset næsten ligeså længe.

Jeg kan ikke huske en skid og sprudler stadig ikke af energi, men jeg har flere og flere dage, hvor jeg ikke er zombie. Og det er da godt. Og vi har lige fået et hjem igen.

Det må være næste skridt på vej mod jahatten. 🙂